Pressemeddelelse -
Politikere diskuterer forebyggelse af bandekriminalitet
En række politikere diskuterer forebyggelse af bander i en paneldebat, og justitsministeren kårer Danmarks bedste indsats til at forebygge kriminalitet på Den Kriminalpræventive Dag den 8. april i Tivoli Congress Center.
Bandekriminalitet er et aktuelt problem. Men hvorfor bliver nogle unge tiltrukket af fællesskabet i kriminelle bander, mens andre styrer udenom? Det er temaet ved året største arrangement om forebyggelse af kriminalitet – Den Kriminalpræventive Dag 2014.
Her vil et panel af politikere og debattører diskutere, hvordan vi tilbyder udsatte unge gode fremtidsudsigter og giver banderne modstand.
I panelet er justitsminister Karen Hækkerup (S), socialminister Manu Sareen (R), borgmester i Høje Taastrup Michael Ziegler (K), borgmester i Helsingør Benedikte Kiær (K) og borgmester i Herlev Thomas Gyldal Petersen (S). Debatten styres af studievært og krimi- og retsreporter på TV2 News Janni Pedersen.
Førende forskere fra USA, Europa og Danmark kommer også og giver deres bud på positiv børne- og ungdomsudvikling som vejen uden om banderelateret kriminalitet.
- Når vi samler forskning og praksis fra ind- og udland, ved vi faktisk en masse om, hvad der forebygger kriminalitet – altså, hvad der gør børn og unge modstandsdygtige i forhold til at blive tiltrukket af dårlige fællesskaber i for eksempel bander. Og hvis vi oven i købet trækker i samme retning og har fælles fodslag, kan vi godt hjælpe med til at forebygge kriminalitet, siger formand for Det Kriminalpræventive Råd (DKR) Linda Nielsen.
Den Kriminalpræventive Pris
På dagen vil justitsminister Karen Hækkerup også kåre Danmarksmesteren i at forebygge kriminalitet, når hun uddeler Den Kriminalpræventive Pris.
De to nominerede projekter er dels et grønlandsk projekt ”Samtale i stedet for husspektakel”, hvor politiet har haft succes med at tage på opfølgende besøg hos familier dagen efter et husspektakel. Det har nedbragt antallet af husspektakler betragteligt og er derfor blevet udbredt til hele Grønland.
Dels er det et projekt fra Aarhus Kommune ”Bag om blokken – vandrehistorier i Gellerup”, der inviterer folk indenfor i boligområdet og giver et mere positivt og nuanceret billede af Gellerup ved at fortælle beboernes egne historier om deres lokalområde og hjem.
Se filmen om de to projekter (4.11 min.)
Justitsminister Karen Hækkerup siger:
- Regeringen har som et klart mål for retspolitikken at nedbringe kriminaliteten og øge trygheden i samfundet. Det forudsætter en bredspektret indsats, hvor der på den ene side slås hårdt ned over for de kriminelle, der skaber uro og utryghed. Det gælder ikke mindst bandemiljøet. På den anden side skal der være fokus på det kriminalpræventive arbejde. Jeg er derfor glad for, at vi med Den Kriminalpræventive Dag kan sætte fokus på den lokale kriminalpræventive indsats, som udgør en af hjørnestenene i kriminalitetsforebyggelsen.
Den Kriminalpræventive Dag er arrangeret af TrygFonden og DKR og afholdes en gang om året for eksperter og fagfolk, der arbejder i det kriminalpræventive felt. På dagen er der faglige indlæg, workshops og messestande, som kan give deltagerne ny brugbar og solid viden og nye samarbejdspartnere.
Læs hele programmet her
Emner
- Kriminalitet, jura, retsspørgsmål
Det Kriminalpræventive Råd arbejder for at forebygge kriminalitet og skabe et tryggere samfund.
Det Kriminalpræventive Råd