Pressemeddelelse -

Formandsskifte: Kirsten Smedegaard Andersen bliver ny formand i Elsass Fonden

Når Kirsten Smedegaard Andersen d. 1. januar 2025 bliver ny formand hos Elsass Fonden er det med et indgående kendskab til den private, erhvervsdrivende fond, som arbejder for at øge livskvaliteten for mennesker med cerebral parese (CP).

Kirsten har været en del af fondens bestyrelse siden 2011 og næstformand siden 2016. Hun overtager formandsposten efter Nick Elsass, der har været formand i 22 år.

Og det er ikke en hvilken som helst formand, fonden nu siger farvel til. Nick Elsass er nemlig nevø til Helene Elsass, fondens stifter, der levede med CP i svær grad, og som donerede hele sin formue til fonden ved sin død i 2003. Siden Nick Elsass blev formand for 22 år siden, har han haft én særlig opgave for øje:

”Min vigtigste opgave har været at udleve min tantes ønske om, at fonden skal være med til at sikre det gode liv for mennesker med CP og gøre mest mulig forskel nu og her med de penge, som Helene donerede til formålet. Det har altid ligget mig meget på sinde, at vi ikke skal være kendt for hvem, vi er, men for hvad vi gør. Det har jeg sammen med mine kollegaer i fonden forsøgt at sikre gennem god kapitalforvaltning, god ledelse og ved at have hjertet på rette sted,” siger Nick Elsass.

Fra medaljebonus til camps

Et område, hvor Nick Elsass har gjort en stor forskel, er indenfor parasporten, som han løbende har været med til at løfte kendskabet til. I 2016 kom han for alvor i rampelyset, da han sørgede for, at Elsass Fonden var med til at udligne forskellen i medaljebonus, så de paralympiske atleter kunne få udbetalt samme beløb som OL-atleterne.

Men ét af de øjeblikke, der står særlig klart for Nick Elsass selv, var da fonden i 2013 arrangerede sin første camp for børn med CP:

”At se forældre sende deres barn afsted på camp om mandagen, som ikke skal klatre i træer, som ikke skal sejle i kajak, og som ikke skal ud at køre på mountainbike - for det kan de ikke. Og så se forældrene stå om fredagen med tårer i øjnene, da de henter deres superstolte barn, som siger ”Jeg gjorde det”. ”Jeg kunne godt klare det!”. Det var simpelthen så rørende, og det ligger så dybt i fondens DNA at fokusere på alt det, man kan gøre, i stedet for det man ikke kan. Det har altid været meget meningsfuldt for mig at støtte op om netop dét mindset,” siger Nick Elsass.

Spændende projekter i vente for ny formand

En af de første opgaver, Kirsten Smedegaard Andersen og bestyrelsen kaster sig over til januar, er fastlæggelsen af en ny strategi for Elsass Fonden frem mod 2030.

”Fonden har haft vokseværk de sidste 10 år, hvor vi både finansielt har fået stærkere muskler, men også har udviklet vores tilbud og aktiviteter. En ny strategi kan bidrage til, at den positive udvikling fortsætter, og sikre, at vi bruger vores ressourcer der, hvor det giver allerbedst mening," siger Kirsten Smedegaard Andersen og fortsætter:

”Derudover glæder jeg mig personligt til at bygge videre på alt det gode, fonden er i dag, og følge de store udviklingsprojekter, vi allerede støtter, bl.a. moderniseringen af bostedet Jonstrupvang og ny Klinik for Cerebral Parese i det nye Mary Elizabeth Hospital under Rigshospitalet. Og så glæder jeg mig naturligvis til at arbejde endnu tættere sammen med de dygtige medarbejdere og ledelsen, vi har i fonden, og som har en stor ære af, hvor vi er i dag,” siger Kirsten Smedegaard Andersen.

FAKTA

Kirsten Smedegaard Andersen er uddannet cand.oecon. fra Aarhus Universitet. Hun har en baggrund som underdirektør i Sophus Berendsen-koncernen, direktør i et Venture Kapital-selskab og har undervist og været censor både i Danmark og udlandet. Foruden Elsass Fonden har hun i dag bl.a. bestyrelsesposter i LD Fonde og Bodum AG i Schweiz og har gennem årene haft mange forskelligartede bestyrelsesposter. Hun var bl.a. i flere år aktiv i Folkekirkens Nødhjælps bestyrelse.

Nick Elsass er nevø af Helene Elsass (fondens stifter). Han har en Master, Sloan Fellow, fra London Business School. Han er indtrådt i Elsass Fondens bestyrelse i 1989 og har været formand fra 2002. Nick Elsass stopper som formand på grund af en aldersgrænse i fondens vedtægter, men vil fortsat være tilknyttet fonden og deltage i fondens arrangementer.

Related links

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • udvikling af fonden
  • organisationsudvikling
  • navne

Elsass Fonden er en privat fond, som arbejder for at øge livskvaliteten for mennesker med cerebral parese. Det sker hovedsagligt via forskning, kursus- og aktivitetstilbud og legatstøtte til projekter og den enkelte med CP. Læs mere på www.elsassfonden.dk

Kontakt