Nyhed -

Vietnam vil spare energi med ny guide efter dansk model

Det vietnamesiske Ministry of Industry and Trade, MOIT, har netop lanceret en energieffektivitetsguide efter dansk model. Guiden skal hjælpe landets 63 provinser med at identificere og høste 5-7 procents energibesparelser frem mod 2025.

Guiden er udviklet på baggrund af danske erfaringer inden for strategisk energiplanlægning for kommuner, og er en milepæl i Energistyrelsens samarbejde med MOIT. Vietnams 63 provinser kan med udgangspunkt i den nye guideline, og en række værktøjer, identificere oplagte energibesparelser inden for industri, byggeri, transport og kraftværker.

Særligt vietnamesisk industri rummer potentiale for betydelige energibesparelser. Industrien er en af Vietnams mest energiforbrugende sektorer og spiller derfor en vigtig rolle i Vietnams grønne omstilling. Beregninger viser, at industrien kan spare op til 8% af det årlige energiforbrug alene ved håndhævelse af nuværende lovgivning. Endnu større besparelser kan derfor opnås med de nye retningslinjer i den netop lancerede guideline.

Provinserne vil på baggrund af lokale forhold lancere incitamentsordninger, såsom frivillige aftaler for industrien, informationskampagner og direkte investeringsstøtte, der kan motivere de energiintensive sektorer i at omstille til mere energieffektive løsninger.

Med energieffektivisering følger ofte andre positive samfundsmæssige effekter såsom forbedret forsyningssikkerhed, øget konkurrenceevne og reduceret klima- og miljømæssigt aftryk fra energisystemet.

Markant stigning i energiforbrug

Vietnam har oplevet markante stigninger i energiforbruget, og særligt i elforbruget med en årlig vækst på 9-10 procent det seneste årti. Ifølge den vietnamesiske regering er det en bunden opgave for at opretholde høj økonomisk vækst i landet, at det nationale energiforbrug, stiger i de kommende år. Samtidig har regeringen forpligtet sig til i Paris-aftalen at sikre en bæredygtig udvikling for klima og miljø. Det er en massiv udfordring, som Danmark hjælper de vietnamesiske energimyndigheder med at håndtere, da det nuværende energisystem i høj grad er baseret på fossile brændsler.

Om det dansk-vietnamesiske energisamarbejde

Det dansk-vietnamesiske myndighedspartnerskab om energi drives af Energistyrelsen og finansieres af Udenrigsministeriet gennem Klimapuljen.

Samarbejdet blev etableret i 2013 og har i dag fokus på at understøtte Vietnam i opfyldelsen af Parisaftalen og FN’s verdensmål inden for bl.a. energi og klima.

Som en del af samarbejdet gennemfører MOIT og Energistyrelsen en indsats omkring langsigtet energiplanlægning, integration af vedvarende energi i el-systemet og energieffektivisering i industrien.

Danmark har 16 myndighedspartnerskaber om energi med lande der til sammen udleder mere end 65 procent af verdens CO2. Ved at opbygge viden og kapacitet i partnerlandenes nationale myndigheder, styrkes de politiske beslutningstagere til at træffe bæredygtige og omkostningseffektive energipolitiske beslutninger, der understøtter den globale grønne omstilling. 

Related links

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kontakt

Relateret materiale

  • Dansk-hollandsk energisamarbejde skal accelerere grøn omstilling

    Både Danmark og Holland har ambitiøse 2030-klimamål, og et samarbejde kan give grønne kvantespring. Derfor vil de to lande i endnu højere grad dele viden og erfaringer på en række energiområder i et netop formaliseret samarbejde om grøn omstilling.

  • Energistyrelsen og vietnamesiske myndigheder i dialog om fremtidens havvind i Vietnam

    Energistyrelsen og den vietnamesiske Styrelse for Elektricitet og Vedvarende Energi udarbejder netop nu en ”Input to Roadmap” rapport, der skal bidrage til udviklingen af havvind i Vietnam. I dag afholdt Energistyrelsen og en række vietnamesiske myndigheder et webinar for at gennemgå rapportens anbefalinger og diskutere, hvordan den vietnamesiske regering kan sætte skub i udbygningen med havvind.

  • Vietnam zoomer ind på udbygning af havvind frem mod 2030

    Vietnam kan i 2030 opnå store bidrag til grøn omstilling fra havvindmøller. I dag præsenterer Energistyrelsen, i samarbejde med Verdensbanken, anbefalinger og scenarier for udviklingen af havvind i Vietnam.