Gå til indhold
Spleen United vender tilbage

Pressemeddelelse -

Spleen United vender tilbage

De danske live-darlings vender endelig tilbage og spiller til april op til gigantiske rave-rock og dancepop-fester i K.B. Hallen, Aarhus Congress Center og Posten i Odense.

Begejstringen var enorm, da Spleen United efter seks års tavshed markerede deres gendannelse med et brag af en nattefest på Roskilde Festival, der kastede 5- og 6-stjernede anmeldelser af sig. Da bandet efterfølgende annoncerede en danmarksturné med hele to koncerter på Store VEGA, skulle man være hurtig for at få en billet. Kun 48 timer efter billetsalget var skudt i gang, kunne gruppen melde udsolgt.

Lige så larmende jubelbrølet til den legendariske Roskilde-koncert var, lige så rungende var stilheden, da Coronapandemien tvang Spleen United til at aflyse turnéen. Bandets sveddryppende og altid højenergiske koncerter kunne ikke forenes med de mange restriktioner, og Spleen United er ikke et band, der gør ting halvt. Men nu er der endelig godt nyt for fans af gruppen.

I april 2022 skifter Spleen United nemlig til et endnu højere gear, når de blandt andet indtager Posten i Odense den 14. april, K.B. Hallen i København den 15. april og ACC i Aarhus den 16. april og udfolder deres særlige blanding af rock, rave og dancepop. Fans, der har fulgt Spleen United længe, vil utvivlsomt huske deres legendariske koncerter på selvsamme spillesteder i 2008, da de turnerede med det ikoniske album Neanderthal.

Spleen United blev dannet i Aarhus i 2003 og har udgivet tre roste og velsælgende album.
Debuten Godspeed Into The Mainstream fra 2006 solgte guld, og der var ingen problemer med ”den svære to’er”, da den efterfølgende Neanderthal fra 2008 gik direkte ind som nummer ét på den officielle danske salgsliste og ligeledes solgte guld. Bandets tredje album School of Euphoria fra 2012 satte igen Spleen United på det musikalske landkort og skaffede gruppen både en GAFFA-pris og en Danish Music Award.

Udover de tre albumsucceser har Spleen United også opbygget et imponerende live-ry, der har bragt dem på flere større danmarksturnéer, forbi udsolgte venues som K.B. Hallen og ACC Aarhus og på festivaler som Roskilde Festival, Grøn Koncert og NorthSide. Sidstnævnte festival gæstede Spleen United i 2013 til en sagnomspunden koncert, der også blev sidste gang, de spillede live i seks år.

Det er med en sitrende energi og forventningsglæde, at bandet nu annoncerer tre koncerter i april 2022.

14. april: Posten, Odense
15. april: K.B. Hallen, København
16. april: ACC, Aarhus

Billetsalget starter fredag den 29. oktober klokken 10.00 via postenlive.dk (Posten), billetlugen.dk (K.B. Hallen) og ticketmaster.dk (Aarhus Congress Center).

Emner

Kategorier


Koncerten arrangeres af DTD Concerts (tidl. Beatbox Entertainment) - en del af DTD Group

DTD Concerts er en del af DTD Group

DTD Concerts er en af Danmarks største koncertarrangører med både internationale og danske artister, store som små.

DTD Concerts
Studsgade 35B, Aarhus, Danmark
8000 Aarhus C
Danmark