Min tip-tip oldefar var sørøver

I journalist Niels Bjørn Hansens barndomshjem hang der et billede på væggen af en dansk kaperbåd, som er forfulgt af tre engelske barkasser. På billedet ror danskerne af alle kræfter for at nå ind til land i sikkerhed. I baggrunden ser man slottet Kronborg. 

Det er maleren C. Butty, som på lærred har indfanget den virkelige hændelse, hvor Niels Bjørns tip-tip oldefar, lodsen Christian Hansen, er på vildt flugt væk fra englænderne, der affyrer musketter og kanoner mod danskerne. Den kun 28-årige danske kaper og hans besætning ved kun alt for godt, hvad der vil ske, hvis englænderne indhenter dem. De vil med al sandsynlighed blive sendt til England og spærret inde på et sygdomsbefængt fængselsskib på ubestemt tid.
– Jo, vi har altid kendt til i min familie, at min tip-tip oldefar var kaper, en slags statsautoriseret sørøver. Det fremgår af flere avisartikler og bøger fra den tid. Min fætter har hente mange oplysninger gennem kirkebøgerne, ligesom min farfar skrev erindringer fra hans farfars tid med kaperbåden Kiek og Hurtig i dagbogsform, som har været en del af kildematerialet til min bog ”Sørøver på kongens bud”, fortæller Niels Bjørn Hansen, der tidligere har arbejdet i Danmarks Radio.
C. Buttys maleri opbevares i dag på Søfartsmuseet i Helsingør, hvor man også kan finde litteratur om den bemærkelsesværdige tid i danmarkshistorien, hvor nationen så at sige var en sørøver-stat.
Årsagen er ikke svær at få øje på. Englænderne havde i 1801 angrebet vores hovedstad fra søsiden og ødelagt store dele af den danske flåde i slaget på Reden. I 1807 blev Danmark så igen overfaldet af englænderne, som gik i land med 30.000 mand i Vedbæk og rykkede frem mod København uden at møde modstand. Englænderne frygtede, at Danmark ikke kunne - eller ville - holde sig neutral i opgøret med den franske kejser Napolen, der havde besat Tyskland, og hvis hære rykkede frem på det europæiske kontinent. Englænderne krævede den danske flåde udleveret. Det blev afvist af kronprins Frederik den 6. der styrede landet for sin sindssyge far, hvorefter København blev brandbombet i flere dage.
Danmark-Norge måtte kapitulere, vi var slet ikke forberedt på krig. Der var mange døde og sårede efter en storbrand ved Universitetet, og næsten 1000 huse var beskadiget af brande. Englænderne ødelagde de orlogsskibe, der var ved at blive bygget på Holmen, konfiskerede værktøjet og sejlede af sted med stort set hele den nationale flåde. Det var en national ydmygelse, der var til at tage at føle på. Den danske flåde var gennem tiderne blevet talt med som en af verdens største, nu sad vi tilbage med joller, fiskerbåde og en kraftig reduceret handelsflåde, hvor skibene regelmæssigt blev opbragt af englænderne, der stjal last og skib. Englænderne havde sat sig på handelen i Østersøen, og den danske flåde var bogstavelig talt væk.

SØRØVERSKUDER I DANSKE FARVANDE
Endnu før de engelske soldater havde forladt dansk jord, udstedte Kronprinsen og den danske regering den 14. september 1807 et ”Reglement for Kaperfarten og Prisernes lovlige pådømmelse”. Enhver, der ville bekrige englænderne kunne på visse betingelser få et kaperbrev af staten, der gav dem ret til at erobre engelske krigs- og handelsskibe og beholde den økonomiske gevinst.
Nogle af de første kapere var færgemænd og lodser i Helsingør, samt fiskere ved Gilleleje og Bornholm. Niels Bjørns tip-tip oldefar var med fra starten. Under Englandskrigene var det svært at få arbejde nok som lods, og da han fik sit kaperbrev og blev kaptajn på kanonbåden Kiek & Hurtig, var han snart i søen med 12 mand ved årerne. Båden var ejet af rederen J. Ibsen.
Den 14. juni 1809 var Christian Hansen taget af sted lidt hurtigt med kun fem mand for at borde et engelsk handelsskib, som var faldet bagud i en engelsk konvoj, der var på vej gennem Øresund. Planen var den enkelte at ro op på siden af skibet og erobre det for at sejle det ind til Helsingør som prise. Men de blev opdaget. Det engelske følgeskib, en orlogsslup, vendte sine kanoner mod danskerne, og samtidig satte englænderne to armerede barkasser i søen for at fange kaperne. De fem danske kapergaster ror for livet. De har hverken tid eller ildkraft nok til at besvare fjendens angreb. De er næsten omringet, da lyden af danske kanoner brager. Flådens folk har fra kysten fulgt kapernes flugt, og nu kommer danske kanonbåde Kiek & Hurtig til undsætning. Det lykkedes at skræmme englænderne til at opgive deres forehavende, de vender om, og konvojen sejler videre ned gennem Øresund. Christian Hansen og hans kapergaster var reddet.
– Min tip-tip oldefar fortsatte som kaperkaptajn indtil det midlertidige forbud i 1809. Han døde 57 år gamle som fiskehandler, men efterlod sin familie ca. 1.000 rigsdaler, som var en anseelig formue, der dengang svarede til ca. tre årslønninger for en søofficer, fortæller Niels Bjørn Hansen.
Overalt i Danmark og Norge blev der i 1807-14 udrustet sørøverskibe. Over de syv år blev der udstedt 600 kaperbreve. Bådene blev ofte malet mørke og kunne minde om små sørøverskuder, men de fleste var ganske almindelige åbne otte-ti meter lange fiskerbåde, som blev udstyret med en lille kanon kadlet en svingbasse i forstavnen og havde en besætning på 10-12 mand, hvoraf tre-fire som regel blot var store knægte.
Ud over kapernes både byggede Flåden 166 kanonchalupper og 66 kanonjoller i krigsårene, som forsvarede vores kyster og støttede kaperne. Kanonchalupperne var de største. De havde to kanoner, 30 årer og en besætning på 65-70 mand, hvor de 60 mand roede. I sommeren 1808 angreb og erobrede seks danske kanonbåde en engelsk orlogsbrig ud for Taars på Lolland. Kaptajnen blev dræbt, og syv engelske besætningsmedlemmer blev sårede. Aviserne berettede med artikler og notister om de blodige sammenstød.

