Gå til indhold
Mette Wolf. Foto: Emilia Therese
Mette Wolf. Foto: Emilia Therese

Pressemeddelelse -

Mette Wolf udpeget som ny teaterchef på Folketeatret

Bestyrelsen på Folketeatret kan i dag fortælle, at Mette Wolf bliver ny teaterchef efter Kasper Wilton, når han næste sommer stopper efter 14 år. Hun er udpeget for en fireårig periode og tiltræder formelt den 1. august 2024, men vil få sin gang på teatret i foråret. Mette Wolf er i dag teaterchef på Nørrebro Teater, hvor hun har været ansat siden 2015.

Det er en enig bestyrelse, som har peget på Mette Wolf som ny teaterchef. Bestyrelsesleder Mogens Jensen udtaler:

-På vegne af en enig bestyrelse er det mig en stor glæde at kunne præsentere Mette Wolf som kommende direktør for Folketeatret. Mette har både de kunstneriske visioner, den stærke gnist og den ledelseserfaring, der skal til for at bringe Folketeatret videre som det unikke teater i Danmark for den folkelige scenekunst, som teatret er og skal være. Jeg og den øvrige bestyrelse ser frem til et tæt og spændende samarbejde med Mette og glæder os samtidig over, at vi en tid endnu skal arbejde sammen med vores fremragende direktør Kasper Wilton, der har bragt Folketeatret op på et utroligt højt niveau.

Mette Wolf er enormt glad og stolt over valget og tilføjer:

-Folketeatret er hele Danmarks teater, og det er jeg enormt beæret over at blive en del af. Det er et fantastisk sted med en stærk og traditionsrig profil, som jeg glæder mig til at føre videre ind i fremtiden. Min kunstneriske vision for teatret er, at repertoiret skal fremkalde en nutidig og moderne folkelighed og lade den udkomme på nye, vedkommende måder. Uanset genre skal alle forestillinger, også de velkendte og ikoniske titler, appellere til et bredt, mangfoldigt og nyt publikum. Jeg glæder mig til sammen med teatrets medarbejdere, bestyrelse og samarbejdspartnere at skabe et fremtidens Folketeater, der cementerer teatrets position som et toneangivende, nødvendigt og folkeligt teater for alle.

Folketeatret er Danmarks største turnéteater, og også på turnéområdet har Mette Wolf store ambitioner:

-Vi forventer at producere og kuratere turnéteater, der både imødekommer og skubber til teaterforeningernes behov og traditionelle tænkninger. Vi ønsker samtidig at give dem rygvind til at forankre bæredygtige teaterforeninger for et nyt publikum og for nye generationer af frivillige. Det er en uhyre vigtig opgave at sikre teaterforeningernes transition til et yngre publikum, og det skal Folketeatret være både katalysator og fødselshjælper for, afslutter hun.

Rundt om repertoiret har Mette Wolf også planer om at opfinde og udvikle aktiviteter, arrangementer og teaterevents, der involverer publikum på nye måder, både i Nørregade og over hele landet. Det er visionen, at Folketeatret skal være blandt landets førende teatre, når det handler om publikumsfokuserede tiltag, der folder teatrets betydning ud for et bredt, ikke-teatervant publikum.

Om Mette Wolf

Mette Wolf (født 1972) er uddannet cand.mag. i Dramaturgi fra Aarhus Universitet og i Kultur, Medier og Formidling fra Københavns Universitet.

Hun har beskæftiget sig med scenekunst i en lang række sammenhænge, bl.a. som dramaturg, redaktør, underviser og anmelder. Hun har desuden været tekstforfatter på forskellige revyer, forestillinger og shows, bl.a. Tørklædemonologerne, og manuskriptudvikler på DR1’s store dramasucces Arvingerne. Hun har også stået bag ny-bearbejdelser af en række klassiske teaterforestillinger, herunder Et Drømmespil af August Strindberg, Melodien der blev væk af Kjeld Abell og Livsens Ondskab af Gustav Wied.

