Gå til indhold
Folketeatret præsenterer 'Nye tider'

Pressemeddelelse -

Folketeatret præsenterer 'Nye tider'

Nye tider er en stjernebesat komedie om lysten til at blive skilt efter 50 års ægteskab – hvis man da kan få lov af de voksne børn. Nye tider instrueres af Kasper Wilton og er skrevet af Bess Wohl. Forestillingen får premiere den 12. april 2024 på Folketeatret.

Om forestillingen

Ægteparret Bill og Nancy kender hinanden til håbløshed. De er netop flyttet ind i en seniorbolig, da Nancy over aftensmaden meddeler, at hun vil skilles. Bill tager det med ro, for han har fundet en ny passion i sit liv og har fået sig en veninde. Parrets voksne sønner er dog bestyrtede, for betyder det, at hele deres barndom har været bygget på et bedrag om det perfekte ægteskab?

Spørgsmålet om, hvad kærlighed egentlig er, bringes i spil, og ingen har svarene, heller ikke sønnernes kærester, der mere eller mindre frivilligt blandes ind i samlivets krise.

Nye tider er en tankevækkende og genkendelig komedie om kærligheds- og livskriser, skildret med ærlighed, humor og håb: Det er aldrig for sent at prøve at få det bedste ud af livet.

Holdet bag & på scenen

I Nye tider kan publikum glæde sig til at opleve Waage Sandø i rollen som ægtemanden Bill. Med en bred vifte af teater, tv og film på sit cv er Waage Sandø en folkekær skuespiller. På de skrå brædder har han medvirket i Don Juan (1978) på Odense Teater, Tartuffe ‘86 (1986) på Folketeatret og Sælsomt mellemspil (1999) på Det Kongelige Teater. Mange husker ham for sine roller i Rejseholdet (2000-2004), Badehotellet (2013-2023) og ikke mindst som direktør Kaj Holger Nielsen i den populære tv-serie Krøniken (2004-2007).

Overfor Waage Sandø kan publikum opleve Ulla Henningsen som Bills kone. Gennem Ulla Henningsens lange karriere kan hendes præstationer i Blodbrødre (1986) og Woyzeck (2001) på Betty Nansen Teatret fremhæves, hvor Ulla Henningsen modtog Årets Reumert for bedste kvindelige birolle for sin rolle som Margret i Woyzeck. Hun fik sit folkelige gennembrud, da hun i 1978-82 medvirkede Lise Nørgaards tv-serie Matador, og hun har efterfølgende slået sit talent fast med sin medvirken i tv-serier som Kald mig Liva (1992) og Rejseholdet (2000-2004). De flankeres af Sonja Oppenhagen, der har gjort indtryk på teatret såvel som foran kameraet. Hun har tidligere spillet over for Ulla Henningsen i Matador (1978-1982) og ligeledes over for Waage Sandø i Badehotellet (2013-2023). Herudover står Kasper Leisner, Marie Sandø Jondal, Kim Hammelsvang og Adam Schmidt også på scenen.

Nye tider instrueres af den prisvindende teaterchef, skuespiller og instruktør Kasper Wilton. Kasper Wilton har en imponerende karriere bag sig på de skrå brædder og har iscenesat en bred vifte af forestillinger fra klassikere som Holbergs Den politiske kandestøber (1992) til Breaking the Waves, der i 2009 modtog Reumert-prisen for årets bedste forestilling. Senest har han iscenesat Folketeatrets anmelderroste opsætning af Fra regnormenes liv (2022). Nye tider bliver den sidste opsætning, Kasper Wilton instruerer som teaterchef på Folketeatret.

Se spilletider og læs mere om Nye tider på folketeatret.dk. Billetter kan købes på folketeatret.dk samt teaterbilletter.dk

FAKTA:
Premiere
: Den 12. april 2024
Spilleperiode
: Den 12. april til den 5. maj 2024
Originaltitel
: Grand Horizons
Manuskript
: Bess Wohl
Oversættelse
: Henrik Lykkegaard
Instruktion
: Kasper Wilton
Scenografi
: Camilla Bjørnvad
Teaterforlag
: Nordiska ApS
Medvirkende
: Waage Sandø, Ulla Henningsen, Sonja Oppenhagen, Kasper Leisner, Marie Sandø Jondal, Kim Hammelsvang og Adam Schmidt

Emner

Kategorier


Folketeatret - teater til alle

Folketeatret er hele Danmarks teater. I København huserer vi i Nørregade, hvor Folketeatret, Danmarks ældste folkelige teater ligger. Vi spiller teater på scenerne i Nørregade, og vi tager på turne rundt i hele Danmark. Her spiller vi på både små og store scener for publikum i alle aldre. Folketeatret er derfor teater til alle - også geografisk.

Vidste du, at den legendariske sportskage fra La Glace er navngivet efter skuespillet "Sportsmænd", som blev opført på Folketeatret i 1891?

Vidste du, at Folketeatret har et spøgelse? Sofus hedder han. Han hængte sig i et snoretræk på Store Scene på grund af ulykkelig kærlighed til en af tidens store skuespillerinder.

Vidste du, at Ove Sprogøe debuterede på Folketeatret i rollen som Nicolaj i "Nøddebo Præstegaard" i 1945? Han spillede denne rolle i årene 1945-60. Ove Sprogøe var tilknyttet Folketeatret helt frem til 1994.

Kontakt

Lotte Undén

Pressekontakt Kommunikationschef 21 67 32 48

Astrid Thoudal Feder

Pressekontakt Kommunikationsmedarbejder 20 87 96 61

Folketeatret - teater til alle

Folketeatret er hele Danmarks teater. I København huserer vi i Nørregade, hvor Folketeatret, Danmarks ældste folkelige teater ligger. Vi spiller teater på scenerne i Nørregade, og vi tager på turne rundt i hele Danmark. Her spiller vi på både små og store scener for publikum i alle aldre. Folketeatret er derfor teater til alle - også geografisk.

Folketeatret
Nørregade 39
1358 København K