Nyhed -
Energistyrelsen indkalder idéer og forslag til miljøvurdering af Nordre Flint Vindmøllepark
Energistyrelsen igangsætter nu idéfasen for en miljøvurdering af Nordre Flint Vindmøllepark med en høring over idéoplægget for miljøvurderingen.
Energistyrelsen opfordrer offentligheden og berørte myndigheder til at indsende idéer og forslag til indholdet af den miljøkonsekvensrapport som Hovedstadens Forsyningsselskab (HOFOR) skal udarbejde. Høringssvar skal sendes til Energistyrelsen senest den 18. november 2019.
Der skal udarbejdes en miljøvurdering af Nordre Flint Vindmøllepark, hvor HOFOR har fået tilladelse til at lave forundersøgelser for opstilling af en havvindmøllepark i et område øst for Saltholm i Øresund. Inden bygherre påbegynder udarbejdelsen af miljøkonsekvensrapporten, gives berørte borgere, virksomheder, myndigheder og andre interessenter mulighed for at komme med idéer og forslag til, hvad der skal indgå i miljøkonsekvensrapporten.
Idéer og forslag til indholdet i miljøvurderingerne skal sendes til Energistyrelsen per mail til: open-door@ens.dk eller med almindelig post til: Energistyrelsen, Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København V senest den 18. november 2019.
Høringssvar til idéoplægget for miljøvurderingen af Nordre Flint Vindmøllepark skal være mærket med ”Høringssvar til Nordre Flint Vindmøllepark” og med journalnummeret: 2019-82726.
Materiale
Læs idéoplægget om Nordre Flint Vindmøllepark
Læs om den reviderede høringsproces for åben dør-projekter
Fakta om projektet
Projektet omfatter opstilling af mellem 16-40 havvindmøller med en installeret effekt på 160 MW. De enkelte møller vil have en maksimal højde på op til 220 m og en effekt på mellem 4-10 MW. Forundersøgelsesområdet er placeret øst for Saltholm i Øresund. Det samlede forundersøgelsesområde er ca. 42 km2, hvoraf det potentielle område for havvindmøller udgør ca. 17 km2. Afstanden til kysten og til de nærmeste potentielle havvindmøller er mere end 8 km.
Læs mere om projektet på Energistyrelsens hjemmeside
Kontakt
Fuldmægtig Maria Louise Flachs, malfl@ens.dk, 3392 7548
Specialkonsulent Søren Keller, ske@ens.dk, 3392 6690
Emner
- Energispørgsmål
Kategorier
- klima og co2
- vedvarende energi
- forsyning