Gå til indhold
Elretur og NIPA udvider historisk ordre.
Elretur og NIPA udvider historisk ordre.

Pressemeddelelse -

Elreturs vognpark vokser: Udvider historisk containeraftale

Det bragte stor glæde i den familieejede fynske virksomhed NIPA, da non-profit organisationen, Elretur, sidste år lagde en historisk stor ordre på mere end 400 containere. Nu udvides aftalen yderligere med mere end 150 containere, som bl.a. skal hjælpe Elretur med at løfte en vigtig genbrugsopgave.

Elretur håndterer det såkaldte producentansvar for danske virksomheder, som producerer, importerer eller sælger elektronikprodukter. Det betyder bl.a., at Elretur hjælper virksomheder med at indsamle deres elektronikprodukter, når de bliver til affald, og sikre, at mest muligt genbruges, genanvendes eller bortskaffes mest muligt miljøansvarligt.

Som led i dette indsamler og håndterer Elretur omkring 80% af al den elektronik danskerne afleverer på landets genbrugspladser. Det er bl.a. denne opgave, som de mere end i alt 500 nye containere skal være med til at løse.

”Købet af de nye containere er en betydelig investering i vores infrastruktur, så vi fortsat kan indsamle og håndtere elektronikaffald og sikre, at mest muligt genbruges eller genanvendes,” fortæller Elreturs adm. direktør Morten Harboe-Jepsen.

Det er endnu engang den fynske familieejede virksomhed NIPA, der varetager bestillingen af de mange containere. Dengang var aftalen en historisk opgave for den lille fynske virksomhed, og udvidelsen af aftalen har ikke gjort glæden mindre.

”Den oprindelige ordre på mere end 400 containere var den største nogensinde for os. Det er fantastisk, at en lille virksomhed i Tommerup kan konkurrere med udenlandske containerproducenter, og jeg er naturligvis stolt og beæret over, at Elretur endnu engang har valgt os til at levere deres nye containere,” siger Jesper Skytte, direktør i NIPA.

Stort potentiale for mere genbrugt elektronik

Når Elreturs nye containere har indsamlet de mange mængder elektronikaffald på landets genbrugspladser, køres de til Roskilde eller Middelfart, hvor Elretur i samarbejde med Stena Recycling Group og HJHansen Recycling Group har etableret to nye genbrugsanlæg, der skal sikre, at så mange elektronikprodukter som muligt genbruges.

Potentialet for at genbruge elektronik er nemlig stort.

Alene i Danmark blev der indsamlet over 70.000 tons vaskemaskiner, telefoner, computere og andre typer elektronikprodukter på landets genbrugspladser i 2022, og det forventes, at de to anlæg kan løfte 60.000 kasserede elektronikprodukter ud af affaldsstrømmen hvert år.

De to anlæg modtager omkring 100 containere om ugen fyldt med brugt elektronik, som sorteres, udplukkes til reparation og sættes på markedet igen, når det er muligt.

”De nye genbrugsanlæg kommer til at løfte en vigtig opgave, og vil sætte nye standarder for måden, vi behandler elektronikprodukter på. Med genbrugsanlægget sætter vi turbo på genbrugen. Derfor er det essentielt, at vores infrastruktur er på plads, og netop den opgave kommer de nye containere til at hjælpe os med at løse,” siger Morten Harboe-Jepsen.

Foto: Morten Harboe-Jepsen (venstre) og Jesper Skytte (højre) ved indgåelsen af den oprindelige aftale foran en de containere, der skal fremstilles.

Fakta om ordren:

  • Der er tale om mere end 500 stk. 36 m3 om containere i målene 6,5 m. x 2,55 m. x 2,35 x (længde x bredde x højde), som er bygget til at køre på genbrugspladser.
  • Ordren beløber sig til et tocifret millionbeløb.

Fakta om Elretur:

Elretur er Danmarks største kollektive ordning med tæt på 20 års erfaring i håndtering af producentansvaret.

Elretur håndterer producentansvaret for elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE) på vegne af mere end 960 virksomheder i et bredt udvalg af brancher (producenter og importører af elektrisk- og elektronisk udstyr samt batterier) i Danmark.

