Nyhed -

Den nye Dynamics AX – brugeren i centrum

Den nye Dynamics AX blev officielt annonceret den 9. marts. Og hvad kan du så forvente af Microsofts seneste udgave? For det første bliver det ikke bare den seneste, men også den sidste version. For i fremtiden vil alle opdateringer og udviklinger blive gjort tilgængelige automatisk.

Brugervenlighed, skalerbarhed, mobilitet og adgang via skyen er derudover fire af de vigtigste overskrifter, når man skal beskrive den nye Microsoft Dynamics AX. Og den nyeste version af Microsofts store ERP-satsning har mange, spændende nyheder – især for den almindelige bruger, som nu er kommet i centrum.

Vi har kigget på nyhederne i det, som Microsoft selv har udnævnt til den sidste version af Dynamics AX. Vi har delt nyhederne ind i tre områder, alt efter hvilken rolle du har i virksomheden:

  • Brugeren
  • Udvikleren
  • Ledelsen.

Brugeren

Den normale Dynamics AX-bruger har god grund til at være begejstret. Hele menustrukturen har været igennem en kæmpe udvikling og fokuserer nu på at bringe brugeren og de funktioner, han/hun bruger, tættere sammen.

1. Det nye brugerinterface
Den menu, du møder, er gået fra en "en til alle" til en rollebaseret model, hvor startskærmen er tilpasset din funktion. For at opnå det har Microsoft opfundet "workspaces", som tillader en individuel loginskærm for alle brugere. Det giver dig et hurtigt og letoverskueligt overblik over de funktioner, som du anvender i hverdagen, og gemmer de dele væk, der bruges af andre. På den måde slipper du for at søge rundt i komplekse menuer med massevis af underpunkter, og du forstyrres ikke af funktioner, som du ikke bruger.

2. Tilgå AX fra alle enheder
Dynamics AX er baseret på HTML5. Og uden at gå for meget i detaljer betyder det, at du nu kan tilgå programmet fra alle enheder, lige meget om det er Mac, Windows eller Android. Så længe din enhed har en browser, kan du logge på.

3. Passer sammen med Office
Tidligere har Office og Dynamics AX fungeret som et par stedsøskende, der ganske vist boede sammen, men som aldrig helt matchede. Den tid er forbi. Nu taler produkterne sammen, og du kan hurtigt importere og eksportere data fra Excel til AX uden at miste eller skulle genindtaste data. Office og Dynamics AX er nu designet specifikt til at passe sammen.

4. Optag træningsvideoer
Dynamics AX er og vil altid være et komplekst system – det skal jo trods alt passe til og håndtere processerne i komplekse virksomheder. Det resulterer ofte i en stejl læringskurve for nye brugere, som kan have svært ved at huske alle informationerne første gang. Med den nye Dynamics AX slipper I for at skulle bruge uger på at kigge hinanden over skulderen. Du optager nemlig nemt en træningsvideo, så den nye bruger altid kan se, gense eller pause videoen. På den måde behøver underviseren kun give informationen én gang, og den nye bruger slipper for at skulle forstyrre sine kolleger, imens de har 1.000 andre ting at ordne.

5. Dataanalyse i realtid
Dataanalyse og -fortolkning i ERP-systemet har længe været eksperternes enemærke. Men med den nye Dynamics AX kan du visualisere virksomhedens data med det samme. Det giver flere brugere adgang til vigtige informationer om trends og udviklinger, som det før kunne tage dage at få adgang til. På den måde skaber det en mere agil organisation, som hurtigere og bedre kan reagere, hvis der sker ændringer, blandt andet i salget af et produkt, prisudviklinger på råvarer eller noget helt tredje, som afspejles i data.

Se Microsofts launch-event for den nye Dynamics AX

Udvikleren

1. Nyt miljø – ikke mere cowboyudvikling
Med Microsofts nye implementeringsværktøjer – Life Cycle Services (LCS) og Visual Studio Team Services – får du en helt ny måde at udvikle og teste din kode på. Med LCS bliver du i stand til kun at implementere godkendt kode i dit AX-miljø. På den måde kan du gennemteste alle tilføjelser, så du er sikret, at de fungerer præcis som tiltænkt.

2. Inviter eksperterne ind, og bevar ejerskabet over koden
Når du hyrer en tredjepart ind, udvikler de normalt en løsning, som du derefter betaler for at købe. Med den nye Dynamics AX sætter du dig selv i førersædet. Fremover kan du invitere eksperter udefra til at udvikle og skrive koden inde i dit datamiljø. På den måde ejer du koden inklusive de unikke løsninger, som er udviklet specielt til dig.

3. Nem applikationsforvaltning
At implementere nye applikationer i din gamle Dynamics AX kan skabe store problemer, både fordi processen er langsommelig, og fordi brugerne risikerer at opleve, at systemet er utilgængeligt på kritiske tidspunkter. Men med den nye AX kan du nemt tilføje og fjerne applikationer med nogle få klik. Det betyder, at du hurtigt kan teste en række forskellige setups og have en fleksibel tilgang, hvor du kan bruge tiden på at teste, hvad der giver størst værdi for brugeren, frem for at kæmpe med implementeringen.

Ledelsen

1. Skalerbarhed – nemt i skyen
Den nye AX er baseret på cloudteknologi. Det betyder, at du har ubegrænset skalerbarhed. Lige meget hvor mange brugere du tilføjer, hvor mange processer du implementerer, eller hvor stor en mængde data du skaber, bliver det lagret i skyen. Det betyder, at du slipper for at investere i overkapacitet i serverrummet, og at du kun betaler for det, du bruger.

2. Pay-as-you-go-betaling
At investere i et nyt ERP-system er en stor beslutning, som kræver seriøse overvejelser. Mængden af ressourcer, tid og penge, som skal investeres, er enorm, og derudover er der selve prisen for systemet. Med den nye Dynamics AX spreder du investeringen ud og betaler i stedet for virksomhedens forbrug. Du slipper dermed for at foretage en enorm investering, før du overhovedet har installeret systemet, og du kan løbende tilføje og fjerne funktioner og brugere.

3. Modulær model – brug kun de dele, din virksomhed behøver
Nu vi taler om kun at betale for det, du bruger: Med den nye AX er der skabt en mere fleksibel løsning, hvor du ikke behøver købe hele systemet, for at enkeltdele fungerer. Enkeltdele kan fjernes og tilføjes, hvis du eksempelvis bruger løsninger fra et andet firma, som passer bedre til lige præcis din virksomhed. På den måde betaler du kun for de dele, du bruger, og ikke for en samlet, fastlagt pakke.

4. Dit sidste store AX-indkøb
Med den nye AX behøver du ikke bekymre dig om, at dit ERP-system rammer udløbsdatoen. For i modsætning til tidligere udgaver kommer der ikke en ny, bedre version om et par år. Alle opdateringer og nye moduler vil i fremtiden løbende blive implementeret i Dynamics AX, og det eneste, du skal gøre, er at klikke "Accepter", så bliver de seneste features hentet direkte ned til jeres system. I behøver ikke at bekymre jer om, hvorvidt der kommer en bedre version om 2 eller 5 år – den får I automatisk med i købet.

Emner

  • Data, Telekommunikation, IT

Kategorier

  • retail & distribution
  • produktion
  • it-løsninger
  • rådgivning
  • erp-platform
  • eg a/s
  • eg

Relateret materiale