Pressemeddelelse -

Massiv nedgang i nye sommerhuse til salg de sidste fem år

Sommerhusmarkedet er blevet varmere de seneste fem år, hvor især de seneste to år skiller sig ud med højere salg og lavere udbud. Det ser ud til at være ved at vende, når man kan rejse igen, men på den lange bane kan klimasamvittighed betyde ny optur på sommerhusmarkedet igen, vurderer Estate.

Danskerne er blevet meget glade for deres sommerhuse. Faktisk så glade, at de siden 2016 i langt mindre grad vælger at sætte dem til salg. Det viser den seneste udbudsstatistik fra Finans Danmark, som ejendomsmæglerkæden Estate har analyseret.

Mens danske boligejere i 2016 satte knap 11.000 sommerhuse til salg om måneden, er det tal her i efteråret 2021 mere end halveret, da kun 4.687 nye sommerhuse blev udbudt til salg.

-Det er ikke kun under pandemien, at vi har set, at sommerhuse er blevet mere populære. Tendensen har sådan set været på vej i årevis, men især siden 2019, altså et år før Corona, blev sommerhusejere i højere grad mere påholdende i forhold til at skille sig af med deres sommerhus, siger Thomas Hovgaard.

Han forventer, at tendensen formentlig vil blive brudt i 2022.

-Vi har netop set nye rekorder for udenlandsrejser i efterårsferien, som tyder på, at der ligger et opsparet rejsebehov, og når man tænker på, hvor mange sommerhuse, der blev købt i 2020 og 2021, fordi folk har haft et behov for at have et sted at koble fra, er det ret sandsynligt, at nogle af de nyslåede sommerhusejere vil sætte til salg igen og genoptage deres rejsevaner, siger Thomas Hovgaard.

På den lange bane kan udviklingen dog sagtens vende igen, mener han.

-Vores personlige klimaftryk bliver mere og mere genstand for selvransagelse, der er helt klart kommet en større opmærksomhed på de valg, vi træffer og hvilke klimaaftryk, de efterlader, og derfor vil sommerhuset måske kunne vinde en ny popularitet i fremtiden, når det for flere kan blive et spørgsmål om samvittighed, når ferierne skal planlægges, siger Thomas Hovgaard.

Emner

  • Livsstil

Regions

  • Hovedstaden

Estate er en landsdækkende ejendomsmæglerkæde med 95 forretninger fordelt over hele Danmark. Ejendomsmæglerne i Estate har et stort lokalkendskab og mange års erfaring med at hjælpe danskere, der skal købe eller sælge bolig. Estate ejes af Nykredit Mægler, som er en del af Nykredit. 

Kontakt

Thomas Hovgaard

Pressekontakt Presseansvarlig Estate 30831052