Gå til indhold
“Målet er selvfølgelig 100 pct.  biogas i gasnettet. Og det er  realistisk”, siger Ole Hvelplund, Nature Energy
“Målet er selvfølgelig 100 pct. biogas i gasnettet. Og det er realistisk”, siger Ole Hvelplund, Nature Energy

Pressemeddelelse -

“Målet er selvfølgelig 100 pct. biogas i gasnettet. Og det er realistisk”

Spørgsmål/svar til Ole Hvelplund, direktør, Nature Energy

? Hvordan er biogas en bæredygtig energikilde?

! Så længe der er mennesker på jorden, vil der også genereres organisk affald. Vi kan med initiativer mod madspild og ændrede mad- og forbrugsvaner ændre på mængden og sammensætningen af affaldet, men helt undgå det kan vi ikke. Derfor er det en bunden opgave at udnytte den affald bedst muligt. Det gør vi ved at lave klimavenlig og CO2-neutral biogas. Biogas er bæredygtig, fordi det er cirkulær økonomi, når det er bedst: Privatpersoner, industri og landbrug genererer organisk affald, som omdannes til grøn og klimavenlig energi. Og så er det jo også vigtigt at nævne den afgassede gylle, som er et vigtigt restprodukt af produktionen. Det sender vi tilbage til landmændene. Og det er gylle, som er frigjort for det klimabelastende metan, og som samtidig indeholder flere næringsstoffer og optages bedre af afgrøderne.

? Hvordan placerer biogassen sig i energisystemet i forhold til naturgassen?

! Biogas er et helt centralt værktøj, hvis vi skal skabe europæisk energiuafhængighed. Hvor naturgas er en fossil energiform, som vi lige nu bl.a. køber fra Rusland, er biogas et både grønt, CO2-neutralt og lokalt forankret alternativ. Det er både godt for klimaet og for forsyningssikkerheden. I 2021 var 25 pct. af den gas, vi sendte gennem gasnettet i Danmark, grøn biogas. Det giver os verdens grønneste gasnettet. Målet er selvfølgelig 100pct. biogas i gasnettet. Og det er realistisk.

? Er der nok biogas til at dække efterspørgslen?

! Ja, der er nok biomasse til at dække efterspørgslen. Lige nu dækkes det danske gasbehov af både naturgas og biogas. Men der er stadig et stort og grønt potentiale i at blive bedre til at udnytte f.eks. danskernes madaffald. Lykkes det, kan vi producere endnu mere biogas og komme længere i den grønne omstilling. Med de rette betingelser, bl.a. udbygning og fremrykning af støttepuljer, kan vi inden for få år fylde hele vores gasnet med biogas. 2027 er realistisk, og vi er klar til at trykke speederen i bund og bygge flere storskala biogasanlæg.

? Hvordan ser det ud med infrastrukturen for biogassen?

! Vi har et veludbygget gasnet, og i sidste ende handler det om politisk vilje, hvorvidt vi sender grøn eller sort gas igennem det. Infrastrukturen kunne ikke være bedre. Biogas fylder i dag 27 procent af det danske gasnet, og det giver os verdens grønneste gasnet. I 2025 forventer man, at mere end 40 procent af gassen i nettet vil være biogas. Det, synes jeg, viser noget om, at vi er i en rivende udvikling, og at klimavenlig grøn biogas er helt centralt, når vi skal nå det danske 70pct. CO2-reduktionsmål.

? Hvilken rolle spiller biogassen, når vi snakker sektorkobling og Power-to-X?

! I Nature Energy har vi udviklet en Power-to-X teknologi, der har potentialet til at revolutionere vores biogasproduktion og gøre gasnettet til et stort batteri for den grønne strøm. Det vil bidrage til at løse den helt centrale problemstilling om lagring, vi står overfor i udviklingen af grønne energiformer. Når vi producerer biogas, står vi tilbage med store mængder af biogen eller ”ren” CO2. Kombinerer vi det med overskudsstrøm fra solceller og vindmøller, kan vi skabe PtX, og det gør det til en kæmpe grøn ressource i den grønne omstilling. Det er helt centralt, at vi arbejder tæt sammen på tværs af energisektoren, og med vores teknologi kan vi sammen gøre det danske gasforbrug CO2-neutralt allerede i 2034 – seks år tidligere end forventet.

? Hvad er biogassens rolle i fremtidens energisystem?

! Ingen af de grønne energiformer, vi som samfund har udviklet, kan klare det hele. Men sammen kan de forskellige energiformer dække en fuld og hel grøn omstilling. Vender vi blikket mod f.eks. tung transport og tung industri, er biogas en oplagt løsning, hvis man vil CO2-reducere. Med biogas skaber vi et grønt alternativ til olie og kul – både i gas og flydende form. Det bidrager til at skabe klimavenlige løsninger til gavn for den grønne omstilling, som giver en effekt her og nu. Vi tror på, at biogas har en væsentlig rolle at spille – både i Danmark, men også i udlandet. Og derfor er vi i Nature Energy også i fuld gang med at gøre vores erfaringer med storskala biogasanlæg gældende globalt. Tiden lige nu viser os med al tydelighed, at vi skal være selvforsynende med gas i Europa. Derfor er vi ikke i tvivl om, at biogas vil spille en stor rolle i energisystemet både nu og i fremtiden.”

Artiklen har tidligere været bragt i energiklyngens innovationsberetning, Energy TECH.

Emner

Regions


Sammen gør vi Danmark til grøn førernation for innovative og globale energiløsninger.

Kontakt

Rasmus Lund

Rasmus Lund

Pressekontakt Communications Manager Innovationsprojekter, presse, grøn omstilling. 53856038

Energy Cluster Denmark

Energy Cluster Denmark er Danmarks klyngeorganisation for den samlede energisektor. Vi bidrager til, at danske virksomheder udvikler ny innovation og teknologiske energiløsninger, som verden efterspørger.

Energy Cluster Denmark
Niels Jernes Vej 14
9220 Aalborg Øst
Danmark