Pressemeddelelse -
Ny stor Land & Fritid butik i Dybvad
XL Bygs aktiviteter i Dybvad bliver fra den 28. februar overført til XL byg i Vrå. Til gengæld får Dybvad den 22. marts én af Danmarks største Land & Fritid butikker, som bliver et sandt mekka for folk, der elsker dyr, hus og have samt livet på landet.
DLG koncernen, som ejer XL Byg i Dybvad og Vrå, har valgt at sammenlægge byggeaktiviteterne. Butikken i Dybvad lukker den 28. februar, og kunderne vil fremover blive betjent fra butikken i Vrå. Sammenlægningen skyldes en lavere aktivitet i byggebranchen.
-Vi glæder os til at betjene vores nye og gamle byggemarkedskunder fra vores butik i Vrå. Her vil vi fortsat kunne hjælpe med rådgivning, tilbud og salg til både privatkunder og erhvervskunder. Det gælder, hvad enten der skal bygges en carport, eller den lokale håndværker skal i gang med en mindre eller større opgave, så er vi klar, siger afdelingsdirektør Ole Rask Petersen fra DLG Vendsyssel.
XL byg i Dybvad vil efter en ny indretning i starten af marts blive forvandlet til en 600 kvadrat meter stor Land & Fritid butik, som åbner den 22. marts. Butikken vil i ombygningsperioden være åben for ekspedition.
-Land & Fritid er en landsdækkende butikskæde med lidt over 60 butikker spredt ud over Danmark. Vores mål er at levere kvalitet og professionel rådgivning til alle med hus, have og kæledyr, og så gør vi alt for, at det skal være nemt, sikkert og trygt at være kunde hos os, siger Ole Rask Petersen.
Butikken i Dybvad vil komme til at føre et fuldt program af kvalitetsprodukter fra flere professionelle leverandører inden for foder, gødning, hegnsartikler, udstyr til hest og rytter samt kæledyr, biobrændsel, telefoni, forsikringer, alarmer og meget mere.
Alle kunder bydes velkommen til stort åbningssalg den 22.marts. DLG's Grovareforretning fortsætter uændret med betjening af landmandskunder.
For yderligere information kontakt: afdelingsdirektør i DLG Vendsyssel Ole Rask Petersen på tlf. 3368 7500.
Emner
- Jordbrug, landbrug, fiskeri