Nyhed -

Forenede Care i livlig debat om innovation

Øksnehallen i København dannede i går rammen om den årligt tilbagevendende begivenhed ”Velfærdens Innovationsdag”, som Mandag Morgen i samarbejde med en række partnere er arrangør af. Og arrangørerne kunne melde om et udsolgt arrangement, hvor flere ministre, borgmestre og andre repræsentanter fra stat, regioner, kommuner, interesseorganisationer og private virksomheder udvekslede erfaringer, tanker og idéer om hvordan velfærden i landet kan plejes og udbygges.

Vi skal tænke anderledes end vi gjorde i går
Også under en temasession med overskriften ”Innovation på den lange bane = innovation på kontrakt”, som DI Service var arrangør af, var stolene i salen fuldt besatte. I panelet sad en håndfuld kommunale direktører sammen med blandt andre Forenede Cares administrerende direktør Thomas Nistrup og førte en livlig og humørfyldt debat med publikum om mulighederne for at innovere serviceydelserne til borgerne, når det offentlige går sammen med private aktører i OPP-samarbejder og partnerskaber.

”Som samfund står vi nærmest overfor en ældretsunami, der kræver, at alle interessenter engagerer sig helhjertet i emnet, da der foreløbig ikke fra centralt offentligt hold er afsat økonomi til at imødegå den udvikling. Hér kan både det offentlige og de private aktører byde ind med meget. Og mulighederne for at skabe innovation på ældre- og plejeområdet er rigtig gode, hvis aktørerne lærer, inspirereres af og supplerer hinanden. Eksempelvis er det offentlige dygtige til at medinddrage borgere og lokalsamfund, mens de private aktører typisk er gode til at drive en direkte ledelsesform, hvor der ikke altid er langt fra tanke til handling,” vurderede Thomas Nistrup og blev suppleret af direktør Kenn Thomsen fra Holbæk Kommune:

”Vi er generelt nødt til at tænke anderledes, end vi gjorde i går.”

Er det pengene værd?

Projektleder og konsulent Marie-Louise Eskerod Ifversen fra Aarhus Kommune, hvor Forenede Care for nylig har overtaget driften af Bøgeskovhus Plejecenter, kastede følgende spørgsmål til debat i salen:
”Er lange og ressourcekrævende dialogrunder i offentlige udbud altid pengene værd?”.
Dét spørgsmål gav anledning til en engageret diskussion om økonomien og de menneskelige ressourcer i den offentlige sektor, der er forbundet med at afholde udbudsrunder.
Den offentlige sektor indgår i stigende grad længerevarende kontrakter med private virksomheder med forventning om, at opgaveløsningen skal blive bedre, mere effektiv og løbende udvikles. Og den livlige debat i salen pegede da også i retning af, at både repræsentanterne fra kommunerne og de private servicevirksomheder var enige om, at konkurrenceudsættelse, samarbejder og partnerskaber er vejen frem i forhold til at skabe bedre løsninger og nytænkning.

Related links

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • omsorg
  • health care
  • privatisering
  • velfærdsteknologi
  • ældre
  • velfærd
  • ældreplejen
  • ældrepleje
  • velfærdsydelser
  • privat aktør
  • dansk industri
  • di service
  • velfærdens innovationsdag
  • velfærdens innovationsdag 2015
  • forenede care
  • thomas nistrup
  • innovation
  • serviceydelser
  • den offentlige sektor
  • konkurrenceudsættelse
  • partnerskaber
  • udbud