Gå til indhold
NY INNOVATION MULIGGØR VEDVARENDE ENERGI PÅ SVÆRT TILGÆNGELIGE OMRÅDER OFFSHORE
NY INNOVATION MULIGGØR VEDVARENDE ENERGI PÅ SVÆRT TILGÆNGELIGE OMRÅDER OFFSHORE

Pressemeddelelse -

9-cifrede fondsmidler på vej ind hos lille dansk teknologiudvikler

Med afsæt i et EU innovationsfundsprojekt har virksomheden Floating Power Plant dokumenteret, at vedvarende energi af høj kvalitet kan produceres offshore.

Det er der vækstmuligheder i.

Floating Power Plant, som arbejder med grøn energiforsyning på svært tilgængelige områder offshore, har netop sikret sig betydelig støtte fra både EU's Innovationsfond og spanske myndigheder. Med multimillionbeløb i ryggen arbejder virksomheden nu på at realisere sit banebrydende projekt: En fuldskala platform, der kombinerer flydende havvind, bølgekraft og et avanceret brintanlæg. Dette unikke anlæg forventes at tage sin plads ud for Gran Canarias kyst i starten af 2027.

De tildelte midler rettes mod Floating Power Plant A/S og deres spanske datterselskab, den danske teknologiudvikler med visioner om højkvalitets grøn energi til verdensomspændende udfordringer, på grund af virksomhedens innovative tilgang, der åbner døren for grønne muligheder, som hidtil har været uden for rækkevidde – blandt andet skabelsen af en pålidelig kilde til grøn energi offshore.

Anders Køhler, direktør i Floating Power Plant, forklarer:
”Vi oplever en stor interesse fra områder, der traditionelt har stået over for udfordringer med at frigøre sig fra fossile brændstoffer. Sol og vind er naturlige aktører i et stort strømnet, men for områder uden pålidelig adgang til nettet, er sol og vind simpelthen for ustabile til, at grønne investeringer er en realitet. Her kan vores teknologi spille en afgørende rolle og hjælpe i områder, hvor der i dag udledes betydelige mængder CO2,” siger han.

Begyndte som et innovationsprojekt

Historien om Floating Power Plant blev accelereret via et innovationsprojekt O/G Decarb i regi af Energy Cluster Denmark. O/G Decarb havde til formål at reducere emissionerne fra olie- og gasproduktioner, hvor direkte elektrificering med strømkabel ikke var en mulighed. Her samarbejdede virksomheden med industriens største aktører om at afdække, hvordan olie- og gasanlæg kunne reducere CO2-udledningen fra produktionen ved at skifte til grøn energi – uden at stoppe produktionen på dage uden sol eller vind.

”Rammerne om vores idé og partnerskaber via Energy Cluster Denmark-projektet har været af stor betydning for vores udvikling. Den første omsætning kom sidste år, da en energivirksomhed ønskede at undersøge mulighederne for at elektrificere offshore faciliteter ved hjælp af netop denne teknologi,” siger Anders Køhler.

Potentiale i brintmarkedet

Floating Power Plant er vokset i takt med den stigende opmærksomhed. Da projektet med Energy Cluster Denmark begyndte, bestod virksomheden af godt en håndfuld ansatte og er i dag vokset til 15 medarbejdere, og de leder efter flere fremtidige medarbejdere.

Tallene viser klart, at Floating Power Plant ikke kun er i vækst, men også er i fuld gang med at realisere visionen om en grønnere fremtid, f.eks. indenfor brint, hvor Floating Power Plant ser potentiale i at blive en betroet aktør på det hastigt voksende power-to-X-marked, hvor efterspørgslen på brint forventes at stige betydeligt i fremtiden.

”Faciliteter, der ikke er tilknyttet strømnettet, står normalt over for udfordringer med at opretholde en pålidelig strømforsyning, medmindre de anvender en generator, der kører på fossile brændstoffer. Floating Power Plant leverer grøn strøm ved at overproducere energi fra vind og i nogle cases også bølgekraft, som derefter kan gemmes som brint på platformen. Efter at vi har integreret brint ombord, har markedet virkelig erkendt, hvilket unikt tilbud vi har. Uanset om brinten bruges som batteri eller som produkt, ser vi en enorm interesse og en lovende fremtid for vores teknologi,” siger Anders Køhler.

Innovationsprojektet er et godt eksempel på, hvad det betyder at samarbejde om innovation, siger Glenda Napier, CEO i Energy Cluster Denmark:

"Innovationsprojektet har leveret et proof of concept og leveret reel innovation og nye løsninger. Partnerne i projektet har sammen demonstreret, at det er muligt at forsyne offshore olie- og gasplatforme med pålidelig, vedvarende energi. Samtidig har man understreget brints potentiale som vigtig lagringsmulighed og vist, at overskydende brint som landeksport kan give grønnere gas onshore," siger Glenda Napier:

”Når partnerskaber både leverer på den grønne omstilling og skaber nye arbejdspladser, så kan vi kun være tilfredse med resultatet,” siger hun.

Emner

Regions


Sammen gør vi Danmark til grøn førernation for innovative og globale energiløsninger.

Kontakt

Sune Falther

Sune Falther

Press Contact Kommunikation +45 6160 0180
Jonas Nørholm Larsen

Jonas Nørholm Larsen

Communication Manager Kommunikation +45 2122 4304

Energy Cluster Denmark

Energy Cluster Denmark er Danmarks klyngeorganisation for den samlede energisektor. Vi bidrager til, at danske virksomheder udvikler ny innovation og teknologiske energiløsninger, som verden efterspørger.

Energy Cluster Denmark
Niels Jernes Vej 14
9220 Aalborg Øst
Danmark