Det er ikke for sent at stoppe spiralen af had

Voldsomme sammenstød mellem myndigheder og demonstranter, uhyggelige knivoverfald, chikane og selvtægt. Volden har spredt sig i Jerusalem og på Vestbredden. Men det er ikke for sent at opnå fred og forsoning

Af Antony Grange, regional repræsentant for Folkekirkens Nødhjælp i Mellemøsten og Nordafrika

JERUSALEM: Mit team i Jerusalem ligger vågne om natten i disse dage. Lytter til sirener. Helikoptere. Hele tiden tikker der sms’er ind med nyheder om nye sammenstød eller overfald. Områder i byen man skal undgå.

Vi har i de seneste uger oplevet en voldsom eskalering af protester og vold mod både palæstinensere og israelere. Stemningen er trist og anspændt. Og vores medarbejdere er bange. Går tidligt for at hente deres børn fra skole, fordi de er nervøse for, at de bliver fanget i uroligheder. Eller bliver hjemme, for undgå at krydse de checkpoints, der adskiller Østjerusalem fra resten af Vestbredden. Sidst på eftermiddagen bryder protesterne ud omkring de forhadte checkpoints.

Protester og vold breder sig

Overalt i de besatte områder protesterer grupper af palæstinensere. Det udvikler sig ofte til voldelige sammenstød mellem stenkastende demonstranter og et israelsk militær, der svarer hårhændet igen. En bølge af bosættervold gør situationen endnu mere kaotisk. Røde Halvmåne har erklæret undtagelsestilstand på Vestbredden, da de har svært ved at operere - blandt andet på grund af angreb og chikane fra bosættere og militær.

Vi oplever samtidig en foruroligende stigning i antallet af angreb på israelske civile. Knivoverfald - ofte begået af helt unge palæstinensere - breder sig. Vi har også set skudangreb og påkørsler af civile.

De sociale medier bugner med videoer af overgreb, der skaber frygt og had. Det hjælper ikke, at både dele af det israelske politiske lederskab og visse palæstinensiske grupperinger opfordrer til vold og selvtægt. Risikoen for, at volden fortsætter længe, er stor.

Kritik fra menneskerettighedsorganisationer

De menneskelige og humanitære konsekvenser er enorme. Et estimat fra FN’s humanitære kontor i sidste uge lød på, at 26 palæstinensere og 4 israelere blev dræbt fra den 1. til 12. oktober, og 3600 palæstinensere og 40 israelere blev såret. Siden er endnu flere blevet dræbt og såret.

Amnesty International og FN’s Agentur for Palæstinensiske Flygtninge kritiserer Israels militær for overdreven magtanvendelse mod palæstinensiske demonstranter, og understreger, at meget tyder på, at det er i strid med folkeretten. Alle angreb på israelske civile fordømmes af både Amnesty International og organisationen Btselem, men de bemærker samtidig, at også modsvaret på disse angreb i flere tilfælde kan være i strid med international lov.

Tabt håb og ung desperation

Sammen med ACT Palæstina – en sammenslutning af 16 kirkelige organisationer – har vi netop udsendt en fælles appel om at adressere årsagerne til, at situationen udvikler sig som den gør lige nu.

Den palæstinensiske befolkning har levet under militær besættelse i snart 50 år. En besættelse er i sin essens voldelig, usikker og utryg. Og vi ser ingen forbedringer i beskyttelsen af civile eller i den humanitære situation i de lokalsamfund, hvor vi arbejder. Tværtimod. I Gaza er den humanitære situationen næsten ubærlig på grund af blokaden og stribens isolation. Vi oplever hele tiden, at palæstinensiske hjem rives ned. At børn har svært ved at gå i skole i fred for bosættere. At oliventræer fældes af bosættere eller militær. At familier mister adgang til deres jord.

De her konsekvente brud på folkeretten skaber en ekstrem frustration og desperation. Det samme gør følelsen af, at tidligere forsøg på at løse konflikten af fredelig vej kun leder til skuffelse. En fornemmelse af totalt svigt fra det internationale samfund.

Argumentet for opretholdelsen af besættelsen er oftest sikkerhed. I de her dage ser vi dog igen, at mure, checkpoints og blokade ikke skaber sikkerhed. Hverken for palæstinensere eller israelere. Tværtimod. De skaber adskillelse, gensidig stigmatisering og en så ekstrem frustration, at nogle mennesker ser vold som eneste udvej.

Håb om et liv uden besættelse og vold

Vi må skabe håb for lige rettigheder og fred i en generation af palæstinensere og israelere, vi ellers risikerer at miste til gensidigt had og en komplet manglende tro på en anden virkelighed.

Det er ikke for sent. Vi ved fra vores arbejde med palæstinensiske græsrodsorganisationer, at rigtig mange palæstinensere mest af alt er drevet af ønsket om et liv med muligheder, rettigheder og perspektiver for deres børn.

Hvis vi kan opnå det, er fred og forsoning faktisk ikke så svært at forestille sig. Samme fornemmelse får vi, når vi arbejder med israelske menneskerettighedsforkæmpere, der holder fast i deres kamp for at sikre palæstinensere og israelere lige rettigheder.

En afslutning på besættelsen er ikke nødvendigvis lig med en afslutning på konflikten. Ikke med det samme i hvert fald. Der er for megen historik og radikalisering på begge sider. Men en ende på besættelsen er nødvendig, hvis man ønsker bæredygtig fred. Det kan blive værre i Israel og Palæstina. Men det kan også blive bedre, mere retfærdigt, mere demokratisk - for to folk, der allerede har gennemlevet al for megen undertrykkelse, vold og frygt. Det kræver, at det internationale samfund reelt holder parterne til ansvar for overtrædelser af menneske- og folkeret og sætter alt ind på at sikre kickstart af en meningsfuld, rettighedsbaseret fredsproces.

Bragt i Politiken lørdag den 24. oktober 2016