Gå til indhold
Smagsoplevelser på Spansk Jord: En Kulinarisk Rejse gennem Spaniens Gastronomiske Højdepunkter i 2024

Nyhed -

Smagsoplevelser på Spansk Jord: En Kulinarisk Rejse gennem Spaniens Gastronomiske Højdepunkter i 2024

2024 byder på en ekstraordinær gastronomisk rejse gennem Spanien, hvor kulinariske oplevelser udfolder sig som kunstværker. Mens Oviedo stråler som den spanske hovedstad for gastronomi, inviteres besøgende til at udforske et væld af gastronomiske begivenheder og festivaler spredt udover hele landet, hele året. Her er et udvalg for alle, lige fra førende kokke til de almene madøre.

Maden er en stor del af rejseoplevelsen for de fleste, og giver et helt særligt indblik i de forskellige kulturer. Ligesom kunst og historie, evner madkulturen at sætte tingene i perspektiv ved at udvide den rejsendes horisont. Med sin passionerede tilgang til madkultur og fejringer, er Spanien det ideelle sted at begive sig på en kulinarisk rejse i 2024. Uanset hvilken mad, man er til, og uanset hvilken del af landet, man ønsker at besøge, byder Spanien på gastronomiske vidundere, begivenheder og festligheder, der venter på at blive udforsket.

Oviedo: Den spanske hovedstad for gastronomi 2024
I det nordvestlige Spanien, mellem de cantabriske bjerge og Biscayabugten, finder man den charmerende by, Oviedo. Selvom byen ligger smukt placeret og er kendt for sin imponerende gadekunst og middelalderlige gamle bydel, er Austeriens hovedstad sjældent det første sted, turister sætter kursen mod. I år stjæler byen dog rampelyset som den spanske hovedstad for gastronomi i 2024. Med den prestigefyldte titel tildelt af den spanske føderation for turismejournalister og skribenter (FEPET) i samarbejde med Hostelería de España, åbner Oviedo dørene for en helårs fejring af kulinariske herligheder. På trods af sit beskedne ry, er det tredje gang, at Oviedo tildeles den flotte pris, der også gik til byen i 2012 og 2022.
Det asturiske køkken er kendt sine smagsmættede kødretter som carne gobernada (oksekød braiseret i hvidvin), frisk fisk og skaldyr, cremede oste og solide gryderetter baseret på bønner, som den ikoniske fabada.

Uanset hvilken måned man har mulighed for at rejse til Spanien i 2024, vil der være god mulighed for at opleve det bedste af den spanske madscene i Oviedo, der fejrer den eftertragtede pris med kulinariske begivenheder spredt ud over hele året.
Der er ingen tvivl om, at førende kokke og eksperter vil flokkes til byen, men Oviedos kulinariske landskab er også et must for enhver madentusiast, uanset køkkenevner.

Foto: Katedralen i Oviedo i Asturien

Valladolid: National Tapas-konkurrence
Når man har blikket rettet mod den spanske madscene, kan man umuligt forbigå tapas. Tapas blev opfundet i Spanien og har vundet mange hjerter verden over, ikke mindst fordi det er den perfekte mulighed for et delevenligt måltid, hvor man ikke behøver begrænse sig til én smagsoplevelse. Dette markeres hvert år i november i den spanske by Valladolid, med den Nationale Tapas-konkurrence, der er en hyldest til disse små og velsmagende kulinariske kreationer. Siden 2008 har kulinariske skoler fra hele verden valfartet til byen i det sene efterår for at konkurrere om det bedste tapa-koncept. Også omkring 50 af byens restauranter deltager, og de vindende tapas vil være tilgængelige hele året. Hvert år laver turistkontoret en rute, der guider dig til de bedste tapas.

