Gå til indhold
I Syd- og Sønderjylland kan der være langt til både egen læge og den ønskede uddannelsesinstitution, og det vil folketingskandidat Michael Mikkelsen gøre op med. Foto: PR.
I Syd- og Sønderjylland kan der være langt til både egen læge og den ønskede uddannelsesinstitution, og det vil folketingskandidat Michael Mikkelsen gøre op med. Foto: PR.

Pressemeddelelse -

Rystet kandidat: Der skal flere læger til syddanskerne – og det skal gå stærkt

Folketingskandidat i Syddanmark Michael Mikkelsen er rystet over, hvor usikkert det stadig er, om der reelt kommer flere læger til landsdelen. Han ønsker handling nu.

Med sundhedsreformen har Folketinget besluttet, at der i 2035 skal være 5000 praktiserende læger i Danmark – det er 1500 flere end i dag. Trods de gode intentioner advarer Michael Mikkelsen, der stiller op til folketingsvalget for Danmarksdemokraterne i Sydjyllands Storkreds, om at landsdelen stadig står med væsentlige udfordringer:

– Der er ikke skyggen af garanti for, at de ekstra læger bosætter sig i Syd- og Sønderjylland, og så er vi lige vidt. Der skal skrues kraftigt op for indsatsen med at tiltrække læger til landsdelens tyndt befolkede områder. Mange steder uden for de større byer i Syd- og Sønderjylland er der tale om et alvorligt sundhedsproblem. Det er uacceptabelt, og det skal der handles på, siger Michael Mikkelsen.

I et nyt notat fra Praktiserende Lægers Organisation peges der blandt andet på, at man kan tiltrække unge læger ved at oprette lægepraksisser, der drives af regionen, mens lægen håndterer patientarbejdet. På længere sigt kan den pågældende læge så få mulighed for at overtage klinikken.

– Jeg er i udgangspunktet tilhænger af de tiltag, der kan sikre, at folk får bedre adgang til egen praktiserende læge, Det er ekstremt vigtigt, og det er veldokumenteret, at den længevarende personlige relation til ens læge kommer med en lang række sundhedsmæssige fordele, siger Michael Mikkelsen.

I 2021 blev det i en norsk undersøgelse dokumenteret, at når patienten og lægen har en kontinuerlig og personlig relation, så fremmer det patientens sundhed, og der er mindre risiko for, at patienten får brug for lægevagten eller akut indlæggelse på sygehuset.

Pædagoguddannelse til Tønder

En anden stor mærkesag for Michael Mikkelsen peger i de unges retning. De største byer i Danmark har i alt for lang tid gaflet næsten alle store uddannelser i landet til sig. Det stopper nu, hvis det er op til Michael Mikkelsen.

Folketingskandidaten fremhæver, at i rapporten ’Erkendt, forsøgt løst, uløst’ fastslog Reformkommissionen sidste år, at unge med uforløst potentiale er blandt de største økonomiske udfordringer, Danmark står overfor. Næsten 20 procent af de 25-årige står ifølge rapporten uden anden uddannelse end grundskolen.

– Alt efter, hvor man bor, er der enorm forskel på, hvilke muligheder man har. Uddannelser er samlet på urimeligt få lokationer i de største byer. Det affolker mange landsdele for unge mennesker og efterlader de tilbageværende med begrænsede muligheder. Hvad er meningen med det? Uddannelsespolitik skal skabe en god fremtid for vores unge – ikke ødelægge den, siger Michael Mikkelsen og tilføjer:

– Vores landsdel har stor mangel på pædagoger og lærere, men vil du for eksempel læse til pædagog og bor i Tønder, så er der altså lang vej til Aabenraa, hvor nærmeste mulighed findes. Det samme gælder for en række andre helt almindelige uddannelser, som også burde være tilgængelige i yderområderne.

Emner

Kategorier

Regions


Michael Mikkelsen er kandidat for Danmarksdemokraterne ved det kommende folketingsvalg. Han er opstillet i Sydjyllands Storkreds, som tæller Aabenraa Kommune, Billund Kommune, Esbjerg Kommune, Fanø Kommune, Fredericia Kommune, Haderslev Kommune, Kolding Kommune, Sønderborg Kommune, Tønder Kommune, Varde Kommune, VejenKommune og Vejle Kommune.

Kontakt

Michael Mikkelsen

Michael Mikkelsen

Folketingskandidat, Danmarksdemokraterne (+45) 24 86 47 29

Velkommen til Epicent Public Relations A/S!

Siden 1999 har Epicent Relations Group leveret professionelle kommunikationsydelser til erhvervslivet. Epicent Public Relations A/S med kontorer i København, Aarhus, Aalborg og Kolding er fem år i træk kåret til Gazelle af Dagbladet Børsen. Vi specialiserer os i presseopgaver for kæder, B2B-virksomheder og webshops. Lokalt, regionalt, nationalt og internationalt

Epicent Public Relations A/S
Gåseagervej 12 E
8250 Egå
Denmark
Besøg vores andre nyhedsrum