Pressemeddelelse —
Danskerne er klar til AI, når de shopper, men tillid til levering og retur afgør salget
AI, leveringstid og -former samt bæredygtighed kommer til at ændre dansk e-handel i de kommende år ifølge en ny rapport fra logistikgiganten DHL Express. Tilliden til hvem, der leverer pakken, bliver det nye konkurrenceparameter. Desuden vil privatforbrugere i højere grad sælge til hinanden.
Vallensbæk d. 24. august 2026: Næsten hver tredje forbruger (29%) vil inden for fem år være trygge ved at lade kunstig intelligens træffe købsbeslutninger på deres vegne. Millennials er endda endnu mere begejstret for tanken (36%). Det viser DHL E-Commerce Trends Report 2026, der netop er udkommet og som bygger på svar fra 29.000 forbrugere og 5.800 virksomheder i 29 lande. Rapporten peger på en fremtid, hvor AI-assistenter finder produkter, sammenligner priser og gennemfører køb, og hvor det i stigende grad sker uden om de traditionelle netbutikker.
Rapporten fortæller imidlertid også noget konkret om danskernes adfærd online. Vi er nemlig blandt de mest pragmatiske kunder i netbutikkerne. Ni ud af 10 danskere (93%) er drevet af gode tilbud, og ni ud af 10 (89%) handler ud fra bekvemmelighed.
Otte ud af 10 danskere (84%) vil til gengæld ikke handle med en netbutik, hvis de ikke har tillid til leverings- og returløsningen. Og på tværs af hele undersøgelsens population gælder det, at syv ud af ti peger på tillid til og frit valg af leveringspartner som afgørende for, hvor de handler. Eller sagt på en anden måde: hvis kunderne ikke har tillid til det firma, der skal levere varen hjem, er der en chance for, at købet ikke bliver gennemført. Det er ikke kun forbrugerne, der giver udtryk for dette – 82% af de danske virksomheder erkender selv, at levering og retur er afgørende for at sikre salget.
Leveringen er da også det sted, hvor flest salg tabes. 67% af forbrugerne har afbrudt et køb på grund af leveringsmulighederne, og 62% forlader købet med det samme, hvis deres foretrukne betalingsmetode mangler. Samtidig vokser den internationale handel: 70% handler nu på tværs af grænser mod 60% året før. Danskerne køber især varer fra Tyskland (49%), Kina (45%) og Sverige (35%).
E-handlen forandres
Rapporten forudser også, at bæredygtighed og genbrug går fra nice-to-have til at være udbredt. 42% forventer, at bæredygtig logistik bliver normen inden for fem år. Den cirkulære økonomi vil også vokse. Over halvdelen af respondenterne i undersøgelsen har solgt varer via online markedspladser, og her ligger Danmark som nummer tre i verden – 65% af danskerne har solgt noget online. For virksomhederne betyder det en ny konkurrent: forbrugeren selv, der både er målgruppe og rival.
Endelig bidrager den britiske fremtidsforsker Tom Cheesewright også til rapporten med en række forudsigelser for den nære fremtid inden for e-handel:
- Brands vil inden længe drive "bot-fronter" frem for netbutikker – hvor virksomhedens AI forhandler personlige tilbud direkte med forbrugerens egen AI.
- Forbrugerne vil i højere grad kræve fleksibel og hurtigere levering, men de kritiske faktorer er tilliden til og muligheden for at vælge, hvilket logistikfirma, der skal levere varen.
- Folk vil i større grad handle med hinanden, så salget af brugte varer stiger for at finansiere større leveomkostninger eller på grund af et ønske om mere bæredygtighed.
Budskabet fra DHL er dermed klart: De virksomheder, der kombinerer AI-drevet innovation med stærke kundeoplevelser, fleksibel levering og dokumenteret bæredygtighed, vil stå stærkest i fremtidens e-handel.
Flere oplysninger kan findes her:
Emner
Kategorier
Regions
DHL er det førende globale brand i logistikbranchen. Vores DHL-divisioner tilbyder en uovertruffen portefølje af logistikydelser, der spænder fra national og international pakkelevering, e-handelsforsendelse og fulfillment-løsninger, international ekspreslevering samt vej-, luft- og søtransport til industriel supply chain management. Med omkring 389.000 medarbejdere i mere end 220 lande og territorier verden over forbinder DHL mennesker og virksomheder sikkert og pålideligt og muliggør bæredygtige globale handelsstrømme. Med specialiserede løsninger til vækstmarkeder og brancher som teknologi, life sciences og sundhedssektoren, engineering, produktion og energi, auto-mobility og detailhandel står DHL stærkt positioneret som “The logistics company for the world”.
DHL er en del af DHL Group. Koncernen genererede en omsætning på mere end 82,9 milliarder euro i 2025. Med bæredygtige forretningspraksisser og et engagement i samfundet og miljøet yder koncernen et positivt bidrag til verden. DHL Group sigter mod at opnå netto-nul-emissioner i sine logistikløsninger inden 2050.