Gå til indhold
Indtjeningen fra byggeri skyder i vejret hos rådgivende ingeniører

Pressemeddelelse -

Indtjeningen fra byggeri skyder i vejret hos rådgivende ingeniører

Byggebranchen boomer, og gennem de seneste ti år er indtjeningen fra byggeri vokset med 86 procent hos medlemmerne af Foreningen af Rådgivende Ingeniører.

Der er godt gang i byggeriet i Danmark, og det ses også i omsætningen hos medlemmerne af Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI). På ti år er ingeniørernes omsætning inden for byggeri steget med 86 procent, fra 3 milliarder i 2012 til 5,6 milliarder i 2021, viser tal fra FRI.

Den udvikling kan man nikke genkendende til hos det rådgivende ingeniørfirma Klaus Nielsen A/S, der har oplevet en stigning i bruttofortjenesten på 80 procent de seneste ti år.

Vi har over 40 års erfaring med teknisk rådgivning inden for byggeri og ser tilbage på de senere år som nogle af de allertravleste. Og det stopper ikke her. Ordrebogen bugner, og vi forventer at give os i kast med mange nye byggeprojekter i nær fremtid, siger Flemming Hagen, direktør hos Klaus Nielsen A/S.

Undgår dyre fejl

Årsagen til de rådgivende ingeniørers popularitet skal ifølge Anders Buch, som forsker i ingeniøridentitet ved VIA University College, findes i et stigende behov for at sikre store initiativer i samfundet med viden.

Totalentreprenører, bygherrer og arkitekter ser en fordel i at uddelegere projekter til de rådgivende ingeniører, der har erfaring og rutine i at holde styr på byggeprocesser. Det er dyrt at lave fejl i byggebranchen som i resten af samfundet, og rådgiverne er med til at blåstemple byggeprocessen og sikre, at den bliver succesfuld, siger Anders Buch.

Hos Klaus Nielsen A/S kan man se tilbage på flere spændende byggeopgaver i de senere år. Heriblandt Toves Gaard – et kompliceret byggeri på Vesterbro med 106 ejerlejligheder, 5 erhvervslokaler og 3 byhuse, hvor Klaus Nielsen A/S projekterede alle konstruktioner, elinstallationer, VVS og ventilation i 3D.

– Bygningen er designet rundt om en eksisterende bevaringsværdig skorsten, som vi har styrket med nye fuger og sikret med sektionsvis understøbning, så kælderen mødes med skorstenens fundament. Kælderen, som skulle blive til P-kælder, går helt op til Enghavevej, så vi har udført dyb spunsning ud mod vejen for ikke at forstyrre trafikken, forklarer Flemming Hagen, direktør hos den nordsjællandske ingeniørvirksomhed.

Grønne boliger giver vækst

Den seneste konjunkturmåling fra FRI viser, at de rådgivende ingeniører forventer både fremgang i antallet af ordrer og medarbejdere i første del af 2022. Forventningerne til vækst er gødet af den politiske aftale fra 2020 om grøn renovering af almene boliger såvel som de mange udskudte byggeprojekter i forbindelse med coronas indtog og det løftede anlægsloft i 2021.

­– Modsat mange virksomheder i vores branche har coronakrisen på ingen måde nedsat aktivitetsniveauet hos os. Vi kom rigtig godt gennem 2021, og vi har fået en utrolig god start på 2022. Samtidig er det positivt at konstatere, at ordrebogen for resten af året ser rigtig fin ud, siger Flemming Hagen.

Related links

Emner

Kategorier


Klaus Nielsen A/S har mere end 40 års erfaring med teknisk rådgivning inden for byggeri. Gennem årene har virksomheden rådgivet staten, kommuner, erhvervsliv og private i forbindelse med både korte og længerevarende byggeprojekter. Læs mere på www.knas.dk

Velkommen til Epicent Public Relations A/S!

Siden 1999 har Epicent Relations Group leveret professionelle kommunikationsydelser til erhvervslivet. Epicent Public Relations A/S med kontorer i København, Aarhus, Aalborg og Kolding er fem år i træk kåret til Gazelle af Dagbladet Børsen. Vi specialiserer os i presseopgaver for kæder, B2B-virksomheder og webshops. Lokalt, regionalt, nationalt og internationalt

Epicent Public Relations A/S
Gåseagervej 12 E
8250 Egå
Denmark
Besøg vores andre nyhedsrum