Pressemeddelelse -

Falk Lauritsen Rejser indgår samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne

Falk Lauritsen Rejser går aktivt ind i kampen mod overdreven solbadning. Målet er at få gjort folk opmærksomme på, at man nemt kan passe på sig selv, nyde solen og få store oplevelser uden at badeferien bliver kedeligere af den grund. Derfor har rejsebureauet nu indgået et samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.

Når vi rejser sydpå for at dase ved strand og pool, er der særlig risiko for høje UV-doser og solskoldninger. Hver fjerde danske forælder har oplevet, at deres yngste barn blev solskoldet på ferien og 40 procent af de 15-19-årige blev selv forbrændt viser en undersøgelse fra 2010. Børn og unge er særligt sårbare over for kræftfremkaldende stråling, da deres kroppe er under udvikling. For Falk Lauritsen Rejser er vejen frem kommunikation og gode råd om solbeskyttelse til de voksne, så de kan passe på sig selv og være rollemodeller for børn og unge, når det gælder ophold i solen.

Badeferier er meget mere end sol
”At holde ferie sydpå er mange ting. Det er den afslappede stemning, det er de lune aftener, de eksotiske dufte, den lækre middelhavsmad, de farverige markeder og store kulturoplevelser. Solbadning er også en væsentlig ferieingrediens for mange, men her gælder det som med meget andet her i livet: overdriver man, kan det give bagslag. Dels kan man få ødelagt en eller flere kostbare feriedage, hvis man bliver solskoldet, og dels kan det få meget større og alvorligere konsekvenser på længere sigt”, fortæller direktør Søren Falk Lauritsen og fortsætter:

“Som rejsearrangør ser vi det som en vigtig opgave at ruste vores gæster på alle niveauer af rejsen, og vi vil appellere til at de også passer godt på hinanden undervejs. Vi vil gøre, alt hvad vi overhovedet kan for at øge vores gæsters bevidsthed om sundhed og sikkerhed og informere dem bedst muligt, så de får en god og sikker ferie – også når det gælder at dyrke sol med omtanke”, siger Søren Falk Lauritsen.

Falk Lauritsen Rejser har sammen med Solkampagnen taget en række konkrete initiativer, som vil blive iværksat i 2013. Falk Lauritsen Rejser vil have informationer om solbeskyttelse på sin hjemmeside, i rejsemagasiner, velkomstmail og informationsmapper og vil uddele Solkampagnens materialer til de rejsende. ”Solbeskyttelse” er også blevet nyt emne i Falk Lauritsen Rejsers uddannelse af rejseledere.

Kommunikation af sunde solvaner
”For mange danskere rammes af kræft i huden. Skal udviklingen vendes, skal vi passe bedre på i solen - også når vi rejser sydpå. Vores hud er ikke skabt til så stærk uv-stråling og derfor ender alt for mange med en solskoldning. Heldigvis kan man forebygge ved at søge skygge i det tidsrum, hvor solen er stærkest og dække huden med tøj og solcreme. Vi er glade for, at Falk Lauritsen Rejser bidrager til arbejdet med at fortælle danskerne, at de både kan nyde solen på ferien og beskytte sig mod kræft i huden.” forklarer projektchef for Solkampagnen, Peter Dalum.

For yderligere informationer kontakt Søren Falk Lauritsen på 2128 5433
Projektchef Peter Dalum, Kræftens Bekæmpelse på 3525 7570


Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • kræftens bekæmpelse
  • kræftens bekæmpelse og trygfondens solkampagne
  • charterferie
  • charterrejser
  • falk lauritsen
  • falk laurisen rejser
  • rejser
  • rejse
  • ferie
  • solbeskyttelse

Falk Lauritsen Rejser har rødder tilbage til 1967, hvor familien Falk Lauritsen for første gang sendte feriegæster til den spanske ferieø Mallorca. I 2011 og 2012 er Falk Lauritsen blevet kåret til Danmarks bedste charterbureau. I 2013 forventer selskabet at sende ca. 80.000 danskere syd på til sol- og badeferie.

Relateret materiale