Pressemeddelelse -

Beskeden fremgang i kvaliteten af energimærkninger

Energistyrelsens årlige kvalitetskontrol af de indberettede energimærkninger for bygninger viser, at kvaliteten af energikonsulenternes rapporter er steget en smule i 2015. Men der er stadig 32 pct. af de kontrollerede rapporter, som havde et forkert energimærke. Det er for mange, mener Energistyrelsen, der de næste par år forventer at kunne se målbare resultater af den 7-punktsplan, der blev iværksat i 2015.

Det er vigtigt, at energikonsulenterne tildeler bygningerne det korrekte energimærke, da mærkerne har en dokumenteret effekt på boligens værdi. Energistyrelsens nye opgørelse for 2015 viser, at 68 pct. af de energimærkninger, der er kontrolleret, har haft det korrekt tildelte mærke. Det er en lille stigning i forhold til andelen i 2013-2014. Kontrollen af energimærkningsrapporterne viser også, at energikonsulenterne er blevet bedre til at stille og beregne energibesparelsesforslag, som er et af de primære formål med ordningen.

”Det er positivt, at vi på nogle områder ser et løft i kvaliteten af energikonsulenternes arbejde. Men med fejl i 32 pct. af mærkerne er vi dog langt fra i mål endnu. Vi forventer derfor, at vi de næste år vil opleve yderligere fremskridt på baggrund af den handlingsplan, vi iværksatte sidste år”, siger kontorchef Carl-Christian Munk-Nielsen, Energistyrelsen.

Energistyrelsen offentliggjorde sidste år en handlingsplan med syv indsatsområder, der skal hæve kvaliteten af energimærkningerne og forbedre ordningen. Energikonsulenterne skal bl.a. bestå et obligatorisk genopfriskningskursus hvert tredje år for at kunne virke som konsulent, ligesom handlingsplanen omfatter en helt ny uddannelse af energikonsulenter og BedreBolig konsulenter, som udbydes på en række uddannelsessteder.

Læs Energistyrelsens ”Kvalitetskontrol af energimærkninger udført i 2015”

Brugerundersøgelse viser tilfredshed med energimærkningsrapporten

Epinion har for Energistyrelsen gennemført en undersøgelse af brugernes tilfredshed med den eksisterende energimærkningsordning. Undersøgelsen viser, at der er et stort kendskab til energimærkningsordningen blandt boligejerne, og halvdelen tillægger rapporten og energimærket betydning, når de køber ny bolig. Selvom flere ønsker mere fokus på sproget og et mere visuelt design i energimærkningsrapporterne, er næsten 80 pct. tilfredse eller delvist tilfredse med rapporten. Og en tredjedel af de boligejere, der har fået energimærkningsrapporten i 2015, har allerede brugt rapportens renoverings- og besparelsesforslag, og endnu flere i især gruppen af boligejere med energimærke D, E, F eller G forventer at gøre brug af forslagene i fremtiden.

Læs Epinion’s ”Brugerundersøgelse af energimærkningsordningen”

Fakta:

  • Der blev i 2015 gennemført 58.180 energimærkninger. Siden 2006 er der gennemført godt 500.000 energimærkninger.
  • Energistyrelsen udtrækker 0,25 pct. af årets indberettede energimærkninger til en ekstern markkontrol, hvor en energikonsulent, der er godkendt til arbejdet, gennemgår bygningen og registrerer afvigelser. For 2015 er der udført 154 markkontroller for eksisterende byggeri og 18 kontroller for nybyggeri.
  • Af de 32 pct. energimærkninger, der har et forkert energimærke, har de 38 pct. en afvigelse på mindre end +/- 10 pct. af det beregnede energiforbrug. I disse tilfælde har energimærket ligget på vippen til en anden værdi, så selv en mindre afvigelse medfører en skalaændring.
  • Ved kvalitetskontrollen tildeles energimærkningerne point i fire kriterier, hvor point for energibesparelsesforslag udgør halvdelen af det samlede antal point. For energimærkninger udført i 2015 er der en stigning for maksimalt tildelte point i denne kategori på otte procentpoint.
  • Epinion’s brugerundersøgelse er baseret på telefoninterview med 1.006 personer, som har købt villa, række-/kædehus eller villalejlighed i løbet af 2015.

Kontakt:

Specialkonsulent Brian Gross Larsen, Center for Erhverv og Energieffektivitet, Tlf.: 33 92 66 39, BGLA@ens.dk
Pressechef Ture Falbe-Hansen, mobil: 25 13 78 46, tfh@ens.dk

Related links

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • effektivisering & erhverv

Energistyrelsen har ansvaret for hele kæden af opgaver knyttet til energiproduktion og forsyning, transport og forbrug af energi, herunder energieffektivisering og -besparelser samt nationale CO2-mål og indsats til begrænsning af udledningen af drivhusgasser.

Vi har desuden ansvaret for brugerforhold, forsyningspligt og statistik på teleområdet samt regulering af vandforsyning og håndtering af affald.

Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og er en styrelse under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet. Vi er ca. 400 beskæftiget i Energistyrelsen.

Kontakt

Ture Falbe-Hansen

Pressekontakt Pressechef Energistyrelsen +45 25 13 78 46

Laura Andersen

Pressekontakt Presserådgiver +45 33 95 09 06

Relateret materiale