Gå til indhold
Foto: Michael Tartaglia
Foto: Michael Tartaglia

Pressemeddelelse -

Det psykedeliske rockband Pond vender tilbage til Danmark

Pond står sammen med Tame Impala som et af de mest dynamiske, nysgerrige og hyldede bands, når det kommer til den australske psykedeliske rockscene. Den 13. oktober vender de tilbage til Danmark, når de gæster Lille VEGA i København.

Pond består af Nicholas Allbrook, Jay Watson, Joseph Ryan, James Ireland og Jamie Terry og blev dannet i den vestaustralske by Perth tilbage for lidt over et årti siden. De startede egentligt bare som en gruppe venner, der i bedste kollektivstil spillede lidt musik sammen, men transformerede sig efter udgivelsen af deres 2012-album Bear, Wives, Denim til et internationalt turnerende band. I dag tæller deres imponerende bagkatalog hele ni anmelderroste plader, og der er lovning om mere på vej.

Pond bliver ofte associeret med landsfællerne Tame Impala, og det er ikke så mærkeligt endda. Flere af medlemmerne i Pond har også spillet med Tame Impala, ligesom Tame Impalas Kevin Parker selv har været trommeslager i Pond og har været med til at producere flere af deres plader.

Udover at høste flotte roser for deres albums fra anmeldere verden over, er Pond også notorisk kendt for deres medrivende live shows – både når de spiller i eget navn, eller når de deler scenen med navne som Flaming Lips, Queens of the Stone Age og Tame Impala selvfølgelig.

Pond har senest gæstet Danmark i 2019 med en festivalkoncert på NorthSide og senere samme år med et udsolgt show på Loppen i København, og nu vender de altså tilbage, med hvad der tegner til at blive en sveddryppende aften i Lille VEGA.

Billetsalget til koncerten starter fredag den 2. februar klokken 10.00 via Ticketmaster.

Emner

Kategorier


Koncerten arrangeres af DTD Concerts (tidl. Beatbox Entertainment) - en del af DTD Group

DTD Concerts er en del af DTD Group

DTD Concerts er en af Danmarks største koncertarrangører med både internationale og danske artister, store som små.

DTD Concerts
Studsgade 35B, Aarhus, Danmark
8000 Aarhus C
Danmark