Gå til indhold
Faglighed er fortsat en vigtig del af studierejsen, men fællesskab, oplevelser og personlig udvikling fylder mere end tidligere, mener lærer Anne Solbjerg fra Frederikssund Gymnasium.

Pressemeddelelse

Underviser: Studierejsen handler også om almendannelse

Faglighed er fortsat en vigtig del af studierejsen, men fællesskab, oplevelser og personlig udvikling fylder mere end tidligere, mener lærer Anne Solbjerg fra Frederikssund Gymnasium.

– Det sociale fylder rigtig meget på studieturen. Det gælder både i de mindre grupper og i klassefællesskabet som helhed. Men eleverne bliver også rykket i deres almene dannelse, når de skal navigere i nye omgivelser og opleve historiske steder, der gør et stort indtryk på dem, siger Anne Solbjerg, underviser på Frederikssund Gymnasium.

Med mange års erfaring som gymnasielærer og utallige studieture rundt i Europa oplever hun, at studieturen spiller en anden rolle end den daglige undervisning, og at det ofte er oplevelser uden for det planlagte program, der sætter de største spor.

Det kan for eksempel være, når eleverne i mindre grupper skal finde rundt i en storby og navigere i offentlige transportsystemer, eller når de besøger historiske steder, der gør et stort indtryk. Ifølge hende er det især mødet med stærke fortællinger – som ved et besøg på en koncentrationslejr eller ved mindesmærket Skoene ved Donau i Budapest – der sætter perspektiv på undervisningen.

– Eleverne sanser det hele. De ser, hører, mærker og bevæger sig i noget nyt. Den autenticitet er svær at skabe i skolen, og det er ofte de oplevelser, eleverne husker bedst, siger hun.

Styrker selvtillid og klassens fællesskab

Anne Solbjerg oplever samtidig, at studieturen kan rykke elever, der ellers ikke fylder meget i hverdagen, og styrke både deres selvtillid og klassens fællesskab.

– Nogle elever træder virkelig i karakter på turen. De bliver mere modige, tager ansvar og vokser med opgaven – også selvom det kan være grænseoverskridende undervejs. Når de kommer hjem, har mange en helt anden selvtillid, og det styrker både dem selv og fællesskabet i klassen, siger Anne Solbjerg.

Også mødet med lokale kan gøre stort indtryk. På en studietur til Dublin oplevede hun, hvordan en klasse dansede irsk folkedans med de lokale, som efterfølgende blev og talte med eleverne.

– Det gav eleverne mulighed for at træne sproget, men man kunne også mærke, at de blev mere og mere modige undervejs i samtalerne. Det var noget, de talte om længe efter, siger hun.

For nogle elever bliver studieturen også en øjenåbner i mødet med andre kulturer – særligt for dem, der ikke har rejst meget i forvejen.

Oplevelser slår pensum

Selvom det faglige fortsat er en vigtig del af studieturen, peger Anne Solbjerg på, at eleverne også opnår en form for læring, der opstår i mødet med virkeligheden.

Gymnasiet har også en opgave i at styrke elevernes almene dannelse, og her spiller studieturen en særlig rolle. Ifølge hende kan konkrete oplevelser være med til at gøre undervisningen mere nærværende og skabe nye perspektiver hos eleverne.

Det er noget helt andet at stå foran et historisk sted eller møde en virksomhed. Her får eleverne ofte aha-oplevelser, som er svære at skabe i undervisningen, siger hun.

Den udvikling genkendes hos AlfA Travel, der hvert år arrangerer mere end 1.200 studieture for danske skoler og gymnasier. Her oplever man, at der i stigende grad er fokus på, hvordan studieturen både kan styrke det faglige og elevernes trivsel.

– Vi oplever, at skolerne i dag i højere grad efterspørger studieture, der også understøtter klassens fællesskab og elevernes personlige udvikling – uden at det faglige bliver nedprioriteret, siger Jeanette Christensen, der er medejer af AlfA Travel.

Det stiller også krav til, hvordan turene tilrettelægges i praksis, og hos AlfA Travel er der stort fokus på at følge med udviklingen og møde skolernes behov.

– I vores dialog med skolerne oplever vi, at der i dag er større fokus på fællesskab, trivsel og oplevelser som en del af studieturen. Det påvirker også, hvordan turene bliver tilrettelagt, siger hun.

Ifølge hende opstår den største værdi netop i samspillet mellem det planlagte og det uforudsete:

– Studieturen er ikke enten faglig eller social. Den er begge dele. Når rammerne er rigtige, hænger det faglige indhold og elevernes oplevelser tæt sammen, og det er ofte dér, den største læring opstår, siger hun.

For Anne Solbjerg er pointen klar:

Det er ikke det faglige program, eleverne taler mest om, når de kommer hjem. Det er det, de har oplevet sammen – og den måde, det har rykket dem på, siger hun.

Related links

Emner

Kategorier


AlfA Travel er et dansk privatejet rejsebureau med speciale i skole- og studierejser og arrangerer hvert år studieture for mere end 1200 grupper på danske skoler og gymnasier. https://alfatravel.dk/

Kontakt