Nyhed -
Landfill Mining på Skårup Deponi – næste fase påbegyndt
På Skårup Deponi ved Skanderborg har gravemaskinerne nu indstillet arbejdet med at vikle affaldet ud af meterlange landbrugsfolier og frasortere store gulvtæpper og gamle bildæk. Projektet Landfill Mining har til formål at undersøge de tekniske, økonomiske og miljømæssige fordele ved upcycling af gammelt affald på lossepladser. Nu er projektet nået til næste fase.
Efter at det grove sorteringsarbejde er afsluttet, går projektet ind i næste fase. Her transporteres affaldet igennem store sorteringsmaskiner, som frasorterer plastik, jern og metal blandt andet med henblik på genanvendelse. Desuden frasorteres store mængder af jord, som reelt blot har været ”i vejen”, og derudover såkaldt farligt affald i form asbestplader samt brugte oliefiltre og batterier fra biler. Ved at få det farlige affald sorteret fra og deponeret korrekt, vil man opnå en klar miljømæssig gevinst.
– Vi havde håbet at finde mere storskrald og affald fra industrien, f.eks. en stor mængde plast og byggeaffald, som kan genanvendes. Det viste sig desværre ikke at være tilfældet. Det, vi har fundet, er en stor mængde jord, og så en rigtig stor mængde husholdningsaffald, forklarer kemiingeniør i DGE Lars Baltzer Overgaard.
En stor del af husholdningsaffaldet befandt sig i lukkede plasticposer og var efter 35 år stadig intakte. Dem har man revet fra hinanden, hvorefter indholdet af poserne er sorteret og karakteriseret på lige fod med det øvrige.
Offentligt tilgængelig rapport
Selvom deponiet har vist sig ikke at indeholde den mængde genanvendelige ressourcer, som man havde håbet, er projektet stadig et vigtigt bidrag til fremtidig vidensdeling på området. Projektet dokumenteres nemlig i en rapport, der som den første i Danmark giver en realistisk objektiv fremstilling af både fordele og ulemper ved Landfill Mining.
– Rapporten konkluderer, hvad omkostningerne er ved at sortere 2.000 tons affald, og hvor lang tid det tager. Alle mellemregninger lægges frem. Den skulle gerne fungere som et værktøj til i fremtiden bedre at kunne vurdere, hvorvidt det er realistisk at rense et givent deponi eller en losseplads, konkluderer Lars Baltzer Overgaard.
Rapporten udgives af Miljøstyrelsen og bliver offentligt tilgængelig i løbet af 2017. Den 8. september 2016 var 60 indbudte gæster fra branchen mødt op på Skårup Deponi til en temadag og Åbent Hus for en bred skare af interesserede. Læs mere om arrangementet og se præsentationerne fra de enkelte partnere her.
Om projektet
DGE har sammen med en række samarbejdspartnere modtaget midler fra Miljøstyrelsen til udvikling og demonstration af konceptet Landfill Mining. Projektet har til formål at undersøge de tekniske, økonomiske og miljømæssige fordele ved upcycling af gammelt affald. Testopgravningerne foregår på Skårup Deponi ved Skanderborg, der fungerede i årene 1978-1982.
Emner
- Miljø, energi