Pressemeddelelse -

Store potentialer for udfasning af olie- og gasfyr i det offentlige

4.440 kommunale og regionale bygninger opvarmes med enten olie- eller gasfyr. Og der er både penge og CO2 at spare ved at udskifte fyrene med fjernvarme eller varmepumper.

Landets kommuner og regioner kan se frem til en årlig besparelse på 67,5 mio. kr. og op mod 65.000 tons CO2 ved at udfase de olie- og gasfyr, der stadig anvendes i de kommunale og regionale bygninger. Det gælder bl.a. olie- og gasfyr i dag- og døgninstitutioner samt sundhedshuse. Det viser en ny undersøgelse, som Energistyrelsen har fået lavet, og som har kortlagt 4014 bygninger i landets kommuner og regioner, der opvarmes med gasfyr, og 426 bygninger, der opvarmes med oliefyr.

Undersøgelsen har også regnet på, hvor hurtigt investeringen til konverteringerne, der samlet estimeres til at være godt 1 mia. kr., vil være tilbagebetalt. Og hvis de identificerede olie- og gasfyr udfases i perioden 2023-2027 forventes initialinvesteringen for hele udfasningen at være tilbagebetalt i 2034.

”Det er utrolig vigtigt for den grønne omstilling, at olie og gas udfases som opvarmningskilder. Og set i lyset af krigen i Ukraine og de stigende energipriser er det blevet endnu mere aktuelt, at vi får kortlagt vejen til, at de danske kommuner og regioner bliver uafhængige af fossile brændsler. Det vil ikke alene gavne klimaet, men også økonomien lokalt” udtaler vicedirektør i Energistyrelsen, Stine Leth Rasmussen.

Læs undersøgelsen her 

Økonomisk gevinst ved energirenovering 

Foruden kortlægningen af olie- og gasfyr har Energistyrelsen også fået vurderet potentialet for rentable energirenoveringer i de kommunale bygninger. Rapporten viser, at kommunerne kan se frem til en årlig driftsøkonomisk gevinst på 654 mio. kr. ved at energirenovere den kommunale bygningsmasse. Den nødvendige investering for at opnå gevinsterne opgøres til ca. 8,2 mia. kr., og hvis kommunerne påbegynder energirenoveringerne i dag, kan de have betalt sig selv hjem i 2039.

Læs rapporten her

Samlet set vurderer rapporten, at den kommunale bygningsmasse kan reducere energibehovet med 629.000 MWh, hvilket svarer til ca. 59.000 tons CO2 årligt.

”Rapporten fremhæver, at det særligt er i vores sundheds- og undervisningsbygninger, at de største potentialer findes for at energirenovere. Det vil ikke alene give en bedre økonomi i kommunerne på sigt, men vil også have positive effekter på indeklima for borgerne”, fortæller Stine Leth Rasmussen.

Kontakt

Presserådgiver Laura Andersen, tlf: 33 95 09 06, e-mail: Lrsn@ens.dk

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • effektivisering & erhverv

Energistyrelsen arbejder for at sikre danske borgere og virksomheder en omkostningseffektiv, god og stabil forsyning af el, gas, varme, vand og telekommunikation samt håndtering af affald.

Energistyrelsen har ansvaret for hele energisektorens værdikæde fra energiproduktion, herunder efterforskning og indvinding, energiforsyning til energiforbrug, energieffektivisering og besparelser samt energiøkonomi og teknologiovervågning. Vi har også ansvaret for at understøtte den økonomiske effektivisering af forsyningssektoren, som foruden energi omfatter vand, affald og telekommunikation, herunder brugerforhold, forsyningspligt og statistik på teleområdet samt regulering af vandforsyning og håndtering af affald.

Energistyrelsen er ansvarlig for, at den danske energi- og forsyningslovgivning understøtter den ønskede udvikling og gennemfører til brug herfor løbende analyser og vurderinger af udviklingen nationalt og internationalt.

Energistyrelsen varetager Danmarks interesser på energi-, og forsyningsområdet i EU og søger gennem målrettet samarbejde med enkeltlande og internationale institutioner at udbrede de danske erfaringer med energiomstillingen til gavn for danske eksportvirksomheder.

Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og er en styrelse under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Kontakt

Ture Falbe-Hansen

Pressekontakt Pressechef Energistyrelsen +45 25 13 78 46

Laura Andersen

Pressekontakt Presserådgiver +45 33 95 09 06