Pressemeddelelse -

Danskernes interesse for brugt elektronik stiger stærkt

De danske virksomheder, som handler med brugt elektronik, kan snart ikke længere følge med efterspørgslen. Nu går en af Danmarks førende elektronikkæder også ind i salget af brugte produkter. Danmarks største kollektivordning for genbrug af elskrot, Elretur, vurderer, at vi står overfor et folkeligt gennembrud for brugt elektronik.

Tomme ”hylder” i webshoppen. Forudbestillinger på flere hundrede laptops. Mange virksomheder og private må gå forgæves. Det er ved at være hverdagen for de reparatører, som lever af at istandsætte, rense og sælge brugt kvalitetselektronik. Danskernes appetit på de brugte mærkevarer stiger nemlig kraftigt i disse år. Det får nu også en af Danmarks største elektronikkæder, Power, til at gå ind i brugtmarkedet. Non-profit-organisationen, Elretur, ser et regulært folkeligt gennembrud lige om hjørnet. Elretur indsamler, genbruger og genanvender brugte el-produkter på vegne af importører og producenter af elektronik og el-artikler.

Tidsånden er med os

”Tidsånden er med os. Miljø- og klimbevidstheden er stærkt voksende herhjemme. Her er genbrug og genanvendelse af elektronikaffald et af svarene. Elskrot er en af de hastigst stigende affaldsstrømme i verden. Det er meget vigtigt, at vi får begrænset de kæmpestore mængder af kasseret elektronik for at beskytte klodens knappe ressourcer og samtidig sænke CO2 aftrykket. Genbrug og genanvendelse af gammelt elektronikaffald er en vigtig komponent i vores bestræbelser på at opfylde FN’s verdensmål og opfylde vores bæredygtighedsmålsætninger,” siger adm. direktør i Elretur, Morten Harboe-Jepsen.

Elretur indsamler og behandler 80% af al elektronikaffald og gamle batterier fra de danske genbrugspladser. I 2020 indsamlede organisationen mere end 57.000 tons elektronikaffald. Op til 10% af de kasserede produkter kan hurtigt repareres, renses og sendes tilbage på markedet for elektronik, der alene i Danmark nåede næsten 230.000 tons markedsførte produkter i 2020 ifølge Dansk Producentansvarssystem.

For at lykkes med ”den grønne elektronikomstilling” herhjemme kræver det imidlertid, at vi fokuserer på at få endnu flere kasserede produkter ned på genbrugspladserne, at elskrottet bliver håndteret korrekt, og at befolkningen og virksomhederne kan handle hos professionelle udbydere, der tilbyder funktionsgaranti, fair priser og professionelle leveringsbetingelser. Det er nu ved at ske.

Største kapacitet i Europa

”Vi har lige set vores medlem, elektronikkæden Power, lancere ”Repower”, et koncept med brugt kvalitetselektronik. Vores godkendte reparatører, der istandsætter og sælger brugt IT til det professionelle marked, melder nu også om stærkt stigende interesse for de brugte produkter. Tidligere blev en stor del solgt til udlandet, men nu er der mere gang i den indenlandske efterspørgsel. Det handler meget om miljøbevidsthed, men også om økonomisk snusfornuft. For du kan erhverve dig en dyr, funktionsdygtig mærkevare til en lav pris, når du køber brugt,” siger Morten Harboe-Jepsen.

Andre af Elreturs samarbejdspartnere er ekstremt dygtige til at udvinde råstoffer af elskrot, som ikke kan genbruges. Råstoffer som kan indgå i nye produkter. Op til 95% af alt elskrot kan genanvendes som komponenter eller råstoffer.

Næste år lancerer Elretur, sammen med sine operatører, to nye såkaldte ”First Treatment” anlæg i Øst og Vestdanmark med en særlig procesteknologi og større kapacitet end andre steder i Europa. Anlæggenes fokus at er udsortere endnu flere kasserede el-artikler, som kan tages ud af affaldsstrømmen, repareres og sendes tilbage på markedet.

Med de to nye First Treatment anlæg håber Elretur på at sikre tilstrækkelige mængder brugt kvalitetselektronik til forbrugere og virksomheder.

Samarbejde på kryds og tværs

”Vi ser nye forretningsmodeller og nye aktører komme ind på markedet og samarbejde på kryds og tværs om at gøre miljø- og klimaansvarlighed til en bæredygtig forretning. Elreturs godkendte reparatører har f.eks., udover deres evner til at istandsætte produkterne, særlige kompetencer indenfor datasikkerhed, så ingen brugte produkter, indeholder følsomme oplysninger. Faktisk overgår reparatørerne de krav, som EU stiller på området. Når produkterne når frem til kunderne, kommer de i stigende grad fra professionelle webshops og anerkendte outlets. Den danske genbrugsbranche har indtil nu eksporteret størstedelen af produkterne, men nu kommer også hjemmemarkedet med. Vi har en unik chance herhjemme for også at gøre en kæmpe samfundsudfordring til en god, bæredygtig forretning”, siger Elreturs direktør og refererer her til, at kasseret elektronik på verdensplan vil gå fra 53,6 millioner tons i 2019 til 74,7 millioner tons i 2030. En stigning på 39% og 9 kg per indbygger på kloden.

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • affald
  • bæredygtighed
  • cirkulærøkonomi
  • elektronikkæde
  • miljø
  • elretur
  • genbrug
  • cirkulær økonomi
  • first treatment
  • genanvendelse

Elretur er Danmarks største kollektivordning, som repræsenterer mange forskellige brancher og virksomhedstyper. Vi håndterer producentansvaret for elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE) samt batterier på vegne af vores mere end 850 medlemmer.

Elretur er en non-profit organisation og sørger med andre ord for en ansvarlig og omkostningseffektiv indsamling og håndtering af ca. 80% af det elektronik- og batteriaffald, der afleveres på landets genbrugspladser. Du har sikkert set vores containere på din lokale genbrugsplads.

Kontakt

Relateret materiale

  • Efterspørgslen på brugte laptops stiger voldsomt

    Forbrugere og virksomheder river brugte kvalitetslaptops ned fra hylderne i en sådan hast, at det er svært at følge med efterspørgslen. Nu giver nye genbrugstiltag håb om, at flere kasserede laptops kan tages ud af affaldsstrømmen og genbruges for at stimulere den store efterspørgsel.

  • Genbruger i samarbejde med Elretur

    Elretur har indgået aftaler med flere reparatører, der genbruger i samarbejde med Elretur. Formålet er at øge genbruget af elektronikaffald. Formålet med aftalerne er at øge genbruget af elektronikaffald. Det overordnede mål er således at bidrage til den cirkulær økonomi og FN’s verdensmål 12 (ansvarligt forbrug og produktion) gennem forberedelse til genbrug (FtG) af genbrugsegnet elektronikaffald

  • 85-90% af kasseret ”småt elektronik” kan genanvendes

    En ny analyse slår fast, at over 85% af kasseret ”småt elektronik” kan materialegenanvendes, og dermed enten som materialer eller komponenter kan indgå i nye produkter. Det sætter en tyk streg under, hvor vigtigt det er at virksomheder og private kommer på genbrugspladsen med deres kasserede computerskærme, laptops, mobiltelefoner, kameraer mv.