Nyhed -

Kinesiske beslutningstagere søger energiinspiration i Danmark

Energistyrelsen tager over de næste to uger imod en delegation fra Kinas Nationale Udvikling og Reform Kommission (NDRC) og Nationale Energi Besparelses Center (NECC). Formålet med besøget er at hente inspiration hjem til Kina om energieffektivitet med særlig fokus på fjernvarme og forebyggelse af luftforurening. Besøget sker som led i et længerevarende samarbejde med Danmark.

Allerede i 2014 indgik Energi-, Forsynings-, og Klimaministeriet et samarbejde med NDRC. Aftalen dækkede klimapolitik, vedvarende energi og energieffektivitet og blev udmøntet i en samarbejdsaftale i 2017 om energieffektivitet og fjernvarme med NECC.

En central brik i samarbejdet med NECC er et igangværende pilotprojekt om fjernvarme og energieffektivitet i byen Tongchuan i den nordlige Shaanxi provins. Samarbejdet forventes udvidet med et yderligere pilotprojekt i 2019. 

Den kinesiske delegation besøger Danmark de næste to uger med Energistyrelsen som vært. Udover besøget i Energistyrelsen indeholder delegationens tætpakkede program i København og Aalborg blandt andet besøg hos State of Green, Frederiksberg Forsyning, Københavns Kommune, Rambøll, HOFOR og Danfoss.

Hermed får delegationen adgang til danske erfaringer fra både den offentlige og private sektor indenfor fjernvarme, brug af overskudsvarme, energihåndtering og energieffektivitet i alle dele af samfundet.

For danske virksomheder er denne adgang særligt interessant, da Kina er Danmarks næststørste samhandelspartner udenfor EU. På energiteknologiområdet eksporterede Danmark for over 3 mia. kr., og de ambitiøse kinesiske klimamålsætninger gør mange danske kerneområder relevante for det kinesiske marked. Eksempelvis forventes det kinesiske fjernvarmeforbrug at stige med 150 pct. frem til 2040 ifølge Det International Energiagentur (IEA) i Paris.

Delegationen er særligt interessant i en kinesisk kontekst, da NDRC blandt andet har ansvar for udviklingen af Kinas berømte femårsplaner.

Fakta om fjernvarme i Kina

Kina begyndte at etablere fjernvarme i 1950’erne i det nordlige Kina. Her er der mere end 320 mio. potentielle fjernvarmekunder i især boliger og serviceerhverv. Ca. 2/3 af alle potentielle fjernvarmekunder i det nordlige Kina er forsynet med fjernvarme.

Det nordlige Kina har oplevet et fjernvarmeboom siden år 2000. Fra 2005 til 2015 steg det fjernvarmeopvarmede areal med 242 pct., mens bybefolkningen ’kun’ voksede med 39 pct. Dermed har Kina overhalet Rusland som det største fjernvarmemarked i verden – og udviklingen vil fortsætte: Ifølge Det Internationale Energiagentur vil forbruget af fjernvarme stige med 150 pct. fra 2016 til 2040.

Kul producerer over 90 pct. af fjernvarmen i dag. Derudover opvarmes en stor del af de mindre byer med ineffektive kulovne i hvert hus, hvilket er en hovedårsag til den massive forurening i Nordkina. Derfor fremlagde regeringen sidste år en plan for renere varme frem til 2021 i Nordkina.

Kontakt

Projektleder Niels Frederik Malskær nfm@ens.dk, 33927811

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • vedvarende energi
  • internationalt
  • energiteknologi
  • effektivisering & erhverv
  • forsyning
  • klima og co2

Kontakt

Ture Falbe-Hansen

Pressekontakt Pressechef Energistyrelsen +45 25 13 78 46

Laura Andersen

Pressekontakt Presserådgiver +45 33 95 09 06

Relateret materiale