Elretur sørger for ansvarlig og omkostningseffektiv indsamling og håndtering af det elektronikaffald, der afleveres på landets genbrugspladser. Det i en sådan grad, at Elretur genanvender 84% af de indsamlede produkter. Det er over EU-gennemsnittet på 80%. Målet er nu at gå skridtet videre og øge genbruget af produkterne.

Elretur er en del af Retur - en familie af de foreløbigt fire non-profit kollektive ordninger, Elretur, Batteriretur, Emballageretur og Tekstilretur, der håndterer producentansvaret på elektronik-, batterier-, emballage-, og tekstilprodukter for virksomheder i Danmark.

Sammen arbejder vi for at øge genbrug og genanvendelse, hvor så mange dyrebare ressourcer som muligt bliver løftet op fra affaldsstrømmen og kommer tilbage til kredsløbet – Retur til fremtiden.

Se mere på www.elretur.dk og www.retur.dk.

Fakta om NIPA:

NIPA Aps. er en 100% dansk familieejet maskinfabrik, beliggende i Tommerup på Fyn, hvor virksomheden blev grundlagt i 1986. Virksomheden beskæftiger i dag mere end 25 ansatte i produktionen.

Virksomhedens to hovedprodukter er produktion af henholdsvis containere og belysningsmaster.

Nipa producerer alle former og størrelser for containere og sorteringsanlæg indenfor genvinding. Hertil kommer produktion og markedsføring af et meget bredt program af belysningsmaster med et komplet program i tilbehør, herunder mastearme, traverser og mastefundamenter, mm.

Efter opgave producerer NIPA også en række specialmaster efter opgave, fx byportsmaster, dekorative master, trafikfyrsmaster, mm.

Se mere på https://www.nipa.dk/.

Yderligere information:

Camilla Falkenberg, Presse- og kommunikationsansvarlig i Retur, mobil: +45 43 14 08 94, mail cf@retur.dk.

Kategorier


RETURS MISSION

På vegne af vores medlemmer sørger Retur og vores kollektive ordninger for en ansvarlig og omkostningseffektiv håndtering af affald fra det afleveres på genbrugspladsen til det enten bliver genbrugt, genanvendt i nye produkter eller miljøansvarligt bortskaffet.

Sammen med vores medlemmer arbejder vi kontinuerligt for at udvikle og finde nye muligheder for at reducere mængden af emballage samt gøre den anvendte emballage så genanvendelig som mulig.

Vi skaber umiddelbar værdi for vores medlemmer ved at være omkostningseffektive og have enkle arbejdsprocesser, og vi skaber langsigtet værdi ved at være nysgerrige på nye metoder og innovative teknologier, der kan forlænge levetiden på vores materialer og ressourcer.

RETURS VISION

Sammen med medlemmerne i vores kollektive ordninger, Elretur, Emballageretur, Batteriretur og Tekstilretur, arbejder Retur for at løfte så mange materialer som muligt ud af affaldsstrømmen gennem genbrug og genanvendelse.

Gennem ansvarlighed og innovation i leverandør- og producentleddet ønsker Retur at spille en stor rolle i at tage vare på og værne om vores dyrebare fælles ressourcer, så vi sammen kan sende materialerne tilbage i kredsløb – Retur til fremtiden.


Kontakt

Morten Harboe-Jepsen

Morten Harboe-Jepsen

Pressekontakt Direktør +45 4031 8187 Elretur
Camilla Falkenberg

Camilla Falkenberg

Pressekontakt Presse- og kommunikationsansvarlig PR & Kommunikation +45 43 14 08 94

Retur er en familie af non-profit kollektive ordninger, der håndterer producentansvaret på elektronik-, batterier-, emballage-, og tekstilprodukter for importører og producenter.

Retur er en familie af non-profit kollektive ordninger, der håndterer producentansvaret på elektronik-, batterier-, emballage-, og tekstilprodukter for importører og producenter.

Sammen arbejder vi for at øge genbrug og genanvendelse, hvor så mange dyrebare ressourcer som muligt bliver løftet op fra affaldsstrømmen og kommer tilbage til kredsløbet – Retur til fremtiden.

Ud over Retur består vi af kollektiv ordningerne; Elretur, Emballageretur, Batteriretur og Tekstilretur.

Retur
Høje Taastrup Boulevard 30, 1
2630 Taastrup
Danmark