Pressemeddelelse -
KAJ FRANCK - Teema med variationer
Præsentation på Designmuseum Danmark d. 6. april - 29. december 2013
En cirkel, en firkant og et rektangel. Sådan lød opskriften på den finske designer Kaj Francks ikoniske stel Teema, designet for Arabia i 1952. Stellet kan ses som en forløber for den mere rendyrkede funktionalisme, som i dag findes i hjem verden over. Samtidig skabte Kaj Franck kunstværker i glas, både ren dekorativ kunst og smukke, kunstfærdige brugsgenstande. Designmuseum Danmark viser i en præsentation en række variationer over Kaj Francks tidløse og skoledannende design.
Kaj Franck (1911-1989) formgav en lang række brugsgenstande, der forskønnede efterkrigsårenes hjem ikke bare i Finland, men vidt omkring. Det var smukt, enkelt og funktionelt design som hurtigt blev hvermands eje. Francks livsværk udfolder sig mellem unika og masseproduktion, mellem det kunstneriske og det industrielle - som et langt tema med talrige variationer.
Baggrund og inspiration
Kaj Francks karriere fik for alvor en flyvende start i 1950’erne, båret frem af den begyndende velstand som de nordiske velfærdssamfund muliggjorde. Dagsordenen var i høj grad social, og drømmen var at skabe den optimale genstand. Dette fandt sted gennem en syntese af nytte og skønhed.
Udgangspunktet var den klassiske modernismes funktionelle tilgang til formgivningsprocessen, og resultatet blev et demokratisk design. Som chefdesigner på Finlands førende keramiske fabrik Arabia og kunstnerisk leder på det ligeledes Arabia-ejede glasværk Nuutajärvi blev Kaj Franck en særdeles indflydelsesrig person inden for moderne finsk design. Kaj Francks inspirationskilder var mange og favnede fra Bauhausskolen og industriens produkter til traditionelt japansk design. Og han kom til at inspirere vidt omkring, blandt andet i Danmark, hvilket ses hos designere som Erik Magnussen, Grete Meyer og Jacob E. Bang.
Teema
Centralt i produktionen står det tidløse service Teema, der blev udviklet i årene 1948-52 under navnet ”Kilta”, og relanceret i 1981 hos Iittala under navnet Teema. Det blev skabt ud fra formerne en cirkel, en firkant og et rektangel og lagde grundstenene til den modultanke, som har udbredt sig verden over, med funktionelle løsninger kendt fra bl.a. IKEA. Franck skar ind til benet og skabte med Teema en løsning, der bygger på tanken om det helt enkle service. Det var nemt at rengøre, stabelbart og perfekt til det moderne hjems uprætentiøse spisekøkken, hvor maden kom direkte fra køkkenet til bordet. Her står den rene og funktionelle løsning frem som et skønhedsideal i sig selv. Selvom stellet er designet for over 60 år siden, er det stadig supermoderne og smukt i al sin enkelhed.
I 1956 præsenterede Kunstindustrimuseet Kaj Franck på udstillingen ”Tre finske kunsthåndværkere”. Ved den lejlighed erhvervede museet centrale værker, der danner grundstammen i denne præsentation. De egne værker suppleres med lån fra Designmuseo i Helsinki. Designmuseets præsentation af Kaj Francks værk viser punktnedslag i det mangesidige virke, og favner i en tæt opstilling i rum 3 alt fra det massefremstillede Kilta, Teema og glas-serier over den unik glaskunst og kunsthåndværket til eksempler på det fortællende og legende univers repræsenteret ved tekstil, tegning, legetøj og Mumikopper. 15. marts 2013 Ligeledes vises eksempler på både inspirationskilderne, det samtidige finske design, og indflydelsen på dansk formgivningskultur.
Præsentationen markerer samarbejdet med Fiskars og Iittala, og vi takker fordi Klint - Designmuseets cafe er blevet udstyret med Kaj Franck service.
Præsentationen er støttet økonomisk af Det Finske Kulturinstitut og Iittala.
Kontakt: Kurator, museumsdirektør, Anne-Louise Sommer als@designmuseum.dk
Pressekontakt: Kommunikationschef, Nikolina Olsen-Rule nor@designmuseum.dk 31443061 Trade Marketing Coordinator, Fiskars Danmark, Charlotte H. Hansen charlotte.hansen@fiskars.com 28809715
Emner
- Kunst, kultur, underholdning
Kategorier
- design
- designmuseum danmark
- udstilling
- samling
- brugskunst
- kaj franck
Designmuseum Danmark (tidligere Det danske Kunstindustrimuseum) er et af Nordens centrale udstillingssteder for dansk og international, industriel design, kunstindustri og kunsthåndværk. Museets samlinger, bibliotek og arkiver udgør det centrale videnscenter for den designhistoriske forskning i Danmark. Museet indsamler og dokumenterer den samtidige udvikling inden for industriel design, møbelkunst og kunsthåndværk. Dertil kommer indsamling af forbilledlige arbejder fra ældre områder og perioder, som står i nært forhold til samtidens produktion. Designmuseum Danmark forsker i kunst- og designhistorie med afsæt i museets samlinger og formidler resultaterne i udstillinger, publikationer og undervisning m.m.