Pressemeddelelse -
Ny partner hos 2Ø på Frederiksberg vil værne om den fysiske service
Katrina Akkermann er ny partner i 2Ø på Frederiksberg og vil med sin 18-årige brancheerfaring udvikle forretningen med særligt fokus på den personlige service i en digital tidsalder.
Katrina Akkermann er ny partner i den kombinerede optiker- og høreklinik 2Ø – øjne og ører – på Gammel Kongevej 121. Med 18 års erfaring i optikerbranchen som blandt andet HR-chef i Profil Optik og senest driftsleder hos en stor svensk optiker bringer hun solid ekspertise inden for kategoriledelse, produktstrategi og forretningsudvikling. Nu vender hun blikket mod sin gamle hjemstavn Frederiksberg for at videreudvikle 2Ø.
– Jeg ønskede at blive en del af 2Ø, fordi vi deler værdien om, at den personlige service gør forskellen. Det gælder i høj grad, når kunderne står over for at vælge eller få tilpasset briller og høreapparater, som er både betydningsfuldt og for nogle også kan være sårbart. Derfor har 2Ø stræbt efter på at skabe en tryg og hjemlig atmosfære, siger Katrina og tilføjer:
– Jeg er glad for at være tilbage på Frederiksberg, hvor jeg har boet i mange år, og flere genkender mig allerede fra mine daglige gåture med min hund Sigurd – han er også med i butikken og en del af den varme velkomst. Alle er velkomne ind hos os til en uddybende snak om syn og hørelse eller bare til en kop kaffe eller et glas bobler.
Med Katrina Akkermanns indtræden i ejerkredsen ser stifter af 2Ø Rasmus Bertelsen Planck store muligheder for forretningens videre udvikling.
–Vi ønsker ligesom i vores tre øvrige forretninger at udbrede kendskabet til vores tilbud om at få høreapparater uden ventetid og med mulighed for tilskud betalt af os - frem for det offentlige. Med Katrinas baggrund og forståelse for markedet på Frederiksberg kan vi formidle mulighederne på en måde, der resonerer med vores kunder, siger Rasmus Bertelsen Planck.
Forbrugerne vægter serviceniveau
Ole Storm Jørgensen, der er ekspert i forbrugeradfærd og detailhandel fra Erhvervsakademi Dania, understreger vigtigheden af personlig service for den fysiske handels succes.
– I en tid, hvor digitaliseringen presser de fysiske forretninger, har de en fordel i at differentiere sig gennem personlig service. Forbrugerne har fået flere penge mellem hænderne og er ofte villige til at betale lidt mere i en fysisk butik, hvis serviceniveauet er markant bedre end online, siger Ole Storm Jørgensen.
– Vi har gjort os umage med at vælge stel der er oppe i tiden og glæder os til at vise dem frem og finde det, der matcher den enkelte kundes smag og livsstil. Min optiker Margrethe er udover briller også passioneret omkring alle typer af kontaktlinser, og vores audiolog Ole har et bredt kendskab til alle høreapparater på markedet og kan derfor vejlede i det mest egnede til den enkelte, siger Katrina Akkermann.
Store-in-store-konceptet vinder frem
2Ø har skabt et koncept, hvor kunderne mødes af en loungestemning med sofaer, vin- og kaffebar. Den tilgang vinder frem i tiden, forklarer Ole Storm Jørgensen.
– Shop-in-shop-konceptet har tidligere været på tilbagetog, men vi ser nu en stigning i popularitet. Det handler om at tilføje en ekstra dimension til butiksoplevelsen – for eksempel gennem en integreret café eller bar. Det skaber en mere indbydende butik og tilfører noget ekstra til kundeoplevelsen, som mange forbrugere efterspørger i tiden, siger Ole Storm Jørgensen.
Jeg håber, beboerne på Frederiksberg vil kigge ind og byde Katrina velkommen, tilføjer Rasmus Bertelsen Planck.
Related links
Emner
Kategorier
Regions
2Ø er et forretningskoncept, der gør det lige så nemt at få et høreapparat, som det er at få nye briller. Med stort fokus på oplevelsen gør 2Ø det til en fornøjelse at teste syn såvel som hørelsen og gå derfra med styrkede sanser. Læs mere på www.2oe.dk