Pressemeddelelse -

Rejsebranchen: Nu kan vi ikke holde den gående længere

Med Udenrigsministeriets seneste udmelding om at lukke Danmarks grænser for ind- og udrejse, trækker rejsebureaubranchen atter det korteste strå i Regeringens coronahåndtering. Det er nu helt nødvendigt at branchen, der har kæmpet i 11 måneder, får langt bedre muligheder for støtte end hidtil.

Med dagens grænselukning, et ”rødt” verdenskort og dermed fuld stop for rejser uanset art, er rejsebranchen endegyldigt blevet tvangslukket. Det kan derfor ikke længere være til debat, om branchen skal hjælpes eller ej, hvis de allersidste stumper skal reddes. I næsten et år har rejsebureauerne ikke haft nogen omsætning, og hjælpepakkerne til rejsebranchen har ikke kunnet dække det mest nødvendige, da de stort set kun har bestået af lån og ikke decideret støtte. Det er derfor sidste udkald nu for en brugbar støttepakke hvis rejsebranchen skal overleve.

”Situation i dag er sådan set meget enkel. Rejsebureauerne har kæmpet i næsten et år nu uden nogen omsætning og uden nogen reel hjælp fra den Regering, der ellers lovede at holde hånden under os. Det er desværre ikke sket, så med mindre man fra Regeringens side har et udtalt ønske om at komme af med os, så er det altså nu, vi skal have den støtte, vi er blevet lovet,” siger Lars Thykier, adm. direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.

Når verden er lukket er rejsebranchen også lukket. Støtten skal derfor udmønte sig i fuld lønkompensation og fuld dækning på faste omkostninger. Og der skal ikke være forsinkelse på udbetalingerne af støtten. Rejsebranchen har ikke modtaget støtte siden august. Støtten skal derfor komme med det samme.

”Jeg har sagt det flere gange før, men hører stadig, at rejsebranchen jo allerede har fået så meget støtte i de første måneder af pandemien. Det er dygtigt kommunikeret af dem, der har en dagsorden om, at det private erhvervsliv ikke skal støttes, men det er ganske enkelt ikke korrekt. Rejsebranchen har nemlig ikke fået nogen nævneværdig støtte, kun lån. Lån, der skulle dække forbrugernes krav om tilbagebetaling af aflyste rejser og som naturligvis skal betales tilbage”, siger Lars Thykier, og fortsætter:

”Selvom jeg godt forstår alvoren i situationen og bevæggrundene bag nedlukningen, gør det mig meget trist, at alt det, rejsebureauerne har kæmpet for de sidste 11 måneder er spildt, hvis ikke regeringen kommer til undsætning. Vi er tæt på lysere tider, så hvis vi skal overleve og kunne sælge rejser til foråret, så er det nu, det gælder,” siger Lars Thykier.

Emner

  • Turisme

Kategorier

  • rejsebureau
  • rejse
  • danmarks rejsebureau forening
  • coronavirus

Danmarks Rejsebureau Forening (Association of Danish Travel Agents and Tour Operators) er brancheforening for danske rejsebureauer. Foreningen blev stiftet i 1938 og har siden sin stiftelse arbejdet for at skabe attraktive vilkår for rejsebureauerne i Danmark.

Kontakt

Lars Thykier

Administrerende direktør og formand for World Travel Agents Associations Alliance 40 45 68 14