Gå til indhold
Foto: Paolo Nutini
Foto: Paolo Nutini

Pressemeddelelse -

Paolo Nutini giver længeventet dansk koncert

Den storroste skotske sanger og sangskriver gæster Store VEGA mandag den 10. juni 2024.

Med 1,5 milliarder globale streams og otte millioner solgte album på cv’et har The Daily Telegraph udråbt Paolo Nutini til at være ”dette århundredes bedste britiske mandlige soulsanger”.

Den skotske alternative soul-sanger og sangskriver skrev pladekontrakt med toneangivne Atlantic Records i en alder af blot 18 år og udgav sit debutalbum These Streets, produceret af Ken Nelson (Coldplay), i 2006, som gik dobbelt-platin i Storbritannien og sendte hele fire singler i Top-40.

Efterfølgeren Sunny Side Up fulgte i 2009 og gjorde - med en #1-placering på albumhitlisten og en Ivor Novello Award - endnu engang Paolo Nutini til en uhyre elsket artist på den britiske musikscene.

Paolo Nutini har nævnt ikoner som David Bowie, Damien Rice, The Beatles, Oasis, Fleetwood Mac og Pink Floyd som inspirationskilder og præsenterer selv en genrebrydende lyd med sin karakteristiske hæse vokal som ledestjerne.

Nutini nåede i 2014 at udgive sit tredje album Caustic Love, som endnu en gang strøg til tops på hitlisterne, inden han tog en årelang pause fra musikscenen og først vendte tilbage med Last Night in the Bittersweet i 2022.

På albummet hører man blandt andet den storsælgende sanger fusionere sin soul-baggrund med træk fra både klassisk singer-songwriter pop, krautrock og postpunk.

Paolo Nutini har en lang og imponerende live-historik bag sig, der blandt andet tæller opvarmningsjob for Rolling Stones og ikke mindst et udsolgt O2 Arena og en hjemmebanetriumf foran 35.000 fans i Bellahouston Park i Glasgow.

I Danmark har der været begrænsede muligheder for at opleve stortalentet live, men det ændrer sig altså nu med en længeventet koncert i Store VEGA den 10. juni 2024. Koncerten er en del af Nutinis kommende europatourné, der blandt andet også bringer ham forbi Londons Hyde Park.

Billetsalget starter fredag den 22. marts kl. 11.00 via ticketmaster.dk

Emner

Kategorier


Koncerten arrangeres af DTD Concerts (tidl. Beatbox Entertainment) - en del af DTD Group

DTD Concerts er en del af DTD Group

DTD Concerts er en af Danmarks største koncertarrangører med både internationale og danske artister, store som små.

DTD Concerts
Studsgade 35B, Aarhus, Danmark
8000 Aarhus C
Danmark