Pressemeddelelse -

fødevareBanken forvandler madspild til måltid – også i julen

Seks dage om ugen, året rundt formidler fødevareBanken overskudsmad til socialt udsatte. Og i julen får den et ekstra hak, når ngo-organisationen formidler overskudsmad fra Nettobutikker i landets fem største byer.

Overskudsmad fra Netto-butikkerne i landets fem største byer, bliver den 24. december til måltider for socialt udsatte i stedet for at ende i skraldespanden.

Det er resultatet af et samarbejde mellem fødevareBanken, Netto og Kirkens Korshær.

Netto står med en omfattende mængde overskudsmad, der ellers skulle være smidt ud, da kæden holder lukket den 24., 25., og 26. december, Kirkens Korshær står med en række herberger og væresteder, der mangler mad - og fødevareBanken bygger bro mellem de to.

”Mad skal spises af mennesker, der har brug for det – og ikke smides ud. Det er vores motto, som vi arbejder efter hver eneste dag, året rundt. Dette gælder selvfølgelig også i julen. Derfor er vi glade for, at to af vores gode samarbejdspartnere, Netto og Kirkens Korshær, med vores mellemkomst har etableret et meningsfuldt samarbejde, der rammer lige ned i det, der er vores kerne – nemlig at bygge bro mellem de virksomheder, der har madspild og de organisationer, der arbejder med socialt udsatte,” siger fødevareBankens direktør Karen-Inger Thorsen.

Det drejer sig i år om de største Netto-butikker i henholdsvis København, Aarhus, Aalborg, Esbjerg og Odense. Maden sorteres tidligt juleaftensmorgen, hvorefter Nettos lastbiler afhenter maden og bringer den ud til Kirkens Korshærs herberger og væresteder i de fem byer i løbet af formiddagen.

Her bliver maden dels brugt til en særlig julemiddag, ligesom brugerne de fleste steder får en julepakke med hjem. Herudover indgår maden i det, der bliver serveret mellem jul og nytår ligesom evt. resterende mad fryses ned til senere brug.

Overskudsmaden fra Netto lever naturligvis op til de kvalitetskrav, der også normalt gælder for fødevareBanken. Det vil sige, at intet af maden er for gammelt eller dårligt. Det følger kølekæden, ligesom der er styr på, hvem maden leveres til, så sporbarheden er intakt. 

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • fødevarer
  • frivillige
  • måltid

fødevareBanken er en non-profit organisation, der bekæmper madspild og madfattigdom i Danmark. På den ene side kasseres der dagligt enorme mængder mad i fødevarebranchen, hvilket betyder spild af ressourcer og en belastning for miljøet. På den anden side er en del af de dårligst stillede i vores samfund ofte frataget muligheden for et dagligt og nærende måltid, som har afgørende betydning for deres sundhed. Det kæmper vi for at ændre.

Kontakt

Rebecca Rasmussen-Kihl

Pressekontakt Kommunikation og presse 60 11 16 45

Christian Lunøe

Pressekontakt Kommunikation og presse 26441701