Pressemeddelelse —
Flytterod skygger for positiv udvikling: Coffea Sentio nærmer sig balance efter flere års lokationsjagt
Kaffebarvirksomheden Coffea Sentio øgede bruttofortjenesten med 14 procent i 2025. Flere års flytninger og høje lejeomkostninger præger fortsat regnskabet, men caféerne i Vejle og Horsens har nu fundet placeringer, der skal skabe en mere stabil drift.
Efter flere år med flytninger og store sæsonudsving tegner der sig et mere stabilt billede hos Coffea Sentio, der driver kaffebarer i Vejle og Horsens.
– Vi har måttet erkende, at en god beliggenhed ikke kun handler om mange kunder om sommeren. Det afgørende er en placering, der også fungerer i de stille måneder. Nu oplever vi, at begge caféer ligger de rigtige steder,siger direktør Jan Engberg.
Af det netop offentliggjorte årsregnskab for 2025 fremgår det, at bruttofortjenesten steg fra 683.000 kroner til 778.000 kroner i 2025. Resultatet før afskrivninger var positivt med 32.000 kroner, mens resultatet før skat blev et underskud på 37.000 kroner mod et overskud på 20.000 kroner året før. Stigende finansielle omkostninger trak bundlinjen ned.
Bedre vintersalg i Vejle
Coffea Sentio åbnede i Vissingsgade i 2019 og flyttede i 2021 til Vejles gågade. Her var somrene gode, mens vintersæsonen fra september til april var vanskelig.
I maj 2025 åbnede virksomheden en pop-up i Bryggen og overtog i oktober et fast lokale i centret. Her er vintersalget markant bedre, mens sommeromsætningen er på niveau med gågaden.
– Placeringen i Bryggen giver en mere jævn omsætning hen over året og gør det lettere at planlægge både bemanding og indkøb, siger Jan Engberg.
Lavere omkostninger i Horsens
Caféen i Horsens åbnede i Bytorv Horsens i 2020 og flyttede i oktober 2024 til et mindre og mere synligt lokale. Salget er faldet en smule, men huslejen er samtidig reduceret. Personaleomkostningerne steg i 2025 fra 623.000 kroner til 746.000 kroner, mens antallet af fuldtidsansatte voksede fra to til tre.
Coffea Sentio har fortsat negativ egenkapital, men ledelsen forventer, at de nye placeringer kan skabe en sundere drift og på sigt reetablere likviditet og egenkapital.
– Regnskabet bærer stadig præg af de flytninger, der har været nødvendige. Men den underliggende drift er tæt på balance, og vi står nu med to placeringer, der kan skabe en mere stabil økonomi, siger Jan Engberg.
Related links
Kategorier
Regions
Coffea Sentio er en cafékæde med lokaler i Vejle og Horsens, der serverer kaffe, bubble tea og andre drikke til både cafébesøgende og kunder på farten. Caféen har fokus på smagsoplevelser, kvalitet og et uformelt cafémiljø midt i byen. Læs mere på https://coffeasentio.dk/