Pressemeddelelse -
FDM travel kårer bedste videorejsetips
Stadig flere danskere bruger andre rejsendes tip på internettet som inspiration til den næste ferie. Ny stor konkurrence kårer nu de bedste videorejsetips.
De populære rejsetips på FDM travels hjemmeside kommer nu også i levende billeder. 1. juli startede FDM travels store videokonkurrence, hvor brugerne selv kan uploade deres egne bedste rejsetips fra ferien optaget med mobiltelefon eller videokamera.
”På vores website kan rejsende udveksle tips og finde inspiration. Det er noget, vi er stolte af og gerne vil styrke i fremtiden. Med teknologien i dag er det muligt nemt at optage sine egne små film på mobiltelefonen eller et lille videokamera, hvor man viser og fortæller om f.eks. den bedste restaurant eller den smukkeste strand fra sommerferien. Vi hjælper med at lægge videoen på nettet, så andre kan få glæde af tippet, og belønner de bedste videorejsetips,” siger salgs- og marketingschef i FDM travel, Brian Andersen, og tilføjer:
”Derfor håber vi, at mange vil tage ideen til sig og begynde at uploade deres egne rejsefilm. Gode råd fra andre rejsende er bare mere spændende, når der er lyd og levende billeder af, hvordan man kommer rundt i Berlin på cykel eller er med helt ude på de gode surf strande i Australien.”
At der er interesse for andres rejsetips, viste en undersøgelse, FDM travel tidligere på året fik foretaget. Her svarede 88 pct. af de adspurgte, at de altid eller ofte læser andres rejsetips på nettet, inden de selv bestiller en rejse. Den interesse regner FDM travel ikke med bliver mindre med de nye videorejsetips. I alt 1.142 deltog i undersøgelsen.
”Selve konkurrencen består af fire heats, og det er brugerne, der bestemmer heatvinderne. Alle heatvinderne vinder to flybilletter til en valgfri destination i Europa. I finalen kåres det bedste videorejsetip af FDM travel ud fra kriterierne kreativitet, underholdningsværdi, informationsværdi og originalitet. Vinderen får et rejsegavekort til en værdi af 15.000 kr.,” siger Brian Andersen.
Læs mere om konkurrencen og se de uploadede videorejsetips på www.fdm-travel.dk/web-tv. Konkurrencen løber indtil 25. august. Det er gratis at deltage.
Emner
- Turisme
Kategorier
- fdm-travel
- fdm
- rejsetips
- videorejsetips
- bedste restaurant
- smukkeste strand
- sommerferie
- brian andersen
- rejsefilm
- berlin
- australien
FDM travel er grundlagt i 1950 og er specialist i individuelle rejser. 255.000 valgte i 2009 at rejse med FDM travel. FDM travel har bureauer i 10 danske byer og beskæftiger 140 medarbejdere. FDM travel er ejet af FDM, der med 240.000 husstande er Danmarks største interesse- og forbrugerorganisation.