Gå til indhold
Foto: Wunmi Onibudo
Foto: Wunmi Onibudo

Pressemeddelelse -

Bloc Party annoncerer første danske koncert i seks år

London-kvartetten tager i maj 2022 på turné med deres kommende album Alpha Games. Lørdag den 14. maj lægger de vejen forbi Store VEGA til turnéens foreløbigt eneste skandinaviske koncert og gruppens første danske visit i seks år.

Den 29. april 2022 lander der hele 12 nye sange fra Bloc Party i form af deres sjette album Alpha Games. Det er bandets første album siden Hymns fra 2016.

Fans kan se frem til et album, hvor bandet udforsker de rå postpunk-rødder fra deres tidligste udgivelser, og hvor de blandt andet har arbejdet sammen med producerne Nick Launay og Adam Greenspan, hvis kunstneriske samarbejder også tæller musik fra artister som Nick Cave, IDLES og Yeah Yeah Yeahs.

Da sanger og guitarist Kele Okereke og guitarist Russell Lissack mødtes på Reading Festival for en årrække siden og fandt ud af, at de elskede den samme musik, lagde de grundstenen til en hæsblæsende musikalsk karriere. De udgav deres første demo under navnet Bloc Party i 2003, og med inspirationskilder som Sonic Youth, Pixies, Joy Division, Gang of Four og The Cure fødte de en kamæleon af et musikalsk udtryk, hvor genrer som punk, indierock, new wave og pop smeltede sammen til et hidtil uset format.

Bloc Party blev hurtigt en succes, og op igennem 00’erne blev de ofte udnævnt som nogle af de mest innovative kræfter på post-britpop-scenen sammen med andre banebrydende acts som Franz Ferdinand, der også var nogle af de første til at blåstemple Bloc Partys musik.

Når Alpha Games udkommer i 2022, skriver det sig ind i en imponerende diskografi. Gruppens første album,Silent Alarm fra 2005, står stadig som et kronværk i nyere britisk musikhistorie. Efterfølgende udgivelser som EP’en Helicopter, deres andet album A Weekend In the City og senere Intimacy slog lyden af Bloc Partys dissonante guitar-hooks fast, inden gruppen gik på pause i slutningen af 2009. Efter et par soloudgivelser fra Okereke, som begyndte at eksperimentere mere med dance-genren, udgav Bloc Party deres fjerde album Four i 2012, mens deres seneste album, det anmelderroste Hymns, udkom i 2016 med de nye bandmedlemmer Justin Harris på bas og Louise Bartle på trommer.

Bloc Party turnerede i 2019 med en hyldest til Silent Alarm, men touren bragte dem aldrig forbi Danmark. Derfor skal vi helt tilbage til gruppens solide koncert på NorthSide i 2016 for at mindes Bloc Partys seneste koncert herhjemme. Så det er overordentligt godt nyt for de mange danske fans, at Store VEGA i 2022 danner rammen om den foreløbigt eneste skandinaviske koncert i bandets turnéplaner.

Billetsalget til koncerten starter fredag den 26. november klokken 10.00 via ticketmaster.dk

Emner


Koncerten arrangeres af DTD Concerts (tidl. Beatbox Entertainment) - en del af DTD Group

DTD Concerts er en del af DTD Group

DTD Concerts er en af Danmarks største koncertarrangører med både internationale og danske artister, store som små.

DTD Concerts
Studsgade 35B, Aarhus, Danmark
8000 Aarhus C
Danmark