Pressemeddelelse -

Den digitale omstilling hos små og mellemstore virksomheder stagnerer

De små og mellemstore virksomheder har det seneste år droslet ned for brugen af annoncer i lokale og landsdækkende aviser, pressemeddelelser og deltagelse på messer, men modsat hvad man måske kunne tro, har annoncer på sociale medier og online søgemaskiner langtfra overhalet de traditionelle markedsføringstiltag. Den seneste SMV-undersøgelse fra Eniro Danmark viser, at det stadig er netværk (37 pct.) og messer (34 pct.), der er de mest populære aktiviteter. På en tredjeplads kommer virksomhedsprofiler på sociale medier (24 pct), men først langt nede på listen støder man på digitale annonceringsmuligheder som annoncer på sociale medier (8 og 4 pct.).

”Når vi kigger på det seneste års udvikling, er der ikke sket den vækst i de små og mellemstore virksomheders brug af digitale markedsføringsaktiviteter, man ellers kunne forestille sig med de mange nye muligheder. SMV’erne har en opfattelse af, at det er svært at vurdere værdien af markedsføring på nettet, og at deres målgrupper er svære at ramme, men de digitale værktøjer gør netop, at markedsføringen kan målrettes og måles meget præcist,” lyder det fra Kristoffer Apollo, der er kommunikationschef i Eniro Danmark. Undersøgelsen viser nemlig, at 26 pct. af SMV’erne mener, at det er svært at vurdere værdien af digital markedsføring, mens 21 pct. mener, at målgruppen ikke kan rammes via internettet.

SMV’erne mangler en strategi
Udfordringen med at måle på indsatsen på trods af de mange muligheder, kan ifølge Eniro Danmark hænge sammen med, at kun lidt over halvdelen af virksomhederne svarer, at de har en strategi for markedsføringen. Og for virksomheder op til 49 ansatte gælder det for under halvdelen.

”Med en målrettet digital og lokal markedsføringsindsats kan man nå langt selv for et lille budget. Men det handler om at sætte sig nogle klare mål, kende sin målgruppe, kortlægge de mulige midler og så sætte ind med en effektiv indsats. Og så selvfølgelig evaluere på indsatsen løbende, så man sørger for, at markedsføringskronerne giver størst mulig effekt,” siger Kristoffer Apollo.

Forskelle mellem svenske og danske virksomheder
Det er fjerde år i træk, at Eniro tager temperaturen på de danske små og mellemstore virksomheders markedsføringsindsats, og som noget nyt har 700 svenske virksomhedsledere også deltaget i årets undersøgelse.

Mens der er få forskelle på de danske og svenske virksomheders primære markedsføringstiltag, er der forskelle blandt virksomhederne, når det kommer til brugen af sociale medier.

Mens Facebook er det mest populære sociale medie i både Danmark og Sverige, hvor hhv. 47 og 51 procent af virksomhederne er til stede, har 32 procent af de danske virksomheder en LinkedIn-profil mod 26 pct. af de svenske. De svenske virksomheder er til gengæld længere fremme, når det gælder Instagram og Twitter, hvor langt flere svenske virksomheder er til stede.

”De svenske virksomheder holder som de danske stadig fast i de mere traditionelle former for markedsføring, men når det kommer til at være til stede på sociale medier, er begge landes virksomheder godt med, for knap to ud af tre virksomheder er til stede på et eller flere medier. Derfor er det også tankevækkende, at så få virksomheder benytter sig af de annonceringsmuligheder, som de sociale medier tilbyder. I takt med at algoritmerne ændres, er der behov for at putte penge bag aktiviteten, hvis man vil nå kunderne og få noget ud af det indhold, man laver. Man kan dog stadig nå langt for et mindre budget, hvis man har styr på, hvem man vil ramme,” lyder det fra Kristoffer Apollo.

Fakta: Små og mellemstore virksomheder på sociale medier

  • De tre mest populære markedsføringstiltag blandt SMV’er er netværk og mund-til-mund-anbefalinger (37 pct.), deltagelse på messer, events o. lign. (34 pct.) samt virksomhedsprofiler på sociale medier, fx Facebook, Twitter, LinkedIn eller Instagram (24 pct.).
  • Fra 2015 til 2016 faldt andelen af virksomheder, der angiver, at annoncer i lokale aviser og blade er et af deres primære markedsføringstiltag, fra 23 pct. til 19 pct., mens annoncer i landsdækkende aviser og magasiner faldt fra 16 pct. til 13 pct.
  • 25 pct. angiver, at det er svært at vurdere værdien af digital markedsføring som den primære barriere for markedsføring på nettet, og 21 pct. svarer, at virksomhedens målgruppe er svær at ramme på nettet.
  • 55 pct. angiver, at de har en strategi for markedsføring, 27 pct. angiver, at de ikke har, mens 19 pct. svarer ’ved ikke’. Mens 65 pct. af de mellemstore virksomheder har en strategi, gælder det for hhv. 48 og 49 pct. af mikrovirksdsomhederne og de små virksomheder.
  • 47 pct. af de danske SMV’er har en profil på Facebook mod 51 pct. af de svenske.
  • 32 pct. af de danske SMV’er har en profil på LinkedIn mod 26 pct. af de svenske.
  • 9 pct. af de danske SMV’er har en profil på Instagram mod 18 pct. af de svenske.
  • 8 pct. af de danske SMV’er har en profil på Twitter mod 14 pct. af de svenske.

Om analysen
Tabelrapporten præsenterer resultaterne af en undersøgelse om virksomheders markedsføring og annoncering, der er gennemført af Radius Kommunikation på vegne af Eniro Krak. Undersøgelsen er gennemført i perioden 19. april til 2. maj 2016. Data er indsamlet i samarbejde med Userneeds, hvor i alt 800 ledere af danske mikro-, små og mellemstore virksomheder har deltaget.

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • eniro
  • markedsføring
  • sme
  • smv
  • smv-analysen
  • digital markedsføring

Om Eniro
Eniro er en førende søgevirksomhed for personer og virksomheder i Norden. Med kvalitetssikret indhold og en uovertruffen brugeroplevelse inspirerer Eniro til lokale opdagelser og bidrager til et levende lokalområde. Eniros indhold er tilgængeligt gennem internet- og mobiltjenester, trykte vejvisere samt nummeroplysnings- og sms-tjenester. I Danmark udgiver Eniro bl.a. online- og mobilsøgetjenesterne Krak, Proff og De Gule Sider samt Mostrup Vejviser, Den Røde Lokalbog og Kraks Kortbøger. Eniro-koncernen har ca. 1.900 ansatte i Sverige, Norge, Danmark, Polen og Finland. Virksomheden er noteret på Nasdaq OMX Stockholm [ENRO] og har hovedkontor i Stockholm. Læs mere om Eniro på www.enirogroup.com.

Kontakt

Renate Morken

Pressekontakt Kommunikationschef +47 476 03 968