Pressemeddelelse -
Vand er steget 40 procent i Danmark – sådan sparer du 15.000 kroner årligt
Vandprisen er eksploderet siden 2015. Alligevel ved mange ikke, hvad de selv bruger. En almindelig familie kan med meget små hverdagsgreb spare op mod 15.000 kroner om året – det handler om vaneændring og bevidsthed.
Siden 2015 er den gennemsnitlige vandpris i Danmark steget fra omkring 60 kroner per kubikmeter til cirka 82 kroner i dag. Det er en stigning på knap 40 procent. For en familie på fire, der typisk bruger 140–160 kubikmeter om året, betyder det 3.000–3.500 kroner mere årligt end for ti år siden. Alligevel er vandforbruget en blind plet for de fleste danskere, mens de overvåger elprisen som aldrig før.
– Det er nærmest en hobby for danskerne i perioder at holde minutiøst øje med elpriserne. Den overvågning sker ikke med vand. Det er et problem, for selvom vandpriserne ikke varierer på timebasis som el, kan generel overvågning af ens vandforbrug være forskellen på mange tusinde kroner, siger Claus Jensen, forsynings- og vandrådgiver hos Brunata
Skjulte syndere
De fleste danskere ved godt, at de skal reagere, hvis toilettet løber eller vandhanen drypper, men et toilet kan løbe så svagt, at man knap kan se eller høre det. Det kan spilde op mod 100 kubikmeter om året, hvilket svarer til over 7.000 kroner. Samtidig viser europæiske studier af digital vandmåling reduktioner på op mod 25 procent, når forbrugere får indsigt i deres forbrug.
– Der er flere vandsyndere i hjemmet, som folk ikke opdager, og det er bogstaveligtalt penge, der bliver skyllet ud i afløbet. Når folk kan se deres forbrug sort på hvidt, ændrer de adfærd. Overvågningen af vandet betyder, at man dels kan opdage skjule utætheder, dels bliver opmærksom på egne vaner, der koster unødvendigt på vandregningen, siger Claus Jensen.
Seks råd, der sænker vandforbruget uden at sænke komforten
Små ændringer kan virke ubetydelige fra dag til dag. Men med den forhøjede vandpris, er det overraskende for mange, hvor mange penge der reelt er at spare med små greb i hverdagen.
– Hvis man følger de enkle hverdagsråd, kan man som familie potentielt spare mellem 10.000 og 15.000 kroner om året. Det er altså mange penge, siger Claus Jensen.
Enkle råd, der kan give besparelser på de mest almindelige hverdagsvandspild:
- Skru ned for badetiden: Et langt, varmt bad koster. Hvis man skærer tre minutter af sit daglige bad, kan man spare vand samt energi til opvarmning af vand. En firepersonersfamilie vil kunne spare op mod 5.000 kroner om året.
- Fyld vaskemaskine og opvaskemaskine helt: Maskinerne bruger stort set samme mængde vand, uanset om de er fyldte eller halvtomme, så det er direkte spild, ikke at fylde dem op før start.
- Følg dit forbrug løbende: Det kan være besparende at anvende en app til at følge sit forbrug, præcis som man følger elpriserne. Det kan afsløre både vaner og lækager og kan spare mange tusinde kroner om året.
- Sluk vandet under tandbørstning og indsæbning: Hvis vandhanen løber under tandbørstning, bruger man over 15 liter vand. For en familie på fire bliver det knap 50.000 liter vand og en regning på mindst 4.000 kroner om året.
- Brug det lille skyl på toilettet:Forskellen mellem det lille og store skyl er tre liter vand. En gennemsnitsdansker går på toilet seks gange om dagen, så en familie på fire kan derfor spare omkring 3.000 kroner om året.
- Køl drikkevand i køleskabet: Hvis vi lader hanen løbe, for at få et glas koldt vand, skylder vi i gennemsnit tre liter vand ud i vasken – op mod ti gange mere end det, vi ender med at drikke.
Related links
Emner
Regions
Brunata er en danskstiftet cleantechvirksomhed, der i dag er en del af den tyskejede Brunata-Minol-Zenner-koncern. De specialiserer sig i individuelle målere og systemer til forbrugsafregning af varme, vand og el i flerboligbyggerier, med fokus på præcis dataindsamling og energieffektivisering. www.brunata.dk