Pressemeddelelse -
100 projekter søger energiteknologisk støtte
Den 5. marts var første af i alt to skæringsdatoer for ansøgere til Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) i 2021. 100 projekter har søgt om knap en milliard kroner i støtte.
Foråret er på vej – og det samme gælder nye klimavenlige projekter med fokus på udvikling og demonstration af ny teknologi. De 100 ansøgninger, der blev sendt ind ved fristen den 5. marts til EUDP, vil i den kommende tid blive bedømt og indstillet til EUDP’s bestyrelse, der i juni vil beslutte, hvem der skal have penge til nye grønne energiprojekter.
”I bestyrelsen ser vi nu frem til at bedømme de energiteknologiske projekter og deres mulighed for at øge vækst og beskæftigelse i Danmark. EUDP-projekter, der modtager tilsagn, skal blandt andet være ambitiøse i deres teknologiske fokus og have en rimelig chance for at klare sig på danske og internationale markeder,” siger Anne Grete Holmsgaard, formand for EUDP’s bestyrelse, der består af syv medlemmer.
Fordeling på fokusområder
De aktuelle ansøgere fordeler sig primært indenfor en række fokusområder for støtte, som EUDP’s bestyrelse har defineret som toneangivende frem mod 2030.
Flest ansøgere, 25 projekter, placerer sig inden for fokusområdet Mere grøn strøm – og til flere formål, 22 har søgt om støtte til projekter med fokus på Energieffektivitet, mens 12 har søgt om støtte til projekter om Tung transport og Power-to-X i stor skala. I alt er der i de 100 projekter søgt om støtte for et samlet beløb på 971 mio. kroner. Det tal topper samme runde fra det forgangne år, hvor 88 projekter søgte om 897 mio. kroner.
”Det er positivt at se, at interessen for energiteknologiske projekter fortsat stiger. 2020 var et historisk højt år for EUDP, når det gælder det samlede ansøgte beløb – og den første runde i 2021 indikerer, at interessen fortsat stiger, og at vi får endnu flere gode kræfter med i den fælles indsats for klimaet og beskæftigelsen frem mod 2030 og 2050,” siger Anne Grete Holmsgaard.
Fakta
Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) støtter hvert år virksomheder og universiteters arbejde med demonstration af nye, grønne energiteknologier. Det sker i en række perspektivrige projekter, der alle understøtter Danmarks målsætning om 70% CO2-reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050.
Siden etableringen i 2007 har EUDP støttet mere end 1000 innovative projekter med knap 5 mia. kr. Formålet er at bidrage med at fastholde en høj forsyningssikkerhed og reduktion i CO₂-udledningen – en indsats der går hånd i hånd med øget vækst og beskæftigelse i Danmark.
Kontakt
- Claus Meineche, sekretariatschef for EUDP, +45 3392 7793, clme@ens.dk
- Jonas Nørholm Larsen, fuldmægtig, +45 3392 7405 / jnln@ens.dk
Emner
- Virksomhed, generelt
Kategorier
- vedvarende energi
- klima og co2
- effektivisering & erhverv
- energiteknologi
Energistyrelsen arbejder for at sikre danske borgere og virksomheder en omkostningseffektiv, god og stabil forsyning af el, gas, varme, vand og telekommunikation samt håndtering af affald.
Energistyrelsen har ansvaret for hele energisektorens værdikæde fra energiproduktion, herunder efterforskning og indvinding, energiforsyning til energiforbrug, energieffektivisering og besparelser samt energiøkonomi og teknologiovervågning. Vi har også ansvaret for at understøtte den økonomiske effektivisering af forsyningssektoren, som foruden energi omfatter vand, affald og telekommunikation, herunder brugerforhold, forsyningspligt og statistik på teleområdet samt regulering af vandforsyning og håndtering af affald.
Energistyrelsen er ansvarlig for, at den danske energi- og forsyningslovgivning understøtter den ønskede udvikling og gennemfører til brug herfor løbende analyser og vurderinger af udviklingen nationalt og internationalt.
Energistyrelsen varetager Danmarks interesser på energi-, og forsyningsområdet i EU og søger gennem målrettet samarbejde med enkeltlande og internationale institutioner at udbrede de danske erfaringer med energiomstillingen til gavn for danske eksportvirksomheder.
Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og er en styrelse under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.