Hun har været teaterchef på Nørrebro Teater siden 2015 og efterlader et teater med godt billetsalg og en sund økonomi. Blandt hendes største succeser på teatret kan bl.a. nævnes Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag, Diktatoren, En Folkefjende, Svantes Lykkelige Dag og familieforestillingen Et juleeventyr. Og så har teatret under hendes ledelse udviklet nye formater uden om repertoiret som f.eks. Tænkepauser Live, Fyraftenssang, Fattigrøvsklubben og litteraturshowet Enten-Eller.

Mette Wolf er desuden næstforperson i Dansk Teaters bestyrelse samt bestyrelsesmedlem i Teatret Møllen.

For kontakt til Mette Wolf eller Mogens Jensen, kontakt undertegnede.

Med venlig hilsen

HAVE Kommunikation & PR

Kontakt:

Michael Feder, mobil: 22434942, mail: michael@have.dk

Folketeatrets bestyrelse

-Mogens Jensen, bestyrelsesleder (udpeget af kulturministeren)

-Lilly Pedersen, næstformand (udpeget af Danmarks Teaterforeninger)

-Lena Brostrøm, ordinært medlem (udpeget af kulturministeren)

-Lars Salling, ordinært medlem (udpeget af Danmarks Teaterforeninger)

-Hanne Leth Andersen, ordinært medlem (udpeget af Det Københavnske Teatersamarbejde)

-Henrik Pedersen, ordinært medlem (udpeget af Det Københavnske Teatersamarbejde)

-Lotte Undén, ordinært medlem (medarbejderrepræsentant)

-Uwe Prühs, medlem (udpeget af Sydslesvigsk Forening)

Profil på Folketeatret

Folketeatret er hele Danmarks teater! Teatret har siden 1857 haft til huse i Nørregade og er således det ældste folkelige teater med tre stationære scener i København. Folketeatret turnerer samtidig i hele Danmark og er landets største udbyder på turnéområdet. Folketeatret har gennem årene præsenteret klassikere, musikforestillinger, store familieforestillinger, komedier samt ny dansk dramatik for et stort og mangfoldigt publikum på scenerne i Nørregade, såvel som i landets teaterforeninger. Talrige folkekære skuespillere har betrådt scenerne gennem årene på Folketeatret, der oprindeligt blev grundlagt som et folkeligt modstykke til Det Kongelige Teater.

Emner


Folketeatret - teater til alle

Folketeatret er hele Danmarks teater. I København huserer vi i Nørregade, hvor Folketeatret, Danmarks ældste folkelige teater ligger. Vi spiller teater på scenerne i Nørregade, og vi tager på turne rundt i hele Danmark. Her spiller vi på både små og store scener for publikum i alle aldre. Folketeatret er derfor teater til alle - også geografisk.

Vidste du, at den legendariske sportskage fra La Glace er navngivet efter skuespillet "Sportsmænd", som blev opført på Folketeatret i 1891?

Vidste du, at Folketeatret har et spøgelse? Sofus hedder han. Han hængte sig i et snoretræk på Store Scene på grund af ulykkelig kærlighed til en af tidens store skuespillerinder.

Vidste du, at Ove Sprogøe debuterede på Folketeatret i rollen som Nicolaj i "Nøddebo Præstegaard" i 1945? Han spillede denne rolle i årene 1945-60. Ove Sprogøe var tilknyttet Folketeatret helt frem til 1994.

Kontakt

Lotte Undén

Pressekontakt Kommunikationschef 21 67 32 48

Astrid Thoudal Feder

Pressekontakt Kommunikationsmedarbejder 20 87 96 61

Folketeatret - teater til alle

Folketeatret er hele Danmarks teater. I København huserer vi i Nørregade, hvor Folketeatret, Danmarks ældste folkelige teater ligger. Vi spiller teater på scenerne i Nørregade, og vi tager på turne rundt i hele Danmark. Her spiller vi på både små og store scener for publikum i alle aldre. Folketeatret er derfor teater til alle - også geografisk.

Folketeatret
Nørregade 39
1358 København K