Gå til indhold
Den Blå Planets administrerende direktør, Jon Diderichsen ved arapaimaen, som bl.a. nævnes i Forbes’ artikel.

Pressemeddelelse -

Forbes fremhæver Den Blå Planet som et af verdens bedste akvarier

Det anerkendte internationale medie Forbes har udvalgt Den Blå Planet som ét af de 10 bedste akvarier i verden.

Artiklen fremhæver akvarier, der “formår at balancere underholdning og etik” og placerer Den Blå Planet, Danmarks akvarium, i selskab med store internationale institutioner som Georgia Aquarium i Atlanta og SEA Aquarium i Singapore.

“Vi er virkelig glade og stolte. Når Forbes fremhæver akvarier, der formår at balancere underholdning og etik, rammer det lige ned i vores tilgang. Vi forsøger at ramme en balance, hvor vi kan engagere og fascinere vores gæster og samtidig inspirere til at passe på livet i havet, rehabilitere skadede dyr og støtter naturbevarelse,” siger direktør Jon Diderichsen.

Han glæder sig over det stigende internationale fokus på havene og deres betydning, der også kan mærkes på Den Blå Planet:

“Den seneste tids fokus på havenes tilstand har betydet, at flere og flere forstår, at havene ligesom regnskovene er klodens lunger. Den voksende interesse for havet og dyrenes velfærd afspejler sig i vores besøgstal. Og jo flere gæster vi har, jo mere kan vi gøre for dyrene der lever i vand,” siger Jon Diderichsen.

I omtalen af Den Blå Planet lægger Forbes også vægt på muligheden for at opleve helt enestående dyr som hammerhajer, havoddere og arapaimaer – en af verdens største ferskvandsfisk.

Diderichsen understreger også den turismemæssige betydning af omtalen i Forbes:

“At blive nævnt i Forbes blandt verdens bedste akvarier betyder selvfølgelig også meget i forhold til turisterne – især i sommermånederne, hvor 75 % af vores gæster kommer fra udlandet.”

Siden åbningen i 2013 har Den Blå Planet budt millioner af gæster fra hele verden velkommen – og i sensommeren 2025 forventes endnu en markant milepæl: Gæst nummer syv million går gennem dørene.

Læs artiklen i Forbes her:
https://www.forbes.com/sites/joanneshurvell/2025/05/30/best-aquariums-in-the-world

Related links

Emner

Kategorier


Den Blå Planet er Nordeuropas største og mest moderne akvarium. Etableret i 1939 som Danmarks Akvarium i Charlottenlund nord for København. Genåbnet i 2013 i Kastrup direkte ud til Øresund som et arkitektonisk mesterværk, med oplevelser i verdensklasse og nyt navn: Den Blå Planet, Danmarks Akvarium.
Akvariet rummer over syv millioner liter vand, hundredvis af arter og tusindvis af dyr og er dybt engageret i videnskab og naturbevarelse. Det er faktisk en af de vigtigste grunde til, at Den Blå Planet, Danmarks Akvarium blev sat i verden for over 80 år siden.

Kontakt

Relateret materiale

  • Kritisk syg havskildpadde får nyt liv på Den Blå Planet

    Miljøstyrelsen har givet grønt lys til, at den havskildpadde af arten Caretta Caretta, der strandede ved Hvide Sande i januar måned, kan bo på Den Blå Planet, Danmarks Akvarium. Efter en intensiv rednings- og rehabiliteringsindsats er den nu stærk nok til at svømme rundt i akvariets store Oceantank, til stor glæde for akvariets gæster.