Pressemeddelelse -

Klimaaftrykket har stor betydning for vores valg af ny bolig

Din boligs klimaaftryk kan blive en trumf, når du skal sælge. For et stort flertal af befolkningen har det nemlig betydning, hvor klimavenlig deres næste bolig skal være, viser ny undersøgelse.

Boligens klimaaftryk påvirker i høj eller nogen grad mit valg af ny bolig. Sådan svarer 8 ud af 10 danskere i en befolkningsundersøgelse, som analysebureauet Epinion har lavet for ejendomsmæglerkæden Estate. For kun 15 pct. har boligens klimaftryk ingen eller lav betydning, når den nye bolig skal købes.

-På kun få år og især de seneste måneder er der sket et markant holdningsskred i forhold, hvor meget vores bolig må udlede. Det har fået stor betydning, når vi skal ud og købe ny bolig, om boligen er klimavenlig. Ikke kun fordi vi søger lave energiomkostninger, men fordi vi føler, at vi har et stærkt personligt ansvar for at nedbringe udledningen af klimagasser, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate.

Går du derfor og overvejer at klimaoptimere din bolig, er det ikke kun en positiv gerning i forhold til klimaet. Det kan også blive en fordel den dag, du skal sælge din bolig, mener Thomas Hovgaard.

-Der er ingen tvivl om, at en salgsopstilling på en bolig med et lavt energiforbrug, der tilmed er bæredygtigt eller ikke er fossilt, bliver studeret med ekstra opmærksomhed. Vi er ikke kommet dertil endnu, hvor man taler om sorte boliger, men de fleste ved godt, at vi hver især har et ansvar og en forpligtigelse til at bidrage til en grønnere verden, og boligen er nok det sted, som rummer det største reduktionspotentiale, siger Thomas Hovgaard.

Selvom man både har viljen og midlerne, er det dog ikke sikkert, at man kan gøre kort proces af sine klimaambitioner i boligen.

-Lige nu kæmper vi med galoperende priser på materialer på grund af konflikten mellem Ukraine og Rusland, så man kan ikke bare bestille en ny varmepumpe og forvente, at den bliver installeret i næste måned. Det samme gælder andre bæredygtige investeringer i boligen. På mange materialer og faggrupper er ventetiden lang og svær at forudsige.

For kommende ejere betyder den nye boligs klimaaftryk mere, end den gør for kommende lejere, viser undersøgelsen fra Epinion. Det overrasker ikke Estate.

-Vi er sikre på, at der er bred enighed om i befolkningen om, at vi skal gøre vores boligmasse mere bæredygtig, og her har boligejeren nok bare større indflydelse end lejeren på at påvirke boligen i en mere bæredygtig retning, siger Thomas Hovgaard.

Emner

  • Livsstil

Regions

  • Hovedstaden

Estate er en landsdækkende ejendomsmæglerkæde med 90 forretninger fordelt over hele Danmark. Ejendomsmæglerne i Estate har et stort lokalkendskab og mange års erfaring med at hjælpe danskere, der skal købe eller sælge bolig. Estate ejes af Nykredit Mægler, som er en del af Nykredit. 

Kontakt

Thomas Hovgaard

Pressekontakt Presseansvarlig Estate 30831052