Pressemeddelelse -

Boligudbuddet stiger som ventet

Boligudbuddet stiger altid fra påske til midt på sommeren. Det aktuelle boligudbud er stadig lavt, sammenlignet med tidligere år, viser tal.

Antallet af boliger til salg stiger, viser den seneste udvikling fra Boligsiden. Men der er ingen grund til at gå i panik, hvis man har sin bolig til salg, lyder det fra mæglerkæden Estate, som har analyseret udbudstallene.

Historisk med undtagelse af rekordåret 2020, stiger boligudbuddet altid fra påske og frem til midt på sommeren, viser tal fra 2015 til 2022. Der er lige nu godt 43.000 boliger til salg.

-Der er selvfølgelig ingen garantier for, at boligudbuddet ikke sagtens kan bryde normen og fortsætte med at stige, fordi vi lige nu oplever en sær kombination af stigende renter og høj inflation, men der bliver altid sat mange boliger til salg i foråret, og i sommerferien bruger vi sjældent tid på at handle boliger. Det plejer vi at genoptage, når vi er hjemme igen fra sydens sol, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate.

Han ser dog ikke det stigende boligudbud som en alarmerende udvikling.

-Boligudbuddet er stadig ret lavt, hvis vi sammenholder det nuværende niveau med de sidste mange år, fx siden finanskrisen, og skulle det stige med 10.000 boliger eller mere, vil det stadig ikke være helt på niveau med årene op til Corona, hvor boligmarkedet faktisk var ret intenst og dynamisk, med ca. 80.000 årlige handler, siger Thomas Hovgaard.

I Estate oplever man stadig stor interesse for både at købe og sælge, men man mærker også tidens uro på boligmarkedet.

-Mange er selvfølgelig bekymrede for, hvordan renteniveauet og inflationen vil påvirke deres næste bolighandel, og det er en sund tilgang at have, men langt de fleste kommer fra en anden bolig, så på den lange bane bør det ikke have stor betydning, hvornår man handler, hvis tidshorisonten ellers er lang nok. Hvis man derimod flytter til et område med traditionel lavere prisudvikling, vil det kunne komme til at have betydning for boligen som investering, siger Thomas Hovgaard.

Emner

  • Livsstil

Regions

  • Hovedstaden

Estate er en landsdækkende ejendomsmæglerkæde med 90 forretninger fordelt over hele Danmark. Ejendomsmæglerne i Estate har et stort lokalkendskab og mange års erfaring med at hjælpe danskere, der skal købe eller sælge bolig. Estate ejes af Nykredit Mægler, som er en del af Nykredit. 

Kontakt

Thomas Hovgaard

Pressekontakt Presseansvarlig Estate 30831052