Pressemeddelelse -

"Game of Thrones" indtager Sevilla

Byen Sevilla forvandles til ørkenriget Dorne, hvor prins Doran Martell (spillet af Alexander Siddig) beslutter sig for at trække sig tilbage til "Vandhaverne" for at komme på afstand af sine fjender. Nogle af de vigtigste scener i den femte sæson af Game of Thrones, hvor den danske skuespiller Nikolaj Coster-Waldau fortsat har en af hovedrollerne som Jaime Lannister, er således optaget på Real Álcazar-paladset i Sevilla. Ifølge seriens producenter bliver dette den mest ambitiøse sæson hidtil.

Herudover har to andre andalusiske lokaliteter givet inspiration til at bringe denne femte sæsons historier til live, nemlig Osuna og Córdoba. I Osuna lægges vejen forbi tyrefægterarenaen, der er forvandlet til bystaten Meereens kampplads, og som produktionsholdet desuden har udvalgt som kulisse til det, der bliver den dyreste scene i tv-historien nogensinde. Her vil en særdeles betydningsfuld kamp med stor indvirkning på den videre historie finde sted. Hele holdet satte også kursen mod Córdoba for at genskabe riget Volantis ved byens romerske bro. Denne kulisse optræder bl.a. i den endelige trailer til femte sæson.

Sagaen Game of Thrones, som er baseret på bogserien A Song of Ice and Fire af forfatteren George R.R. Martin, er blevet til et af de største tv-fænomener i nyere tid med en kæmpe skare af hengivne fans fordelt over hele verden. Seriens fans arrangerer rejser til de lokaliteter, hvor optagelserne har fundet sted, hvilket betyder en stor økonomisk gevinst for disse områder. Ifølge USA's ambassadør i Spanien forventer man, at antallet af turister, der besøger Sevilla, vil stige med 15 % takket være tv-seriens popularitet.

Den korte afstand på kun 140 km landevej mellem Sevilla og Córdoba, samt Osunas beliggenhed midt imellem disse to, gør Andalusien til et perfekt område for seriens rejselystne fanskare. Danske fans af Game of Thrones kan tilrettelægge deres egen rute gennem disse tre byer og besøge alle de steder, der har ageret kulisse til deres favoritserie.

Game of Thrones kan dermed føjes til listen over store film- og tv-produktioner, som er optaget i Spanien. I Sevilla – og mere specifikt på den kendte Plaza de España – optog man de scener, der blev udgangspunktet for byen Theed i Star Wars: Episode II – Klonernes angreb. Blandt andre nævneværdige internationale produktioner, som har fundet sted i landet, finder man Indiana Jones' ørkenvandring gennem Almería og den nyere film Exodus: gods and kings, der benyttede sig af Fuerteventura og Almerías naturlandskaber til at genskabe Sinaiørkenen.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • storbyferie
  • andalusien



Den Spanske Stats Turistbureau i Danmark hører under statsadministrationen TURESPAÑA. Netværket af udenlandske turistkontorer består d.d. af i alt 32 afdelinger fordelt på 25 lande.

Kontakt

Relateret materiale

  • Besøg de syv kongedømmer i Spanien

    April 2016 kommer forløsningen, som mange går og venter på. Der er nemlig premiere på sjette sæson af "Game of Thrones" – tv-serien, som har erobret hele verden samt vundet 12 Emmy-priser. Spanien har dannet rammen som kulisse for produktionen af den populære tv-serie.

  • ​Guide: 7 meget originale aktiviteter til storbyferie i Sevilla

    Med en historie, der går mere end 3000 år tilbage i tiden, er Sevilla selvfølgelig en by, som byder på masser af mysterier og spændende fortællinger. Nu løfter vi sløret for nogle af byens hemmeligheder og kommer med forslag til en række meget originale aktiviteter, som giver mulighed for at udforske den både historiske og fortryllende by på en lidt anderledes måde.