Pressemeddelelse -

Staten fik godt 9 milliarder fra Nordsøen i 2015

De lave oliepriser i 2015 betød, at statens indtægter fra Nordsøaktiviteterne blev halveret til omkring 9,3 milliarder. Det fremgår af den økonomiske opgørelse, som Energistyrelsen offentliggør i dag.

Staten fik i 2015 omkring 9,3 mia. kr. i indtægter fra olie- og gasproduktionen i Nordsøen svarende til ca. 60 pct. af det samlede overskud. Der er tale om en halvering af indtægterne sammenlignet med 2014, hvor staten havde en indtægt fra Nordsøaktiviteterne på ca. 18,8 mia. kr. Statens indtægter i 2015 svarer til lidt over 1.600 kr. for hver borger i Danmark, så olie- og gasproduktionen leverer fortsat et betydeligt bidrag til samfundsøkonomien.

Faldet i indtægterne skyldes primært et kraftigt fald i olieprisen i perioden fra anden halvdel af 2014 indtil begyndelsen af 2016. Kun en meget lille del af faldet skyldes nedgang i produktionen. Det fremgår af de økonomiske opgørelser, som Energistyrelsen offentliggør i dag på styrelsens hjemmeside og prognoser for Danmarks olie- og gasproduktion 

Figur: Udvikling i statens samlede indtægter ved olie- og gasindvinding fra 1972-2015

Siden 1963 har Nordsøproduktionen bidraget med i alt 415 mia. kr. til statskassen (2015-priser).

Fald i værdien af dansk olie og gasproduktion

Den samlede værdi af den danske olie- og gasproduktion i 2015 skønnes til 24,8 mia. kr. Ifølge opgørelsen fordeler produktionsværdien sig med ca. 20 mia. kr. på olieproduktionen og 4,8 mia. kr. fra gasproduktionen. Produktionsværdien bestemmes af udbud og efterspørgsel på olie- og gasområdet, dollarkursen samt produktionens størrelse.

Stigende investeringer i feltudbygninger

Selskabernes investeringer i feltudbygninger steg i 2015 med omkring 9 pct. til knap 9,7 mia. kr. i forhold til 2014 (i 2015 priser). Beløbet kan især henføres til udbygningen af felterne Hejre, Syd Arne, Tyra og Valdemar. Samtidig er efterforskningsudgifterne for 2015opgjort til knap 1,4 mia. kr.. Det skønnes, at bl.a. de nye tilladelser i 7. udbudsrunde fremover vil bidrage til betydelige investeringer til efterforskningsaktiviteter.

Læs Økonomiafsnittet i "Danmarks olie- og gasproduktion 2015".

Se de økonomiske nøgletal 1972 - 2015.

Trinvis udgivelse af rapport om olie og gas

Afsnittet om ressourcer og prognoser er normalt en del af den årlige afrapportering om Danmarks olie og gasproduktion. Økonomiafsnittet er det sidste i den trinvise udgivelse af Årsrapporten for 2015, som indeholder følgende afsnit:

  • Koncessioner og efterforskning
  • Ressourcer og prognoser
  • Produktion
  • Økonomi

Det forventes, at Årsrapport for 2016 ligeledes vil blive udgivet trinvist på Energistyrelsens hjemmeside.

Energistyrelsens hjemmeside www.ens.dk indeholder desuden en række oplysninger om olie og gas. Det omfatter bl.a. produktionsdata, diverse oversigter over licenser, produktionsdata og feltdata. Derudover kan man finde oplysninger om anden anvendelse af undergrunden, bl.a. gaslagre og geotermi.

Kontakt

Pressechef Ture Falbe-Hansen, Energistyrelsen, mobil: 25 13 78 46, e-mail: tfh@ens.dk

Kontorchef Trine Fugmann, Energistyrelsen, mobil: 26 18 02 92, e-mail: tfu@ens.dk

Specialkonsulent Michael Bøg, tlf: 33 92 75 03, e-mail: mib@ens.dk

Related links

Emner

  • Virksomhed, generelt

Energistyrelsen har opgaver vedrørende energiproduktion, -forsyning og -forbrug samt indsatsen for at nedbringe CO2-udledningen. Styrelsen har desuden ansvaret for at understøtte den økonomiske effektivisering af forsyningssektoren, som foruden energi omfatter vand, affald og telekommunikation.

Vi har desuden ansvaret for brugerforhold, forsyningspligt og statistik på teleområdet samt regulering af vandforsyning og håndtering af affald.

Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og er en styrelse under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Der er ca. 360 personer beskæftiget i Energistyrelsen.


Kontakt

Relateret materiale

  • Fald i dansk produktion af olie og gas i 2014

    Produktionen af olie og gas fra de danske Nordsø-felter faldt igen i 2014, men faldet i produktionen er dog mindre end i tidligere år. Samtidig er udledningen af CO2 fra produktionsanlæggene faldet. Det fremgår af opgørelsen over Danmarks olie- og gasproduktion, som Energistyrelsen offentliggør i dag.

  • 16 nye tilladelser tildelt i 7. udbudsrunde – nu kan olieefterforskningen begynde

    Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt overrakte i dag ved en ceremoni i Energistyrelsen de 16 nye tilladelser i 7. udbudsrunde til efterforskning efter olie og gas i Nordsøen. De 12 selskaber har nu 6 år til at gøre nye fund, der kan øge den danske kulbrinteproduktion og dermed provenuet til statskassen.

  • Energistyrelsen nedskriver de danske olie- og gasressourcer

    Energistyrelsen offentliggør nye produktionsprognoser for olie og gas, hvor Danmarks olie- og gasressourcer i det forventede forløb er nedskrevet med ca. 4 pct. Danmark forventes fortsat at være nettoeksportør af olie frem til 2026 og for naturgas frem til og med 2032 – bortset fra enkelte år.

  • Energistyrelsen godkender plan for genopbygning af Tyra

    Energistyrelsen har i dag godkendt en plan for fuld genopbygning af anlæg på Tyra-feltet. Mærsk Olie og Gas A/S ansøgte den 28. april 2017 herom på vegne af Bevillingshaverne til Eneretsbevillingen og deres DUC partnere.

  • Energistyrelsen godkender salget af Mærsk Olie og Gas A/S

    Energistyrelsen har den 28. februar godkendt, at Mærsk Olie og Gas A/S overdrages til Total SA. Godkendelsen sker efter en undersøgelse af køberens økonomiske styrke og tekniske formåen samt evne til at drive og udvikle Eneretsbevillingen.