DEBAT: Vi risikerer, at lærernes metodefrihed ikke er mere værd end det papir, det er skrevet på

Af Lars Juul Jensen, sekretariatschef i Brancheforeningen for Undervisningsmidler, og Kia Wied, centerleder for Nationalt Videncenter for Læremidler

Vi forventer, at lærerne tilpasser undervisningen til forskellige elever, faglige niveauer og lokale behov. Men den opgave bliver vanskelig, hvis lærerne ikke har et reelt udvalg af læremidler at vælge imellem.

Tal fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitets Grundskolepanel 2024 viser, at 49 procent af lærerne oplever, at udvalget af analoge læremidler er for lille. Samtidig svarer kun omkring hver tredje lærer, at de i høj eller meget høj grad har indflydelse på udvalget.

Det bør give anledning til eftertanke. Især fordi fagfornyelsen i de kommende år vil stille endnu større krav til lærernes didaktiske valg og vurderinger. Metodefrihed handler ikke alene om retten til at vælge, hvordan man underviser. Den forudsætter også adgang til relevante bøger, digitale løsninger og øvrige materialer, som kan understøtte forskellige didaktiske valg.

Fælles indkøb må ikke begrænse lærerne
Kommunerne spiller i dag en markant rolle i indkøbet af læremidler, særligt på det digitale område. En kortlægning fra Nationalt Videncenter for Læremidler viser, at læremiddelområdet hverken er fuldt ud centralt styret eller helt frit.

Kommunerne spiller en mere tilbagetrukket rolle, når det gælder analoge læremidler. Men på det digitale område er billedet anderledes. Her køber kommunen i seks ud af ti kommuner hovedparten af de digitale læremidler. Mange steder sker det i en hybrid model, hvor skolerne kan supplere de fælles indkøb i et vist omfang.

Fælles indkøb er ikke i sig selv et problem, idet det kan give økonomiske og administrative fordele. Problemet opstår, hvis den centrale styring efterlader lærere og skoler med så få valgmuligheder, at den professionelle dømmekraft bliver vanskelig at omsætte i praksis. Hvordan sikrer vi da kvaliteten af de læremidler, som lærere og skoler vælger imellem?

En klasse er ikke en standardiseret størrelse
Elever reagerer forskelligt på tekster, opgaver, visuelle greb og digitale formater. Et læremiddel, der fungerer godt i én klasse, er ikke nødvendigvis det rigtige i en anden. Derfor er variation ikke et ekstra gode. Det er en forudsætning for, at læreren kan tilrettelægge undervisningen med blik for både faglige mål, elevgruppen og skolens kultur.

Derfor er det en udfordring, hvis beslutningerne om læremidler træffes langt fra klasselokalet. Desuden risikerer vi at svække lærernes oplevelse af fagligt råderum. Det er bekymrende i en tid, hvor skolerne allerede har vanskeligt ved at rekruttere og fastholde uddannede lærere. Professionelt ansvar bør følges af reel professionel indflydelse.

Inddrag lærerne før indkøbene
Kommunerne bør sikre, at lærerne inddrages systematisk, før større indkøb og aftaler indgås. Skolerne bør samtidig have økonomisk og praktisk mulighed for at supplere de fælles løsninger, når elevernes eller fagenes behov kræver det. Indkøb bør vurderes på mere end pris og administration. De bør også vurderes på, om de skaber tilstrækkelig faglig bredde og didaktisk valgfrihed.

Og vigtigst af alt: Vi kan ikke nøjes med blot at give lærerne friheden til at vælge. Vi må også investere i den viden, de redskaber og de professionelle samtaler, som gør det muligt for lærere at vælge kvalificeret.

Med fagfornyelsen bliver denne diskussion kun mere aktuel. Men ambitionerne kan ikke realiseres, hvis lærernes valgmuligheder indsnævres af et for begrænset udvalg af læremidler. Ellers risikerer vi, at de store ambitioner bliver mindre synlige i klasselokalet end på papiret.