Pressemeddelelse -

Stigning i PSO-tariffen for 2. kvartal 2020

PSO-tariffen for 2. kvartal 2020 er fastsat til 6,1 øre per kWh. Det er en del højere end PSO-tariffen for 1. kvartal 2020.

Tariffen for 2. kvartal 2020 ligger væsentligt over sidste kvartals tarif på 2,6 øre/kWh og også over sidste års gennemsnitlige tarif på 3,8 øre/kWh. Det skyldes den lave, realisere elpris gennem de seneste måneder samt en forventning fra markedet omkring fortsat lave elpriser de kommende måneder.

PSO-tariffen er fastsat med udgangspunkt i en forwardpris på 224 kr./MWh (22,4 øre/kWh) i Østdanmark og på 209 kr./MWh (20,9 øre/kWh) i Vestdanmark. Disse priser er væsentlig lavere end priserne for forudgående kvartaler. Lave forwardpriser øger udgifterne til støtteberettiget produktion, idet lavere elpriser medfører højere tilskud til primært havvindmølleparker.

Med PSO-aftalen fra 2016 blev det besluttet at overflytte udgifterne til vedvarede energi fra PSO-tariffen til finansloven i årene frem mod 2022. Som resultat heraf er der blevet overført yderligere 1,2 mia. kr. fra PSO-tariffen til finansloven i forhold til 2019. Dette bidrager i høj grad til at reducere PSO-tariffen.

Den forventede, forbrugsvægtede gennemsnitlige PSO-tarif for 2020 ender på 4,8 øre/kWh, mens den i 2019 var på 3,8 øre/kWh.

Læs notatet med specifikation af PSO-tariffen for 2. kvartal 2020.

Hvad er PSO?

PSO står for Public Service Obligation og er en tarif, som bliver opkrævet over elregningen hos forbrugerne. Pengene går til at støtte miljøvenlig elproduktion og forskning og udvikling inden for elområdet.

PSO-tariffen beregnes forud for hvert kvartal. Det sker på baggrund af prognoser til de kommende tre måneders udvikling af elprisen, strømproduktion og elforbrug. Da det ikke er muligt præcist at forudsige priserne på elmarkedet, eller f.eks. hvor meget vindmøllerne producerer, så justeres PSO-tariffen for, hvad der er opkrævet for meget eller for lidt i de tidligere kvartaler.

Kontakt

Ingeborg Ørbech, Energistyrelsen, tlf: 33 924944, e-mail: irb@ens.dk, eller

Rune Motzkus, Energistyrelsen, tlf: 33 92 75 39, e-mail: rmo@ens.dk

Related links

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • forsyning
  • vedvarende energi

Energistyrelsen arbejder for at sikre danske borgere og virksomheder en omkostningseffektiv, god og stabil forsyning af el, gas, varme, vand og telekommunikation samt håndtering af affald.

Energistyrelsen har ansvaret for hele energisektorens værdikæde fra energiproduktion, herunder efterforskning og indvinding, energiforsyning til energiforbrug, energieffektivisering og besparelser samt energiøkonomi og teknologiovervågning. Vi har også ansvaret for at understøtte den økonomiske effektivisering af forsyningssektoren, som foruden energi omfatter vand, affald og telekommunikation, herunder brugerforhold, forsyningspligt og statistik på teleområdet samt regulering af vandforsyning og håndtering af affald.

Energistyrelsen er ansvarlig for, at den danske energi- og forsyningslovgivning understøtter den ønskede udvikling og gennemfører til brug herfor løbende analyser og vurderinger af udviklingen nationalt og internationalt.

Energistyrelsen varetager Danmarks interesser på energi-, og forsyningsområdet i EU og søger gennem målrettet samarbejde med enkeltlande og internationale institutioner at udbrede de danske erfaringer med energiomstillingen til gavn for danske eksportvirksomheder.

Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og er en styrelse under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Kontakt

Ture Falbe-Hansen

Pressekontakt Pressechef Energistyrelsen +45 25 13 78 46

Laura Andersen

Pressekontakt Presserådgiver +45 33 95 09 06

Relateret materiale