Gå til indhold
Flere og flere danskere søger professionel behandling hos fodterapeuter, når de har problemer med fødderne.
Flere og flere danskere søger professionel behandling hos fodterapeuter, når de har problemer med fødderne.

Pressemeddelelse -

Flere og flere går til fodterapeut

En nedgroet negl kan få hvert et skridt til at føles som en smertelig forhindring. Men heldigvis kan fodterapeuter lindre ubehaget øjeblikket med en lille neglebøjle. Det er en af de behandlinger, som flere danskere har fået øjnene op for og derfor finder vej ind i klinikker for fodterapi.

Nye tal fra Danske Regioner viser, at 32 procent flere danskere går til fodterapeut i forhold til for seks år siden. Tallene dækker over henviste patienter med diabetes, ledde- og psoriasisgigt, nedgroede negle eller arvæv efter strålebehandling af fodvorter.

Får øjnene op for forebyggelse
Tina Christensen, formand for Danske Fodterapeuter, mener, at stigningen skyldes, at flere har fået øjnene op for fodterapiens fordele.

’Fodterapeuter tilbyder en række behandlingsmuligheder, som kan lindre smerter i fødder, knæ, hofter og ryg, så man igen kan bevæge sig mere frit med færre smerter. Det sker blandt andet ved at fjerne gener og forebygge, at de genopstår med indlæg, småaflastninger, neglebøjler og lignende. Og det kan i nogle tilfælde forhindre operationer i fødder, knæ og ryg’.

Hun mener, at en anden årsag til, at flere søger fodterapeut, er, at befolkningen er blevet ældre, og fodproblemerne stiger i takt med, at vi bliver ældre. Det skyldes blandt andet, at vi går i forkert fodtøj i for mange år og får flere sygdomme med alderen.

Større interesse i fødderne
Danske Fodterapeuter oplever samtidig en generel stigende interesse i fødder blandt alle aldersgrupper i samfundet.

’Det er min opfattelse, at folk gradvist bliver mere og mere interesseret i at forebygge fodproblemer, fordi de har fundet ud af, hvor meget fodsundheden betyder for livskvaliteten. Det gælder især de yngre generationer, der allerede er blevet opmærksomme på, hvor vigtigt det er at få et servicetjek af fødder, så de kan forebygge de problemer, de ældre generationer oplever’, siger hun.

’Det er også min erfaring, at folk er blevet mere bevidste om, hvor de får kvalitet i behandlingen. At de gerne vil behandles af en autoriseret fodterapeut, som har en offentlig uddannelse og i klinikker, hvor sundhedsvæsenet sørger for at patientsikkerheden er på plads’.

Flere får gigt
En af de patientgrupper, der er vokset mest, er mennesker med gigt, hvoraf 50 procent flere lægger vejen forbi. Det kan blandt andet skyldes, at antallet af mennesker med gigt stiger og ifølge Gigtforeningen vil fortsætte med at stige med 20 procent frem mod 2050.

’Fodterapi kan hjælpe mennesker med gigt i forhold til de ledforandringer, der kan opstå. Med indlæg, aflastninger, korrekt fodtøj og regelmæssig pleje kan vi forebygge og lindre problemerne, så mobiliteten bevares så høj som muligt’, siger Tina Christensen.

34 procent flere diabetikere
En anden gruppe patienter, der er vokset markant, er danskere med diabetes. På et enkelt år har 4600 flere lagt vejen forbi klinikkerne, hvilket er en stigning på 3,4 procent. Samlet set er antallet af diabetespatienter i klinikkerne steget med hele 34 procent siden 2012 og ligger i dag på flere end 120.000 patienter. Det svarer til knap halvdelen af alle danskere, der har fået konstateret diabetes.

’Jeg er glad for at se, at flere diabetikere er blevet klar over, hvor vigtigt det er at få tjekket sine fødder mindst en gang om året, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. Fodterapi er en yderst effektiv måde at forebygge de farlige diabetiske fodsår, der kan have svært ved at hele. Og det er der heldigvis flere og flere med diabetes, der tager alvorligt. Det er i høj grad de praktiserende lægers fortjeneste, som konsekvent er begyndt at henvise deres patienter med diabetes til fodterapi. Det er dog en barriere, at patienter selv skal have pengene op af lommen, hvis de vil forebygge problemerne og behandlingen først er gratis på hospitalerne, når fodsåret er opstået’, siger Tina Christensen.

Lindrer flere nedgroede negle
Udover gigt- og diabetespatienter er antallet af patienter med nedgroede negle også steget. 3000 flere er kommet til siden 2012, hvilket svarer til 15 procent.

’Vores behandlinger med specialfremstillede neglebøjler til nedgroede negle er en effektiv metode til at rette op på neglen og lindre smerterne øjeblikkeligt. Det er også en yderst effektiv måde at forebygge operationer af neglen, som kan være smertefulde og er omkostningstunge for samfundet. I 2018 behandlede vi cirka 22.000 patienter med nedgroede negle til 300 kroner pr. patient i gennemsnit, hvilket er betydeligt billigere end en operation. Derfor giver det god mening at henvise til os’, siger hun.

Stigning i patienter fra 2012 til 2018 (boks)

Gruppe 2012 2018
Diabetes 90.137 121.225

Leddegigt (+psoriasisgigt fra 2018) 5.110 7.976

Nedgroede negle 18.864 21.705

Arvæv efter strålebehandling/vorter 1.699 1.670

I alt

114.968

151.855

Kilde: CSC Scandihealth

Emner

Kategorier


Danske Fodterapeuter er samlingspunktet for alle statsaut. fodterapeuter i Danmark. Foreningen varetager medlemmernes faglige, juridiske og økonomiske interesser.

Stort set alle statsautoriserede fodterapeuter er organiserede i Danske Fodterapeuter, og langt størstedelen af de cirka 1800 medlemmer er selvstændigt erhvervsdrivende.

Danske Fodterapeuter forhandler overenskomst med den offentlige sygesikring på medlemmernes vegne og er medlem af FH og Sundhedskartellet.

Danske Fodterapeuter er desuden medlemmernes talerør i medierne, blandt samarbejdspartnere og i relevante politiske fora. Foreningens medlemsblad er Fodterapeuten. Foreningen har eksisteret siden 1932.

Kontakt

Cille Holse

Cille Holse

Pressekontakt Formand Danske Fodterapeuter 40482129
Tina Rønhøj

Tina Rønhøj

Pressekontakt Presse- og kommunikationsansvarlig 4320 5123

Danske Fodterapeuter

Danske Fodterapeuter skaber livskvalitet og sunde fødder til gavn for hele samfundet. Derfor har Danske Fodterapeuter en vision om at gøre fodterapeuten til en central, faglig aktør i sundhedsvæsenet til gavn for danskernes fodsundhed og patientsikkerhed.

Danske Fodterapeuter har eksisteret siden 1932 og har cirka 2000 statsautoriserede fodterapeuter som medlemmer.

Danske Fodterapeuter
Svend Aukens Plads 11, 2. sal
2300 København S
Danmark