IKKE GUDS BEDSTE BØRN
Der var kapere som Isaac Petersen i båden ”Den Sorte Ravn”, som frygtløs sejlede op på siden af en engelsk orlogsbrig, som ville tvinge nogle danske fiskere til at lodse sig igennem Øresund. Englænderne var blevet afhængige af handlen med de øvrige Østersølande, da kejser Napoleon forsøgte at isolere England med en fastlandsspærring for hele det europæiske kontinent. Isaac og hans mænd sprang ombord på briggen med hævede huggerter og pistoler og tog den engelske besætning til fange og hejste det danske flag. Prisen var overvældende: Lasten af kød, portvin, smør, oste, våben m.m. indbragte 30.000 rigsdalere, og briggen blev solgt for 3.000 rigsdalere. Gevinsten blev fordelt mellem mændene efter forudgående aftale. Selv de yngste kaperdrenge kunne til tider stå med en halv eller hel årsløn i hænderne, hvis det var en god prise.
Der var kapere, som blev hovedrige. Jens Lind fra Helsingør kunne stikke 30.000 rigsdalere i lommen efter at havde haft sit kaperbrev i kun to måneder. Hans skib ”Cort Adeler” var det største i den danske kaperflåde med en besætning på 93 mand og 20 kanoner. Hans største fangst var syv handelsskibe på én gang. Flere gange måtte hans besætning kæmpe blodige kampe med englænderne for ikke at lade sig fange. Kampe i tæt tummel på dækket med huggerter og bajonetter var ikke ualmindeligt.
Kaperne tog ikke kun engelske skibe. Alle fartøjer, som ikke kunne dokumentere deres neutralitet og sejlede med gods for fjenden kunne regne med at blive overfaldet i de danske farvande. Det gjaldt ikke mindst svenske skibe, men også hollandske, amerikanske og preussiske skibe blev opbragt og fik papirerne tjekket af kaperne. At opbringe et skib, som ikke opnåede godkendelse af Priseretten, kunne omvendt koste dyrt i erstatninger. Flere kaperkaptajner mistede alt, hvad de ejede på den konto.

KAPERI FORBYDES ENDELIGT
Englænderne forsøgte flere gange at komme kaperne til livs. En af de mest berømte sørøverreder var Christiansø ud for Bornholm, og den 24. oktober 1808 sendte englænderne en større flåde af orlogsskibe til øen tidligt om morgenen og bombarderede de danske kapere. Alle mand på øen løb til kanonerne og skød tilbage mod englænderne, der sidst på eftermiddagen trak sig og sejlede frustrerede væk.
Kaperne var dog ikke nødvendigvis patrioter. En del beskrives som slyngler, udisiplinerede og fordærvede lediggængere, som gik på rov for egen vinding skyld og uden moral og nåde. Men i befolkningen var de nationens helte, som hævnede tabet af Den danske flåde. Jens Lind overlevede de dramatiske år under kanonbådskrigen og blev hædret med en Dannebrogsorden. Han døde først som 65-årig. Andre kapere var ikke så heldige, flere mistede deres skibe i storme, kapere druknede eller blev slået ihjel og ca. 5000 danske søfolk blev taget til fange og ført til ”prisonen” i England. Mange kom aldrig levende tilbage.
I midten af 1809 gjorde de danske myndigheder en indsats for at slutte fred med englænderne, og man forbød kaperi. Det skete for at få korn frem til de sultende nordmænd. Flere kapere stoppede ved den lejlighed blandt andet Christian Hansen fra Helsingør. Englænderne var imidlertid ikke særlig imødekommende, og syv måneder senere var kaperiet i gang igen. Først da der blev sluttet fred i Kiel den 14. januar 1814 blev kaperi i de danske farvande stoppet. England snuppede Helgoland, og Sverige annekterede Norge. Ved Paris Deklarationen i 1856 blev det endeligt vedtaget internationalt mellem 55 lande, at kaperi var forbudt for stedse.

DEN DANSKE FLÅDE 1807
Stort set hele den dansk-norske flåde blev udleveret til englænderne, som sejlede af sted med 17 linieskibe, 17 fregatter, 16 mindre skibe og 26 kanonbåde. Skibe under nybygning blev ødelagt.