Pressemeddelelse -
Generationsskifte i ejendomsvirksomheder: Nyt lovforslag glemmer partnerskaber
Dugfriskt lovforslag skal give ejendomsvirksomheder samme fordele som andre virksomheder ved generationsskifte. Særlige krav, som ikke stilles til andre brancher, giver dog urimelige og ulige vilkår, mener ekspert
Ejendomsvirksomheder ligestilles nu med andre erhvervsvirksomheder, når det gælder adgang til at overdrage virksomheden med succession. Det er resultatet af et nyt forslag, der i sidste uge blev fremsat i Folketinget. Med de nye regler ligger Regeringen op til, at det skal være skattefrit også i ejendomsbranchen at give stafetten videre til næste generation.
Ifølge ejendomsekspert har Danmark et velfungerende regelsæt, som sikrer, at der kan gennemføres generationsskifte i erhvervsvirksomheder, og ejendomsbranchen får nu også muligheden for at lave generationsskifte. Særkrav i det nye lovforslag betyder imidlertid, at en særlig type ejendomsselskaber efterlades på perronen.
– Historisk har man opfattet ejendom som et passivt aktiv, hvorfor ejendomsvirksomheder ikke har haft de samme gode skatteregler for generationsskifte. Det vil man lave om på nu, men desværre med krav specifikt for ejendomsvirksomheder om, at ejeren skal eje mere end 50 procent af virksomheden, samt at vedkommende skal deltage aktivt i driften, hvis skattefritagelsen skal muliggøres, siger Alex Kristensen, der er statsautoriseret revisor, ekspert i ejendomsspecialet og partner hos revisionsvirksomheden Redmark, og uddyber:
– Vi oplever, at mange ejendomsvirksomheder drives i partnerskaber med flere ejere – ofte to ejere i fællesskab med 50/50-ejerskab. Det er meget kapitaltungt at drive et ejendomsselskab, hvilket øger behovet for en partner. Det er således helt sædvanligt i ejendomsbranchen, at flere ejere i fællesskab og med aktiv deltagelse i driften driver et ejendomsselskab i fællesskab. Disse partnerskaber har ikke mulighed for at lave generationsskifte med de nye regler.
Kun ejendomsvirksomheder med aktiv deltagelse
De nye regler kræver, at ejeren af ejendomsvirksomheden deltager aktivt i driften, og det krav stilles ikke til andre virksomheder i Danmark. Med kravet vil man undgå, at der gennemføres generationsskifte med passive ejendomsinvesteringer.
– Mange danskere har passive investeringer i ejendomme som en del af deres formue. Regeringen ønsker ikke, at disse passive investeringer kan overdrages skattefrit til næste generation. Vi har fuld forståelse for dette krav om aktiv deltagelse i driften. Men det er en misforståelse at sidestille et ejerskab på 50 procent eller lavere med, at ejeren ikke deltager aktivt i driften, siger Alex Kristensen, som mener, at de eksisterende skatteregler allerede indeholder krav, som med fordel kunne kopieres til ejendomsvirksomheder.
– De nuværende regler for generationsskifte indeholder begrænsninger for ejerandele i virksomheder under 25 procent. Vi ser ingen grund til, at den samme praksis ikke anvendes på ejendomsvirksomheder. Lovforslaget bør ændres på dette område, så ejere med en ejerandel på mindst 25 procent i ejendomme også kan lave generationsskifte, siger Alex Kristensen.
Han frygter, at en manglende justering af dette vil skubbe ejendomme ud af hænderne på de danske familievirksomheder:
– Hvis partnerskaber i ejendomsbranchen ikke kan lave generationsskifte, vil disse ejendomme i stedet blive solgt og virksomhederne lukket. I så fald risikerer vi, at ejendommene vil blive samlet på færre hænder hos de kapitaltunge pensions- og kapitalfonde. Opkøbes de af udenlandske selskaber, kan det ydermere medføre tab af danske arbejdspladser, og det har næppe været intentionen, men kan blive udfaldet, siger Alex Kristensen.
Folketingets første behandling af Regeringens lovforslag fandt sted den 5. februar 2025.
Related links
Emner
Kategorier
Redmark er en af landet største rådgivnings- og revisionsvirksomheder med syv afdelinger og mere end 400 medarbejdere. Redmark er landsdækkende med kontorer i Aalborg, Hadsund, Randers, Viborg, Hadsten, Aarhus og København. Læs mere på www.redmark.dk