Pressemeddelelse -
Nybolig og Estate fylder mere på Danmarkskortet
Ejendomsmæglerkæderne Nybolig og Estate er vokset de seneste to år både i markedsandele og antal forretninger. Det er resultatet af en vækststrategi, som blev lanceret i 2018.
I 2018 præsenterede de Nykredit-ejerede ejendomsmæglerkæder Nybolig og Estate en vækststrategi, som gik ud på at åbne flere forretninger i hele landet og stige i markedsandele. Når kædernes forretningsdirektør Tina Hedegaard gør status 24 måneder efter lanceringen af vækstplanen, viser der sig en signifikant vækst i antallet af forretninger og i markedsandele.
Som landets andenstørste kæde er det lykkedes Nybolig i perioden at stige fra 18 pct. af det samlede marked til 18,75 pct. Og Estate har i samme periode øget sin volumen fra 4,9 pct. af det samlede marked til 5,1 pct.
-Vækst er ikke et mål i sig selv. For os handler det om at være til stede i hele landet med vores værditilbud til kunderne, og det, vi kan konstatere, er, at kunderne har kvitteret for den måde, vi gør tingene på, og det er et kæmpe skulderklap til de mere end 300 forretninger, som de to kæder tilsammen består af, siger Tina Hedegaard, forretningsdirektør i Nykredit Mægler, der oplyser, at der siden 2018 er åbnet godt 30 nye forretninger på tværs af de to brands.
Ifølge Tina Hedegaard er det især lykkedes at stige i markedsandele i perioden, fordi strategien har haft et højt fokus på kundernes behov frem for selve boligen.
-Traditionelt har vi ejendomsmæglere været meget optaget af boligen og salget af den, men vi kan se, at kunderne i langt højere grad efterspørger rådgivning allerede, når de første flyttetanker melder sig. At sælge boligen er ofte kun en del af den samlede pakke, som en ejendomsmægler tilbyder. Det handler i disse år og i fremtiden meget mere om at forstå kundens behov og hjælpe folk videre, uanset om det handler om køb, salg, leje eller en ny tilbygning, siger Tina Hedegaard.
Forstå kundernes livsfaser
Tina Hedegaard mener, at tiden kalder på en ny tilgang. Mens man som kunde selv kan meget digitalt, bliver behovet for den personlige rådgivning stærkere.
-I vores analysearbejde har vi identificeret en række livsfaser, som udløser nye boligbehov, og vi vil i langt højere grad fokusere på, hvor kunderne befinder sig i livet i forhold til at rådgive dem end kun at fokusere på kun at sælge boliger, og vi mener, at det vil skabe flere forretningsmuligheder, siger Tina Hedegaard, som forventer, at Estates og Nyboligs markedsandele vil fortsætte med at stige yderligere de næste år.
-De store kæders markedsandele har ligge meget stabilt i en årrække, men nu ser vi for første gang længe, at der sker forskydninger, og jeg tror, at de kæder, der ikke formår at tilpasse sig de nye behov og adfærd på boligmarkedet, på sigt vil blive mindre, siger Tina Hedegaard.
Emner
- Livsstil
Regions
- Hovedstaden