Gå til indhold
Tankstationerne skal nu også skilte med oplysninger, som er relevante i en købssituation hos bilforhandleren – ikke på tankstationen.
Tankstationerne skal nu også skilte med oplysninger, som er relevante i en købssituation hos bilforhandleren – ikke på tankstationen.

Pressemeddelelse -

Ja tak til relevante og retvisende oplysninger til forbrugerne

Tankstationerne kan snart blive tvunget til at sætte nye prisskilte op, der både er irrelevante og direkte misvisende for forbrugerne og dyrt for stationerne. Det sker på baggrund af af EU's AFI-direktiv.

Drivkraft Danmarks medlemmer er med rette stolte af deres stationer. De er gennem mange årtier blevet perfektioneret, så de altid matcher forbrugernes aktuelle efterspørgsel efter energi, varer og andre services, der er brug for på vejen. De fungerer 24-7. Og der er vel heller ikke noget andet marked, hvor de aktuelle priser bliver skiltet så klart og tydeligt, som ved vejen foran en tankstation. Det giver relevant og retvisende information til forbrugeren i købssituationen. Men nu er der en risiko for, at tankstationer fremover skal opsætte skilte, som er både irrelevante og direkte misvisende for forbrugeren. Det er drønærgerligt for branchen og forbrugerne.

For som sagerne står lige nu, kommer der på grund af EU’s såkaldte AFI-direktiv, snart nye prisskilte på tankstationerne rundt omkring i landet. De skal vise forbrugerne, hvad det koster at køre 100 kilometer i en typisk bil, hvis man kører på diesel, benzin, el og potentielt gas eller brint. Tanken er, at bilisterne på den måde skal blive mere bevidste om prisforskellen mellem de forskellige drivmidler, så de bedre kan træffe et billigere og grønnere bilvalg, næste gang de køber bil – fx en elbil.

Tankstationerne skal med andre ord skilte med oplysninger, som er relevante i en købssituation hos bilforhandleren – ikke på tankstationen. Men ikke nok med det. Informationerne vil være både ufuldstændige og direkte misvisende.

For de nye skilte vil vise, at det er billigst at køre 100 kilometer i en almindelig dieselbil i forhold til både benzin og el. Det er måske ikke så overraskende, for diesel er af hensyn til erhvervslivet lempeligere beskattet end benzin. For at udligne den forskel betaler dieselbilejere i Danmark en såkaldt udligningsafgift hvert halve år i forbindelse med den grønne ejerafgift – en udgift, der ikke regnes med på skiltene. El til opladning af elbiler er også lempeligt beskattet. Men danske elbilister køber oftest et forholdsvist dyrt abonnement, som indeholder både opladning hjemme og på farten. Den månedlige abonnementspris vil derfor være højere end dieseludgiften for en gennemsnitlig bilist, når den omregnes til prisen for at køre 100 kilometer.

Bilisterne er helt klar over, at der indgår mange flere omkostninger ved at eje og køre i en bil end bare selve drivmidlet. Som en del af implementeringen af direktivet lægger Transportministeriet op til at etablere en uvildig hjemmeside. Her kan bilejere bl.a. finde uddybende prissammenligninger på tværs af de forskellige drivmidler med udgangspunkt i totaløkonomien – den såkaldte TCO-beregning (Total Cost of Ownership). Den del kan vi naturligvis kun bakke fuldt ud op om – modsat de nye prisskilte.

Den nuværende prisskiltning er til gavn for konkurrencen og sikrer forbrugerne retvisende oplysninger. Det re der ingen der ønsker at ændre på. Derfor er bilisternes organisation FDM også stærkt kritisk overfor den foreslåede implementering af AFI-direktivet. Relevante og retvisende informationer er netop afgørende for, at forbrugerne kan foretage et oplyst valg. Det er ikke tilfældet med forslaget, der både er vildledende for forbrugerne og forbundet med betydelige omkostninger for tankstationerne.

Drivkraft Danmark vil fortsætte den dialog vi har haft med både Transportministeriet og politikerne, så vi forhåbentlig kan få fjernet de værste tidsler, før lovgivningen udmøntes i praksis. For vi vil som branche inderligt gerne møde forbrugerne med de produkter og den information, som de efterspørger og fortjener. Det er nu engang det, som vi gør bedst.

Emner


Branchen står i dag for 99 % af energien til transporten. Vi har en afgørende rolle og et særligt ansvar for at holde hjulene i gang og samtidig sikre, at den grønne omstilling for alvor flytter ud på vejene.

Kontakt

Michael Mücke Jensen

Michael Mücke Jensen

Teknik- og miljøchef 20 42 26 36

Energi til mennesker og samfund i bevægelse

Drivkraft Danmark er brancheorganisation for Danmarks brændstofleverandører og ladeoperatører. Vi får den grønne omstilling helt ud til bilisterne og transporten med to raffinaderier og over 2.200 tankstationer, ladestationer og truckanlæg over hele landet.