San Sebastian Gastronomika
San Sebastian, der ligger smukt placeret for foden af Baskerlandets frodige bjerglandskab, er kendt for sin kulinariske finesse og er altid et besøg værd.
Der er dog altid en helt særlig stemning i oktober måned, hvor en af verdens førende begivenheder indenfor haute cuisine afholdes, nemlig San Sebastian Gastronomika. Her samles nogle af verdens mest anerkendte kokke og madentusiaster om en kombination af avantgarde gastronomi og traditionelle smagsoplevelser, der forenes i kreative præsentationer.

Dette var verdens første internationale gastronomikonference, og den byder altid på store nationale såvel som internationale kokke, der har sat sit præg på gastronomiens historie som vi kender den i dag. Hvert år er forskellige lande i centrum med foredrag fra nogle af deres mest banebrydende kokke og madanmeldere. Listen over tidligere foredragsholdere omfatter ikoniske navne som vores danske Rasmus Munk (skaber af “det holistiske køkken” og indehaver af den to gange michelinstjernede restaurant, the Alchemist), José Andrés (ambassadøren for det spanske køkken i USA) og Yoshihiro Narisawa (pioner af det bæredygtige køkken og indehaver af Japans bedste restaurant, Narisawa).

Selvom man skal være af en helt særlig kaliber, for at sætte sit præg på konferencens dagsorden, er konferencen tilgængelig for alle. San Sebastian Gastronomika afholder alverdens turistvenlige aktiviter som smagsprøver og kulinariske kreative madværksteder, hvor man selv kan prøve kræfter med kogekunsten, og med høj sandsynlighed forfine sine madlavningsevner.

Foto: San Sebastián

Finurlige begivenhed i Valls og Buñol
Er man til de mere finurlige begivenheder, kan man med fordel tage forbi Valls i foråret, hvor Calçotada afholdes. Denne forårsfest hylder calçoten, en type grøn løg, der grilles over åben ild og serveres med den lækreste romesco sauce. Med traditionelle danse og musik tilføjer Calçotada en festlig stemning til smagsoplevelsen. Vil man have det endnu vildere, bør man lægge vejen forbi den lille by Buñol i august måned. Her afholdes nemlig en tomat-fikseret begivenhed ved navn La Tomatina. Dette beskrives bedst som en eksplosion af smag og farver, hvor deltagere kaster modne tomater mod hinanden, i en yderst festlig atmosfære. Den unikke madkamp er ikke blot et visuelt spektakel, men også en sensorisk fornøjelse, der kombinerer sjov og smag på en helt unik facon.

Spanien inviterer gastronomiske eventyrere til at udforske en verden af smagsoplevelser i 2024. Fra Oviedos fyrværkeri af kulinariske arrangementer til tomatkampen i Buñol og San Sebastians gourmetfestival lover Spanien en uforglemmelig rejse gennem kulinariske højdepunkter. Tag med på denne rejse og lad dine sanser danse i det spanske køkkens mangfoldighed.

Foto: La Tomatina, Buñol i Valencia

Related links

Emner

Kontakt

Katrine Larsen

Katrine Larsen

Pressekontakt Online marketing- og kommunikations ansvarlig +45 33 18 66 39

Den Spanske Stats Turistbureau tilbyder en omfattende virksomheds- og forbruger PR service til danske journalister og den danske rejsebranche.

Det Spanske Turistbureau i Danmark er en del af den statslige institution TURESPAÑA. Netværket af udenlandske turistkontorer består i øjeblikket af i alt 33 afdelinger, som er fordelt på 25 lande. Dets primære opgave er at fremme Spanien som en turistdestination gennem professionel markedsføring, med særligt fokus på samarbejde med den danske rejsebranche og de danske turister. Spanien er en af danskernes foretrukne feriemål, med populære destinationer som De Kanariske Øer, Andalusien, De Baleariske Øer og Catalonien. Turistbureauet har i år 2024 været aktivt Danmark i 60 år.

Den Spanske Stats Turistbureau
Bredgade 56, 2
1260 København K
Danmark